Lyd-, betydnings-, bøjnings- og sproghistorie

af Jan Katlev

Lydhistorie

Studiet af ords etymologier indeholder elementer fra flere forskellige sprogvidenskabelige discipliner. Umiddelbart handler det mest om ordenes lydhistorie, dvs. om hvordan ordenes lydskikkelse ændres undervejs gennem historien.

De oprindelige danske ords lydhistorie begyndte i det fælles indoeuropæiske grundsprog, som var grundsprog for vidt forskellige sprog som fx dansk, tysk, fransk, russisk, græsk, urdu etc. På dette grundsprog hed ‘hane’ (= hannen hos hønsefugle) måske ca. *kanōn. Fra fælles indoeuropæisk gik dette ord videre til fællesgermansk, som var grundsprog for sprog som dansk, norsk, svensk, islandsk, tysk, hollandsk og engelsk. På fællesgermansk blev *kanōn til *hanōn – og til sidst blev det til det danske ord hane.

Betydningshistorie

Studiet af etymologier handler også om ordenes ældre betydningshistorie, dvs. at det handler om hvordan ordenes betydninger og brug ændres undervejs. Ordet *hanōn har ret sikkert ikke kunnet

betyde andet end ‘hane, hannen hos hønsefugle’ på fællesgermansk. Det indoeuropæiske ord *kanōn, som det stammer fra, må på et tidspunkt også have haft den samme betydning ‘hane’. Men før det må det have haft en mere oprindelig betydning, nemlig ‘den som synger, den som galer’. Dette indoeuropæiske ord *kanōn er afledt af en rod *kan- med betydningen ‘synge, give lyd, gale’; den rod finder vi også i de latinske ord canere, cantare ‘synge’ cantata ‘sang’, cantor ‘sang’ – ord vi på dansk genfinder som fremmedordene kantate og kantor ‘ledende kirkesanger’.

Ordet hane har også en yngre betydningshistorie. Når det senere foruden ‘hannen hos hønsefugle’ også kommer til at betyde ‘vandhane’ er dette ikke en arv fra fællesgermansk. Den nye betydning ‘vandhane’ kommer af at vandhanen eller vandposten med sin tud og sin pumpestang ligner fuglen ‘en hane’ som står på ét ben med kam, halefjer og næb.

Bøjningshistorie

Studiet af etymologier handler desuden om ordenes bøjningshistorie som det fremgår af følgende eksempel. På ældre dansk havde man et ord Kudsker med betydningen ‘vognstyrer, kusk’, i øvrigt et lån fra tysk med samme betydning. På grund af de mange pluralisformer (flertalsformer) med pluralisendelsen -er blev singularisformen (entalsformen) Kudsker fejlagtigt opfattet som en pluralisform, og til den dannede man så den nye singularisform Kudsk, eller med nutidig retskrivning kusk.

Sproghistorie

Mens det etymologiske studium har det enkelte ord i fokus, beskæftiger sproghistorien sig med sproget som helhed. Det vil bl.a. sige at man i sproghistorien ikke bare ser på om lyden *k i det ene indoeuropæiske ord *kanōn er blevet til *h i det ene fællesgermanske ord *hanōn, men at man systematisk studerer alle de tilfælde hvor den indoeuropæiske lyd *k er blevet til den fællesgermanske lyd *h.

Den etymologiske beskrivelse af et ord hænger i alle detaljer sammen med den samlede sproghistorie. Det vil fx sige at de involverede lydændringer skal findes andetsteds i det pågældende sprogs sproghistorie; disse lydændringer skal kunne beskrives som naturlige og almindeligt udbredte inden for det generelle sprogvidenskabelige studium af lydhistorier på tværs af alle sprog. Det samme skal kunne siges om de involverede betydningsændringer og bøjningsændringer.