Udtale

Udtale er den talte form af et ord eller udtryk, og i dette tema kan du læse om sprogets lydside. Læs om bogstavernes lyde og lydenes bogstaver, om lydskrift og om udtalefænomener som tryk, længde og stød mv.

Udtale studeres indenfor fonetikken – fonetik er i Den Danske Ordbog defineret som “gren inden for lingvistikken der beskæftiger sig med menneskers frembringelse og opfattelse af sproglyde samt sproglydenes akustiske egenskaber”. Dette tema behandler nogle af de emner som falder ind under fonetikken.

Udtaleeksempler og ordforklaringer

Undervejs i temaet er det muligt at klikke på eksempelord i teksten for at høre dem udtalt. Ordene er markeret med blå skrift som link. Andre ord markeret med stiplet understregning er fagudtryk som du kan holde musen henover for at få en ordforklaring.

Lyde og skrift

Det er almindelig kendt at der i mange tilfælde ikke er overensstemmelse mellem hvordan et ord skrives, og hvordan det udtales.

Uoverensstemmelserne går begge veje. Man kan således ikke altid regne udtalen ud når man ser et ord skrevet, og man kan heller ikke altid regne stavemåden ud når man hører et ord udtalt.

Bogstavet d svarer til de forskellige lyde [d] og [ð] i henholdsvis skyldig og sidder og til ingenting når det er stumt som i mand. Omvendt kan det ord som udtales [ˈbɔnə], staves både bunde og bonde.

Lydskriftsystemer: IPA og Dania

Undervejs i temaet bruges det internationale lydskriftsystem IPA i en form hvor ikke alle detaljer er taget med; varianten kaldes halvfin lydskrift.

Der findes desuden et lydskriftalfabet specielt udviklet til dansk, Dania.

Se en oversigt over danske lyde notere i både Dania og IPA: Lydskriftoversigt over de hyppigste danske enkeltlydes lydskrift.

Når man skal lære at læse og stave

Den afstand der er mellem bogstaver og lyde i dansk, kan gøre det svært at lære at læse og stave.

Når man fx ser bogstavet d, kan man ikke uden videre regne ud hvordan lyden i det specifikke ord skal udtales – der er flere muligheder.

De omgivende bogstaver kan hjælpe, og det kræver øvelse at lære hvordan.

En nybegynderlæser skal have hjælp til at gennemskue hvordan bogstavernes sammenhæng afslører hvordan et ord skal læses og udtales. Bogstavet u udtales som [u] i fx bus, bule, men hvis der kommer et m, n eller k lige efter u‘et, udtales det ofte som å-lyden [ɔ], fx kumme, dukke, bunde.

Tilsvarende skal man gennem øvelse lære at når man skal stave et ord, er det vigtigt at vide hvad de andre lyde i ordet betyder for ordets stavemåde. Hvis man skal skrive et ord som udtales med a-lyden [æ], kan man i ca. 60 % af tilfældene regne med at ordet skrives med bogstavet a, fx gave, sad. I andre tilfælde staves de med æ, fx bær, færge, og som det ses, følger der et r efter vokalen i disse eksempler. Det ligner derfor en staveregel som siger at udtalen [æɐ̯] skrives med bogstaverne ær.

Rigtig og forkert udtale

Udtalen af dansk udvikler sig blandt alle dem der taler dansk. Der findes ingen myndighed som bestemmer ordenes udtale. Det er således hverken Dansk Sprognævn eller ordbogsredaktører der fx beslutter om det er mere korrekt at sige ˈtunnel end tunˈnel.

Sprognævnet bestemmer hvordan ordene staves og bøjes i Retskrivningsordbogen, men altså ikke udtalen.

Ordenes udtale bliver alle dansktalende personer enige om gennem en stiltiende overenskomst om at vi forstår hinanden. Indimellem er der ikke enighed, og nogle ord har derfor flere mulige udtaler – variationer forekommer også fx afhængig af hvor man bor eller kommer fra.

Syngende børn