Historien bag ordsprogene

Mange ordsprog er så udbredte at vi sjældent behøver at høre mere end begyndelsen for at kunne fuldføre det. Men hvor kommer traditionen med at bruge ordsprog egentlig fra?

Historien bag ordsprogene fortæller noget om hvordan ordsprogene er blevet til, og dermed også noget om i hvilken kontekst de blev benyttet. Historien giver et indblik i hvordan ordsprogene har udviklet sig over tid og fået den position i sproget som de har i dag.

Læs mere

Du kan læse mere om ordsprogenes karakteristika under Hvad er et ordsprog?

De fleste ordsprog er gamle og har eksisteret i sproget i mange år, så det kan nogle gange være svært at sige hvad de kommer af. Men alligevel indgår ordsprogene stadig i den daglige tale. En af årsagerne til at de gamle ordsprog stadig finder deres plads i sprogbrugen, er deres generaliserende karakter som betyder at de udtrykker sig om nogle generelle forhold der principielt gør sig gældende til alle tider og under alle omstændigheder.

Mange ordsprog kan optræde i en næsten enslydende form i forskellige egne af verden. Det er et tegn på at ordsprogene udtrykker nogle universelle eller generelle erfaringer som går igen fra menneske til menneske på trods af store kulturforskelle verden over. Derfor kan det være svært at afgøre hvor et konkret ordsprog oprindeligt stammer fra.

Religiøse skrifter

De store verdensreligioners skriftlige kilder er fulde af ordsprog og talemåder som kort opsummerer centrale aspekter af de respektive religioners lære. Mange af disse er blevet folkelige og en del af sprogene. Og de benyttes af i dag uden at der nødvendigvis ligger noget religiøst bag brugen af dem.

Bibelen

Christian 3.s bibel (1550)

I Vesten er det i høj grad kristendommen og dermed Bibelen der har bidraget med de (oprindeligt religiøse) ordsprog som har bidt sig fast i sproget. Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente er, som navnet fortæller, spækket med ordsprog, hvoraf en del den dag i dag er medtaget i flere senere ordsprogssamlinger.

Størstedelen af Ordsprogenes Bog tilskrives den israelske kong Salomon (ca. 976-936 f.Kr.), som blev regnet for en meget vis mand. Hovedparten af ordsprogene i Ordsprogenes Bog er af belærende eller moraliserende art og omhandler forskellige leveregler for det enkelte menneske:

Den søn der samler forråd om sommeren, er klog, den søn der sover ved høsttid, bringer skam (Ordsp 10,5)

Kommer frækhed, kommer skændsel, men hos de ydmyge er der visdom (Ordsp 11, 2)

Den der holder hovedet koldt, er en forstandig mand (Ordsp 17,27)

Ordsprogenes Bog, kapitel 1, vers 1-9

Ordsprog af Salomo, Davids søn, Israels konge.
De skal tjene til, at man forstår visdom og belæring,
fatter forstandige ord
og tager imod klog belæring
om retfærdighed, ret og retskaffenhed;
de skal give den uerfarne kløgt
og den unge mand kundskab og omtanke.
Den vise skal lytte og øge sin lærdom,
den forstandige skal erhverve livsvisdom,
så han kan forstå ordsprog og billedtale,
de vises ord og gåder.

At frygte Herren er begyndelsen til kundskab,
de dumme ringeagter visdom og belæring.
Lyt til din fars formaning, min søn,
afvis ikke din mors belæring.
For den er en yndig krans på dit hoved
og kæder om din hals.

(Ordsp 1,1-9)

En del af Bibelens ordsprog stammer fra Det Ny Testamente, hvor ordsprogene ofte tillægges Jesus; eksempelvis i bjergprædiken:

Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin (Matt 7,6)

Koranen

Islam, der ligesom kristendommen og jødedommen er en skriftreligion, er ligeledes rig på ordsprog. Følgende eksempler er hentet fra den danske oversættelse af Koranen af Aminah Tønnsen:

Spild ikke i overdreven grad, for Gud elsker ikke de ødsle (6,141)

Sammen med trængsel er der lindring (94,5)

Og de ordsprogslignende visdomsord kan også findes i de muslimske Hadith-samlinger, der indeholder overleveringer om hvad profeten Muhammed gjorde og sagde:

Alle gode handlinger er almisser (Karima Fahim overs. 5)

Andre religioner

buddha

Andre religioner benytter også ordsprog i deres litteratur, fx i de asiatiske religioner, hvoraf buddhisme og hinduisme nok er de mest kendte. De asiatiske religioner er ikke – som jødedom, kristendom og islam – baseret på en skriftligt åbenbaret sandhed, men alligevel findes der et stort antal skrifter som anses for autoritative indenfor de forskellige traditioner. Disse skrifter byder også på et bredt udvalg af ordsprog:

Ung og gammel, tåbe og vis, alle er i dødens magt (buddhistisk tekst, Sorgpilen)

En (krukke) der ikke er fuld, larmer, den der er fyldt op, siger ikke lyd. Tåben er som en halvfuld krukke, vismanden som en fuld sø (Buddhas tale til Nalaka om tilværelsen som munk og vismand. (Sangha))

Derudover er Asien rig på forskellige livsanskuelser som indeholder tekstmateriale hvori man kan finde visdomsord med ordsprogskarakter:

Arrogance leder til fejl (Buddha)

Man vokser kun i ensomhed (hinduistisk ordsprog)

Læs mere

Du kan læse mere om de faste vendinger som er beslægtede med ordsprogene, under Talemåder og andre faste vendinger.

Bondesamfundet og naturfolk

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) skrev om ordsprog “at det skal man ei spørge Bøger, men Bønder om” (Grundtvig 1817). Det vidner om at ordsprogene især blomstrede i en tid hvor bønderne udgjorde den største befolkningsgruppe. Og mange af de ordsprog som er kendt fra ældre tid, afspejler da også tilværelsen i datidens almindelige bondesamfund:

Når krybben er tom, bides hestene

Fede høns gør få æg

Det er en dårlig hest der ikke kan tjene sit foder.

I eksemplerne ovenfor er det tydeligt hvor inspirationen til ordsprogene kommer fra. Bondesamfundet var centreret om arbejdet med dyr og afgrøder og dermed også forhold som vejret og naturen. Mange af ordsprogene kan derfor læses direkte som erfaringer gjort i forhold til arbejdet, men derudover kan de fleste ordsprog også læses metaforisk og bruges i andre sammenhænge, hvor dyrene eksempelvis bliver billeder på mennesker:

Når katten er ude, spiller musene på bordet

Dette ordsprog betyder at hvis man (katten) undlader at holde opsyn, fører det til kåd opførsel og uorden (hos musene), og kan uden videre overføres så både katten og musene erstattes af mennesker, fx kat = forældre og mus = børn.

I andre kulturer ser man også eksempler på at ordsprogene kan føres tilbage til en tid hvor samfundet var langt mere afhængig af naturen. Dette er måske en af årsagerne til at der findes en stor gruppe af ordsprog som omhandler vejrforhold og årstiderne:

Vinden blæser ikke altid fra samme verdenshjørne

En svale gør ingen sommer

Den der sover i høsten, skal sulte i vinteren

formanende finger

Læresætninger

Den folkelige og mundtlige ordsprogstradition blev dog også suppleret af en litterær. Kirken brugte til tider de folkelige ordsprog med det formål at vinde befolkningens støtte i gejstlige anliggender. Til tider har denne brug af ordsprogene været direkte indoktrinerende.

Ordsprogene blev blandt andet brugt i middelalderskolerne til indlæring af latin og livsvisdom. Eksempelvis blev Peder Laales ordsprogssamling udbredt som latinsk lærebog. De udvalgte ordsprog blev brugt som vers, der skulle læres udenad. Her i den danske version:

Den gamle skal man ære, den unge skal man lære

Hvo lidet sår, han lidet får

Ris gør godt barn

Tålmodighed overvinder alting

Dyrk den Gud gerne som både giver korn og kærne.

Ordsprogene tjente således både til at fremme elevernes latinkundskaber samt at gøre dem bekendte med den almene visdom som ordsprogene blev tillagt.

Kilder

  • Iver Kjær & Bengt Holbek: Ordsprog i Danmark, 1969.
  • Ken Farø: “Ordsprog i nutidsdansk: funktioner og problemer”. Findes i Danske Studier nr. 98, niende række 2. bind, 2003, 38-64 (pdf).
  • Kristian Kristiansen: Danske Ordsprog. Talemåder · Mundheld · Mottoer, 2012.
  • Thomas Hoffmann: “Hvordan opstår et ordsprog?”. Videnskab.dk, 10. marts 2013