Etymologiens elementer – en række eksempler

Man finder frem til et ords fulde udviklingshistorie ved at se på den detaljerede sammenhæng mellem dets lydhistorie og dets betydningshistorie. Det gør man bl.a. ved at sammenligne ordets udseende og betydning på forskellige historiske tidspunkter og i forskellige nærbeslægtede dialekter og sprog.

af Jan Katlev

have

Navneordet have defineres i Den Danske Ordbog som ‘afgrænset område med græsplæne, træer, blomster m.m.’. På det ældste dansk hedder det samme ord haghi, men det betyder ‘et indhegnet stykke græsmark’. Det ser ud som om at den fælles betydningskerne er noget i retning af ‘et afgrænset eller indhegnet stykke land’, som i det moderne ord er blevet specialiseret til ‘dyrket land’. Samtidig er der sket en lydudvikling i ordet, hvor en konsonant -v- er udviklet af et ældre -gh-.

Den samme ældre danske betydning ‘et indhegnet stykke græsmark’ har man i de tilsvarende ord på norsk: hage og på oldnordisk: hagi. Men det samme ord har i norske og svenske dialekter en anden betydning: ‘havegærde, hæk, indhegning’. I ordets samlede betydningshistorie er der sket en forskydning af betydningen fra ‘indhegning omkring et område’ til ‘område inden for en indhegning’ til ‘dyrket område med planter inden for en indhegning’.

Den sidste betydning ‘dyrket område med planter inden for en indhegning’ blev tidligere på dansk mest udtrykt med forskellige sammensætninger med gård, som fx abildgård ‘æblehave, frugthave’, kålgård ‘køkkenhave’, urtegård ‘krydderurtehave’. På svensk har man ordet trädgård, egl. ‘have med træer’. Det er i dag det almindelige ord for ‘have’, sådan at man i en moderne svensk trädgård sagtens kan have lutter blomsterstauder og ingen træer.

Foto: Kelly Lacy

Den ældste form haghi, hagi med en konsonant -gh-/ -g- og den allerældste betydning ‘indhegning omkring noget’ svarer til beslægtede ord på de germanske nabosprog. På tysk har man ordet Hag ‘hæk, krat’. På engelsk har man ordet haw ‘indhegning, tjørnebusk’. Disse ord går tilbage til en fællesgermansk rod *haγ- som betyder både ‘hegn, indhegning, indhegnet område’. En afledning af den rod *haγin- bliver til det danske ord hegn. En anden afledning hedder *haγja-, det bliver navnet på et træ der ofte findes i hegn, nemlig hæg, som er det vilde kirsebærtræ (Prunus padus). Den samme ordform *haγja- bliver på oldhøjtysk til hegga eller hecka, på tysk Hecke, og det lånes videre til dansk som hæk.

Et verbum der er afledt af den samme stamme, hed fællesgermansk *haγjan, og det betød ‘indhegne’. På ældre middeldansk hed det ord at heye. Ordet er en tid forsvundet ud af dansk, men er blevet lånt igen fra nedertysk, hvor det hedder hegen, og det er på dansk blevet til hæge. Betydningen af det ord har udviklet sig fra det fysisk-konkrete ‘omkranse med et hegn’ til det overførte ‘omslutte med en overvågning, vogte nidkært over, passe på’. Når man passer omhyggeligt på noget, så holder man det i orden eller fin stand, eller som man tidligere sagde i hæg. De bukser man holdt i fin stand til fine lejligheder kaldte man på ældre Amagerdialekt hægbukser (udtalt hajbukser).

I ældre germansk folketro havde man et ord *haγ-tu(r)sja- som betegnede en ‘hæk-riderske’, en troldkvinde som rider på hække og hegn eller på riskoste eller kvas på gærder. Efterleddet -tu(r)sja- er her en betegnelse for ‘underjordisk væsen, trold’, det er beslægtet med det danske ord tosse. Ordet *haγ-tu(r)sja- blev på oldengelsk til hægtesse, og det er på moderne engelsk blevet forkortet til hag. Det samme ord er på oldhøjtysk blevet til hagazussa, hagazissa, og det er på moderne tysk blevet trukket sammen til Hexe, og det ord er blevet lånt til dansk som ordet heks.

sønden (for), sønder-, syd, søndag

Verdenshjørnet ‘syd’ udtrykkes på et gammeldags eller ældre dansk også med ordene sønden, sønder. Man kan sige sønden for ‘syd for’, og vores land er strakt fra nord til sønder ‘udstrakt fra nord til syd’, og dets sydvestlige landsdel hedder Sønderjylland. Det er noget andet end Sydjylland, som er ‘den sydligste del af Jylland nord for Kongeåen’, Sønderjylland er ‘Jylland syd for Kongeåen’, oprindelig inklusive hele Slesvig.

Disse ord sønden, sønder stammer fra de olddanske stedsadverbier sunnær ‘mod syd’ og sunnæn ‘sydfra’. De stammer igen fra de fællesgermanske adverbier *sunþana- ‘sydfra’ og *sunþara- ‘mod syd’. Ordet *sunþara- ‘mod syd’ med sideformen *sunþra- er oprindelig egentlig en afledet art komparativ af en stamme *sunþa- med betydningen ‘i solens retning’, og denne komparativ betyder ‘mere i solens retning’ altså ‘nærmere i sydlig retning’.

Formerne *sunþara-, *sunþra-,*sunþa- udvikler sig på visse germanske dialekter til *sūþara-,*sūþra-, *sūþa- via en nasalisering og forlængelse af *-un-. Formen *sūþra- bliver fx til fornsvensk syþre og senere til svensk söder og norsk sør. Formen *sūþa- bliver til oldnedertysk sûth og oldengelsk súð og senere til nedertysk sût og engelsk south. Fra oldnedertysk sûth lånes det olddanske ord sūd ‘syd, søndenvind’ som bliver til det danske ord syd.

Formen *sunþa- ‘i solens retning’ kommer af en indoeuropæisk form *sunto- ‘i solens retning’. Det er en afledning af stammen *sun- ‘sol’. En anden afledning af den samme stamme er det vestgermanske substantiv *sunnōn- ‘sol’, det som bliver til tysk Sonne og engelsk sun med samme betydning. En afledning af det substantiv er det oldnedertyske ugedagsnavn sunnundag egl. ‘solens dag’, en oversættelse af latin diēs sōlis, det ord har vi også på tysk Sonntag og på engelsk sunday. Fra oldnedertysk sunnundag har olddansk lånt ordet sundagh, syndagh som bliver til dansk søndag.

Derimod har olddansk og dansk ikke lånt ordets første led sunnu(n) ‘sol’, det danske ord sol indeholder ikke noget -nn-. Alligevel er det danske ord sol længere tilbage beslægtet med det vestgermanske *sunnōn- ‘sol’. Stammen *sun-, som dette ord er en afledning af, er i sig selv en udvidelse af en stamme, *su-, med den samme betydning ‘sol’. Og denne stamme, *su-, er én variant af en række med udseendet *su- / *swe- / *sāwe-.

Af varianten *sāwe- er der afledninger *sāwel- *sāwl-. De bliver bl.a. til fællesgermansk *sōwila- som bliver til nordisk og dansk sol. Stammen *sāwl- bliver også til latin sōl ‘sol’. Af stammen *sāwel- afledes endelig urgræsk *sāwélios som via *hāwélios, *hāélios bliver til græsk hēlios ‘sol’; en kendt fremmedordsafledning heraf er navnet på grundstoffet helium.

blomst

Blomst (orkide)

Ordet blomst er ved en “grammatisk fejltolkning” opstået som en nydannet entalsform af en flertalsform blomster; idet -er i dette ord er blevet tolket som identisk med den udbredte flertalsendelse af dette udseende. Men dette ord blomster er oprindelig ikke en flertalsform, men en ubøjet entalsform af et ældre middeldansk ord med betydningen ‘samling af blomster, blomsterflor’.

Dette ubøjede ord, blomster, som var et intetkønsord, er opstået som en blandingsform af to andre ord: blomme og bloster. Ordet blomme er et ældre og poetisk ord for det der i dag hedder en blomst; det er beslægtet med et oldnordisk ord blómi ‘blomst på træer’, et svensk ord blomma ‘blomst’, et engelsk ord bloom ‘blomstring, blomst’ og et tysk ord Blume ‘blomst’. Det ord stammer fra et fællesgermansk ord *blōman- afledt af en indoeuropæisk rod *bhlō- ‘blomstre’, som også ligger bag ved det latinske ord flōs ‘blomst’ og navnet på blomstergudinden Flōra. Ordet bloster ‘kronblade på blomst’ stammer fra et fællesgermansk *blōs-tra-, som igen går tilbage den samme indoeuropæiske rod, *bhlō- ‘blomstre’.

Ordet blomme ‘blomst’ indgår også i sammensætningen æggeblomme egl. ‘æggets blomst’, i sammensætningen blomkål egl. ‘blomsterkål’ og i blomsternavne som engblomme. Det ord skal ikke sammenblandes med navnet på frugten blomme, som tidligere hed, og på norsk stadig hedder, plomme, og det er via nedertysk plûme med sideformen prûme lånt fra oldgræsk prūmnē ‘blommetræ’.

kusk

Ordet kusk, i ældre retskrivning Kudsk ‘vognstyrer af hestevogn’, er ved en “grammatisk fejltolkning” opstået – ligesom i ordet blomst – som en nydannet entalsform af en flertalsform Kudsker, idet -er i dette ord er blevet tolket som identisk med den udbredte flertalsendelse af dette udseende. Men dette ord Kudsker er oprindelig ikke en flertalsform, men en ubøjet entalsform af et ord med betydningen ‘vognstyrer af hestevogn’. Det er lånt fra tysk Kutscher med samme betydning, en afledning af ordet Kutsche ‘hestevogn’.

Selve ordet Kutsche ‘hestevogn’ er lånt fra det ungarske ord kocsi. Det ord betyder på ungarsk også ‘hestevogn’, men oprindelig er det et adjektiv med betydningen ‘som stammer fra Kocs’, og Kocs er en ungarsk by som siden middelalderen har haft en tradition for at bygge hestevogne.

Det samme ord har på engelsk fået formen coach med betydningen ‘vogn, køretøj; men også ‘vognstyrer, kusk, fører’ og så også ‘træner i sport’, i nyeste tid også lånt til dansk coach som betegnelse for en bestemt slags mental personlighedstræner.