Låneord

af Jan Katlev

Et låneord er et ord som én eller flere gange er blevet lånt fra ét sprog til et andet sprog. De vandrer i forbindelse med handelskontakt over landegrænser, politisk dominans udefra, udbredelse af kulturmønstre i religion, forskellige professioner og litteratur.

Mange låneord har en meget gammel tilstedeværelse inden for det danske ordforråd og har undergået en lydlig og bøjningsmæssig tilpasning til de strukturer og opbygningsmønstre vi har i de danske arveord. Derfor opleves de ikke mere som fremmedelementer i ordforrådet.

Et eksempel på et låneord er det danske ord mølle, hvis ældste danske form mylna er lånt fra et nabosprog, oldengelsk eller oldnedertysk; og disse sprog har igen lånt ordet sydfra fra latin. Der kan være tale om at man låner et ord fra sproget i et naboland, med hvis befolkning man har samkvem, fx handelssamkvem, som fx nedertysk hos Danmarks nordtyske naboer i middelalderen. Det kan også være et fremmedsprog som har religiøs eller kulturel funktion inden for en overnational kultur som man tilhører, som fx latin inden for den katolske kirke, italiensk inden for bankvæsen og musik, fransk inden for diplomatiet osv.

Ofte er der tale om en kæde af lån, sådan forstået at et ord lånes fra sprog til sprog til sprog osv., fx op gennem Europa til dansk.

Det at et ord som mølle er kommet til dansk via engelsk eller nedertysk fra latin omkring år 1000, er typisk for en lang række af kulturord, kulturgenstande og kulturmønstre der kommer til Danmark ad den vej på det tidspunkt, blandt dem ikke mindst kristendommen.

Indlåningsperioder og långivende sprog

Låneordene i dansk kan opdeles efter forskellige indlåningsperioder og forskellige långivende sprog.

De talmæssigt vigtigste låneord er kommet til dansk fra nedertysk i middelalderen. Senere i (kultur)historien kommer en række låneord ind i sproget fra længere ude i Europa, fx fra fransk. I nyere og nyeste tid lånes en stor mængde ord fra britisk og amerikansk engelsk. Jævnt fordelt over hele historien, men med størst vægt hen imod nutiden, lånes en række ‘lærde’ og tekniske kulturord, mest fra de klassiske skriftsprog græsk og latin, men også fra fjernere og ikkeeuropæiske sprog. Disse behandles nærmere under fremmedord.

Lydændringer og -tilpasninger

Som man kan se, er den ovennævnte olddanske form mylna ‘mølle’ ikke lydligt nøjagtigt sammenfaldende med ordets former i de långivende sprog, oldengelsk mylen eller oldnedertysk mulin. Der kan altså foregå lydændring eller lydlig tilpasning i forbindelse med at et ord lånes fra et andet sprog. Et nyere eksempel er ordet racer[cykel] som de fleste danskere udtaler [‘rÆ:sÅ] med et dansk bagtunge-r, selv om det er lånt fra et engelsk ord udtalt [‘RejsÅ] (med et engelsk tungespids-r). Et eksempel med en voldsommere lydlig tilpasning er at det engelske ord face [fejs] ‘ansigt’ er lånt til dansk som fjæs [fjæ?s].

Bøjningsændringer

Ord der lånes tilpasser sig ikke kun lydligt til det nye sprog de er lånt til. På det nordindiske sprog gujarati er der et ord tānkh som betyder ‘vandbeholder’; det er lånt videre til portugisisk som tanque, derfra videre til engelsk i formen tank og derfra videre til dansk i formen tank. Flertalsformen af gujarati tānkh hedder tānkhāo, men flertalsformen af portugisisk hedder tanques, flertalsformen af engelsk tank hedder tanks, og flertalsformen af dansk tank hedder tanke.

Alt dette betyder naturligvis ikke at gujarati-flertalsendelsen -āo rent lydligt bliver til den portugisiske flertalsendelse -s, som rent lydligt bliver til den engelske flertalsendelse -s, som igen rent lydligt bliver til den danske flertalsendelse -e. Det der sker, er at ordet rent bøjningsmæssigt hele tiden tilpasser sig til det sprog ordet lånes videre til (se også afsnittet om Bøjningshistorie og eksemplet kusk under Etymologiens elementer).

Oversættelseslån

Fordi et ord lånes fra et sprog til et andet, behøver det ikke ende med en fysisk form der ligner det långivende sprogs form mest muligt. Det danske ord afsmag siges normalt at være et lån fra tysk Abgeschmack. Men det danske ord hedder ikke *abgesmak. Det tyske ords første led Ab- er ikke lånt som *ab-, men som den tilsvarende oversættelse af-; og det tyske ords andet led -geschmack er ikke lånt som *-gesmak, men som den tilsvarende oversættelse -smag. Tilsammen kaldes et lån som afsmag fra tysk Abgeschmack et oversættelseslån.

At et ord er et oversættelseslån fra et andet sprog, er endnu tydeligere hvis sprogene er ubeslægtede eller fjernere beslægtede med hinanden end dansk og tysk. Det tyske ord Abgeschmack er tydeligvis et oversættelseslån fra fransk dégoût, idet Ab- gengiver dé- ‘fra-, af-‘ og -geschmack gengiver -goût ‘-smag’.

Oversættelseslån som særlig tydeligt gengiver sammensætningen af meget specielle fraser eller ordsammensætninger i et långivende sprog, kaldes kalker. Det danske ord halvø er således en kalke af tysk Halbinsel. En halvø er i virkelighedens verden ikke ‘en halv ø’, og begrebet ‘halvø’ udtrykkes på andre sprog anderledes, på latin fx som paeninsula, egl. ‘næsten-ø’, hvad der på fransk er kalkeret som presqu’île.

Middelalderlige nedertyske låneord

Store dele af det helt almindelige danske ordforråd er lånt i middelalderen fra nedertysk hos vore nordtyske naboer, handelspartnere og konkurrenter og modstandere. Der er tale om centrale hverdagsord som næppe opfattes som udanske og fremmede, og som i lydstruktur er helt integreret i det danske lydsystem.

Man opererer traditionelt ofte med en skelnen mellem låneord og fremmedord. Låneord er de ældste og bedst integrerede ord der er kommet ind i sproget udefra – og de middelalderlige nedertyske importerede ord er de mest udprægede eksempler på sådanne låneord. Fremmedord er de mindre godt integrerede ord som fx ved lydlige særtræk stadig tydeligt skilter med deres udenlandske oprindelse. Lad os se på et par eksempler på låneordene fra nedertysk.

Nyere låneord fra andre europæiske sprog

Senere i sproghistorien har dansk også lånt ord fra geografisk og slægtskabsmæssigt fjernereliggende europæiske sprog end nedertysk; det kan fx være fransk, selv om ordene oftest er ‘vandret fra nabo’ og har passeret nedertysk på vej nordpå til dansk. Eksempler på sådanne ord er mester og kusine. Denne ordimport hænger oftest sammen med fremvæksten af en ‘international kultur’, med mode og med handelsforbindelser; i nyeste tid medfører det fx også en massiv import af ord fra engelsk, som her ikke fungerer som ‘nabosprog på den anden side af Nordsøen’, men snarere som ‘den globaliserede fælleskulturs internationale kommunikationssprog’; et af de utallige engelske importord af den slags er fx teenager (jf. afsnittet Engelske låneord under temaet om Ungdomssprog)