Fraseologi
Fraseologi er en (beskrivelse eller samling af) et sprogs faste vendinger (Den Danske Ordbog).
Fraseologi er den videnskab der beskæftiger sig med sprogets faste vendinger. De faste vendinger findes i mange forskellige afskygninger og omfatter både ordsprog og de typer af vendinger som behandles nedenfor.
Maksimer, aforismer og bevingede ord
Maksimer, aforismer og bevingede ord er typisk kendetegnet ved at man kender ophavsmanden eller -kvinden. Hvis maksimer og aforismer opnår tilstrækkelig stor popularitet og udbredelse, kan de ende med at blive bevingede ord.
Nogle aforismer minder meget om ordsprog, og i litteraturen er der langt fra enighed om hvordan de to grupper skal holdes adskilt. Ordsprog bliver undertiden defineret som udsagn hvor ophavsmanden er ukendt. Men anonymitet er ikke nødvendigvis et konstituerende træk ved ordsprogene (jf. Hvad er et ordsprog?). Alligevel kan anonymitet have en form for berettigelse når man skelner mellem ordsprog og aforismer. Disse to typer af faste vendinger har flere lighedstræk, men det der kendetegner en aforisme, er at ophavsmanden altid er kendt, mens dette altså diskuteres i ordsprogenes tilfælde.
Grænsen mellem ordsprog og aforismer er derfor ikke skarpt optrukket. Nogle hævder at der findes eksempler på ordsprog hvor ophavsmanden er kendt, som i de to eksempler herunder, mens andre hævder at der i eksemplerne ikke er tale om ordsprog men om aforismer, netop fordi vi kender ophavsmanden eller den oprindelige kilde.
Eksempler på ordsprog eller aforismer hvor kilden er kendt:
Der er forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager (J.L. Heiberg)
Ingen kan tjene to herrer (Bibelen)
Læs mere
Du kan læse mere om ordsprog fra Bibelen under Historien bag ordsprogene.
Diskussionen om anonymitet gør de ordsprog som er hentet fra Bibelen, særligt interessante i forhold til en afgrænset definition af ordsprog. Ordsprogene fra Bibelen kan nemlig ikke betegnes som fuldstændigt anonyme, da vi ved hvor de står skrevet, og ofte er tillagt en navngiven bibelsk person.
Andre igen mener at en aforisme kan blive til et ordsprog når udsagnet løsriver sig fra den oprindelige situation, og sprogbrugerne ikke længere erindrer hvem ophavsmanden til udsagnet er, eller hvor det kommer fra.
Maksime
En maksime er en sætning der kort udtrykker en leveregel eller et grundlæggende princip. (Den Danske Ordbog)
En maksime er en grundsætning som opstiller en regel og har samme karakter som et motto.
Gør dig umage! Men sørg for at have det sjovt imens! (Naja Marie Aidt)
Inden for filosofien bruges betegnelsen ligeledes til at betegne regler, principper eller forskrifter. Et eksempel på denne brug af maksime ses eksempelvis i filosoffen Immanuel Kants såkaldte kategoriske imperativ:
Handl kun ifølge den maksime ved hvilken du samtidig kan ville at den bliver en almengyldig lov.
Aforisme
En aforisme er en kort, præcis og fyndig formulering af en (filosofisk eller moraliserende) tanke, fremsat uden argumentation. (Den Danske Ordbog)
Aforismer, der også kaldes for strøtanker, kan minde om ordsprog i kraft af den bagvedliggende og ofte generaliserende tanke. Men modsat ordsprog skal aforismer – som nævnt ovenfor – kunne tilskrives en konkret ophavsmand:
En filosof der er meget nymodens, bliver snart meget gammeldags (Paul Martin Møller)
Husk at elske mens du tør det. Husk at leve mens du gør det. (Piet Hein)
Bevinget ord
Et bevinget ord er et udtryk eller talemåde som ofte citeres, især i bestemte situationer. (Den Danske Ordbog)
Bevingede ord er en betegnelse der dækker over en gruppe af faste vendinger, herunder både citater, aforismer og ordsprog, som ofte benyttes i både daglig tale og i skriftsproget. Bevingede ord er karakteriseret ved at have en bevidst reference til en anden tidligere situation hvor udtrykket er blevet anvendt, men uden nødvendigvis at have anden dybere mening end den umiddelbart denotative; fx
Her kommer mutter med kost og spand (fra Rachel Rastenni-slageren af samme navn)
de er skøre, de romere (fra tegneserien Asterix)
Talemåder og idiomer
Talemåde
En talemåde: fast sproglig vending der rummer en traditionel visdom eller morale. (Den Danske Ordbog)
Idiom
Et idiom er et fast udtryk med en samlet betydning der ikke kan udledes af de enkelte ords betydning; fx træde i spinaten, der betyder ‘dumme sig’. (Den Danske Ordbog)
Talemåder og idiomer bliver undertiden forvekslet med ordsprog, da flere af dem har karaktertræk der kan minde om ordsprogenes. Talemåder og idiomer benytter sig ofte af billeder, og dermed lægger de sig tæt op ad de metaforiske ordsprog (jf. Ordsprogets stil og form). Men i modsætning til ordsprogene ændrer talemåder og idiomer grammatisk person, tal og tid alt efter hvilken situation de benyttes i. Derved besidder de ikke ordsprogenes principielt almene gyldighed (jf. Generaliserende udsagn), men får i stedet deres aktuelle betydningsindhold i en konkret kontekst.
Eksempler på talemåder og idiomer:
træde i spinaten (der betyder at man utilsigtet kommer til at sige eller gøre noget dumt)
købe katten i sækken (der betyder at man bliver snydt i en handel ved at købe noget ubeset og derefter opdage at det er ringere end forventet)
Visse talemåder og idiomer formuleres som sammenligninger:
lyve så stærkt som en hest kan rende
sove som en sten
have det som blommen i et æg
Talemåder kommer i mange tilfælde af ordsprog, og ofte benyttes de i situationer hvor et ordsprog også kan benyttes.

Talemåden:
at købe katten i sækken
– som fx kan bruges i sætningen “Et par år efter gik det op for os at vi havde købt katten i sækken”, kommer af ordsproget:
Man skal ikke købe katten i sækken
Men brugt som talemåde mangler elementet af generaliserende udsagn, da det i den konkrete brug ikke er principielt gældende til alle tider og i alle situationer, sådan som ordsproget er det. Det generaliserende mangler fordi talemåden enten aktualiseres i teksten eller tages helt ud af den kontekst som ordsproget oprindeligt satte den i.
Eller ordsproget:
Man skal ikke skue hunden på hårene
– der brugt som talemåde kunne indgå i en sætning som: “Man skal ikke sådan skue hunden på hårene – der kan jo udmærket være en lækker lejlighed i et forfaldent hus”. Eller ordsproget:
Den ved bedst hvor skoen trykker, som har den på
– som man eksempelvis genfinder i følgende sætning brugt som talemåde: “Danske erhvervsfolk er udmærket klar over hvor skoen trykker”.
Talemåder lagres som faste vendinger i sproget som sprogbrugerne ofte – bevidst eller ubevidst – griber til. De er med til at give det mere nøgterne og ligefremme sprog kolorit og liv. Men til tider får vi talemåderne galt i halsen, og det kan føre til mere eller mindre underholdende forvanskninger af talemåderne, som enten mister deres betydning eller får en ny og helt anderledes betydning. Forvanskningerne af talemåderne sker sandsynligvis fordi afstanden mellem udtrykket og den verden vi lever i, er blevet for stor. Endvidere er tempoet ofte højt i det moderne kommunikationssamfund.
Talemåder der er blevet forvansket
Se eksempler på talemåder der er blevet forvansket under Smid en smutter.
Du kan også se et interview fra TV2 Lorry med seniorredaktør fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Laurids Kristian Fahl, der fortæller om Smid en smutter, og hvordan vi af og til bruger talemåder og vendinger forkert.
Skæmtesprog og wellerismer
Betegnelserne skæmtesprog og wellerisme dækker over en type af faste vendinger som udtrykkes i replikform.
Wellerisme
Wellerisme er en henvisning til en figur i Charles Dickens’ roman “Pickwick Klubben” fra 1837, hvor tjeneren Sam Weller ofte benytter denne form for vendinger i sin tale. På dansk bruges betegnelserne skæmtesprog og wellerisme side om side.
Skæmtesprog består af to dele
- en ytring
- en placering af ytringen, som typisk består af
- hvem der har udsagt ytringen (oftest anonym), samt i
- hvilken situation ytringen er udsagt (som oftest sætter udsagnet i et ironisk lys)
Selve ytringen kan være et ordsprog, en talemåde eller næsten hvad som helst der kan forekomme i daglig tale. Ytringen kan være helt triviel, men med placeringen kan ytringen få en helt anden betydning. Det ses tydeligt i denne kendte faste vending:
Rønnebærrene er sure, sagde ræven, han kunne ikke nå dem
Hvis ytringen – som er en konstatering af at rønnebærrene er sure – havde stået alene, ville den være ganske triviel. Men når placeringen af ytringen præciserer at en ræv finder at rønnebærrene er sure fordi den ikke kan nå dem, så tillægges udtrykket en yderligere betydning der gør det muligt at bruge udtrykket overført om det ‘at tilsyneladende uopnåelige ting som man inderst inde ønsker og evt. misunder andre, vurderes som værende uden værdi eller moralsk forkastelige’ (Den Danske Ordbog).
Et træk der tydeligt adskiller skæmtesprog fra ordsprog, er at placeringen af ytringen står i præteritum (datid). Det betyder at skæmtesprog omhandler en afsluttet engangsbegivenhed. Skæmtesprog kan derfor ikke siges at være generelle udsagn der gælder til alle tider og i alle situationer, sådan som ordsprog (principielt) gør (jf. Generaliserende udsagn).
Kilder
- Iver Kjær & Bengt Holbek: Ordsprog i Danmark, 1969.
- Ken Farø: “Ordsprog i nutidsdansk: funktioner og problemer”. Findes i Danske studier nr. 98, niende række 2. bind, 2003, side 38-64 (pdf).
- Kristian Kristiansen: Danske Ordsprog. Talemåder · Mundheld · Mottoer, 2012.
- Pia Jarvad: Bevingede Ord, 2006.