To af de hyppigst forekommende former for assimilation i dansk tale er schwa-assimilation og nasal-assimilation. Forskellige assimilationer opstår på forskellige måder, men fælles for alle assimilationer er at de er energibesparende, eller netop opstår med intentionen om at spare energi.
Nasal-assimilation
Når man hører nogen udtale ordet hindbær som himbær [ˈhemb̥æɐ̯], eller håndklæde som hångklæde [ˈhʌŋkʰl̥ɛːð̩], er der tale om assimilation eller rettere en nasal-assimilation, fordi der ved udtalen af de nasale lyde spares energi.
Vi har tre nasale konsonantlyde i dansk: [m], [n] og [ŋ], de har ligheder og forskelle; de dannes (artikuleres) alle med sænket ganesejl.
Nasalkonsonanten [m] udtales med begge læber lukket ligesom [b̥], derfor er det lettere for taleorganerne at lade den nasale lyd [n] nærme sig (assimilere) [m], da [m] samtidig med at være nasal også er bilabial ligesom [b̥]’et der kommer lige bagefter i ordet hindbær.
Ved udtalen af hångklæde sker den samme mekanisme. Her assimileres [n] til [ŋ], da [ŋ] (lydskrifttegnet for ‘ng’) udover at være nasal også er velær ligesom [kʰ]’et der kommer lige bagefter.
Nasale lyde
Nasale lyde artikuleres alle med sænket ganesejl så luften fra lungerne passerer ud gennem næsen, modsat alle andre lyde, hvor luften passerer ud gennem munden.
Prøv selv: Hold hånden lige under næsen mens du siger ama og aba. Du mærker et svagt pust fra næsen under ama, men ikke noget luftpust under aba.
Schwa-assimilation
Ved en schwa-assimilation nærmer det tryksvage e sig en omkringstående lyd som både kan være en vokal og en konsonant, og som både kan stå før og efter [ə].
I ord som kløe og due assimileres [ə] til vokalen; [kʰløːø], [d̥uːu], i ord som søge og luge falder konsonantlyden bort således at [ə] også her assimileres til vokalen: [søːø], [luːu].
Konsonantlyde [l], [ŋ], [n], [m] og [ð] kan undertiden i lydskrift skrives med en lille lodret streg under tegnet [ð̩], [m̩], [n̩], [ŋ̩] og [l̩]. Stregen er et såkaldt diakritisk tegn der viser at konsonanten er stavelsesbærende (syllabisk).
En konsonant kan typisk blive stavelsesbærende når den står i forbindelse med schwa. For eksempel kan [ə] assimileres til en efterfølgende konsonant i ord som musen og katten, hvorved konsonanten, i dette tilfælde n’et, så at sige bærer stavelsen: [kʰad̥n̩], [muːˀsn̩].
Konsonanten bliver stavelsesbærende når den er sonorant og står mellem en lang vokal og schwa som i hale, både og mine [ˈhæːl̩], [b̥ɔːð̩], [miːn̩]. Når schwa står i forbindelse med et r, uanset om det står før, efter eller mellem to r‘er, bliver det til lyden der lydskrives [ɐ], ordene skure, skuer og skurer udtales [ˈsg̊uːɐ].
Rundingsassimilation
Rundingsassimilation er det der sker når en ellers urundet lyd påvirkes af rundingen ved en omkringstående lyd.
Runding
Når man taler om runding, refererer man til læberne og deres form.
Når du laver trutmund, har du rundede læber. Vokallyde som [y], [ø] og [u] udtales med rundede læber, og vokalerne i sig selv siges at være rundede. Vokallyde som [i], [e] og [ɛ] er urundede.
Fænomenet kan i teorien ske med både konsonanter og vokaler; det resulterer bare ikke (eller kun i meget ringe grad) i en lydlig forskel når konsonantlyde udtales rundede.
Konsonantklyngen str [sd̥ʁ] kan i ord som strofe blive påvirket af den rundede vokallyd [o] og derved blive udtalt med rundede læber, dette er dog kun en visuel runding så at sige, den kan altså ikke høres.
Rundingen høres til gengæld i hyppigt forekommende udtaler som føm (fem), hvøm (hvem), løvpostej (leverpostej) og blyver (bliver), hvor ellers urundede vokaler som [ɛ], [e] og [i] udtales rundet med påvirkning fra omkringstående labiale lyde som [m] og [v].