Tryk
Nogle sprog har fast tryk, hvilket vil sige at (hoved)trykket i ord altid forekommer på samme stavelse set fra enten ordets start eller slutning.
Tryk i lydskrift
Tegnet for tryk i lydskrift er en løftet lodret streg (ˈ) placeret inden stavelsen med tryk. Tegnet bruges som regel kun når der kan være tvivl om hvor i et ord trykket er. Derfor har ord med kun én stavelse ikke trykangivelse.
Fransk har fx altid tryk på sidste stavelse. Dette er ikke tilfældet for dansk, der har frit tryk, hvilket vil sige at vi i dansk kan have tryk på første stavelse, på anden, på næstsidste eller på sidste stavelse.
Tryk på dansk kan altså være betydningsadskillende – om man lægger trykket på første eller sidste stavelse, er det eneste der adskiller udtalen af ordene billigst og bilist [ˈb̥ilisd̥] og [b̥iˈlisd̥].
Frit tryk skal dog ikke forstås sådan at der er valgfrihed med hensyn til hvor man lægger trykket, eskimo har tryk på sidste stavelse [ɛsg̊iˈmoːˀ]. Udtaler man således ordet med tryk på første stavelse [ˈɛsg̊imoːˀ] eller anden stavelse [ɛsˈg̊imoːˀ], vil de fleste nok mene det lyder forkert.
Tryk må ikke forveksles med stød
Begge fænomener kan være svære at høre, især hvis man ikke ved præcis hvad man lytter efter. Når ordet maler bruges som verbum (udsagnsord) som i jeg maler, er der tryk på første stavelse og stød på a’et [ˈmæˀlʌ]. Når maler bruges som substantiv (navneord) som i en maler, er der stadig tryk på første stavelse [ˈmæːlʌ], men ordet indeholder ikke noget stød.
Som hjælp til at finde frem til hvilken stavelse der har tryk, kan man overdrive udtalen som om man taler med en tunghør bedstefar, fx ”Jeg siger caFÉ”, ”Jeg siger FASTholde”, ”Jeg siger antibiOtika”.
Læs mere nedenfor.
Længde
I dansk er vokallængde, ligesom tryk, betydningsadskillende, den eneste forskel på kilde og kile [kilə] og [kiːlə] er således henholdsvis kort og lang i-vokal.
Længde i lydskrift
Tegnet for længde i lydskrift er et kolon (:) placeret umiddelbart efter den lange lyd.
Størstedelen af alle danske vokaler forekommer i både en kort og en lang variant. Sammenlign udtalen af vokalen i følgende ordpar:
Konsonanter forekommer ikke i forskellige længdevarianter som vokaler gør det. Man kan dog tale om lange konsonanter i forbindelse med schwa-assimilation i ord som sende, kande, lille [sɛnn̩], [kann̩], [lill̩]; den lange konsonantlyd fordeler sig dog, modsat den lange vokallyd, over to stavelser.
Stød
Stødet er en svær størrelse i det danske sprog, det er vanskeligt både at beskrive, begribe og høre. Det er imidlertid ikke svært for danskere at producere et stød.
Talere af nogle danske dialekter har slet ikke stød i deres udtale, men de der har, bruger det helt bestemte steder og uden at tænke over det.
Hos talere med stød forekommer stødet i betonede stavelser med kort vokal og efterfølgende sonorant konsonant som i mand [manˀ], hold [hʌlˀ], bal [balˀ] eller i forbindelse med en lang vokal med eller uden efterfølgende konsonant som gå [g̊ɔːˀ], ocean [oseˈæːˀn], spis [sb̥iːˀs].
Ligesom længde og tryk er også stød betydningsadskillende i dansk. Sammenlign fx ordet køber som verbum (jeg køber [ˈkʰøːˀb̥ɐ]) og som substantiv (en køber [ˈkʰøːb̥ɐ]).
Der findes ingen bogstaver eller bogstavforbindelser i dansk der altid har stød, men forbindelser som ld og nd (hold, fald, mand, rend) samt imperativformer (spis, kør, løb, skru) er blandt de hyppigste med stød.
Læs mere
- Du kan læse meget mere om stød og blandt andet se hvor stødgrænsen i Danmark går på dialekt.dk (Afdeling for dialektforskning ved nordisk forskningsinstitut på Københavns Universitet).
- Du kan også se en video om stød i dansk fra studieskolen.dk.