Gamle ord glider ud

Ord kan af forskellige grunde virke gamle, enten fordi de betegner noget fra gamle dage, eller fordi moden skifter.

af Jørgen Nørby Jensen og Henrik Lorentzen

Gamle erhverv

Gamle ord i sproget kan glide ud i udkanten af ordforrådet eller med tiden måske helt forsvinde. Det kan der være mange forskellige grunde til. Det kan fx skyldes at det de betegner, forsvinder. Det gælder fx en række betegnelser for gamle håndværk og andre erhverv som næsten er forsvundet: posekikker (‘toldbetjent ved en byport’), børstenbinder, gørtler, bødker, rebslager, sadelmager. Sådanne ord vil kunne overleve som historiske gloser, altså som ord der betegner historiske forhold.

I sproget.dk’s ordmuseum kan du gå på opdagelse i ord der ikke længere anvendes så hyppigt.

Læs mere om ordenes historie

Læs mere om ordenes historie i vores tema: Ordenes oprindelse.

Gamle ting og sager

VHS-bånd. Foto: Jared C. Benedict

Ord der betegner genstande og emner som ikke er udbredt længere, kan forsvinde fra sproget: høkasse (‘kasse med hø som man kan sætte en gryde ned i’), snørelidser (‘bånd til snøring af tøj’), klinkeæg, ismejeri, kabinescooter, mælkedreng. Blandt de ord som i dag føles forældede, finder man også ord som i virkeligheden slet ikke er ret gamle: VHS-bånd, kassettefilm, lydbrev, datamat, movieboks.

Stødende ord og ændrede omgangsformer

Ord der opfattes som stødende eller “politisk ukorrekte”, kan med tiden blive sjældne eller glide helt ud af sproget: negerkys, muhamedaner. Eller der kan være tale om ord og udtryk der får indskrænket deres brug fordi omgangsformerne ændres. Børnene i skolen er for længst holdt op med at sige frøken til deres kvindelige lærere – lærerinder bruges heller ikke meget – og der er næppe ret mange yngre sprogbrugere der i fuldt alvor kan bruge ordet hør for at påkalde nogens opmærksomhed eller for at udtrykke overraskelse: Hør, De kunne vel ikke fortælle mig hvad klokken er?, Nej, hør, det er dog for galt! Udtryk som fjong, den er mægtig og morderlig pæn finder man vist heller ikke hos ret mange sprogbrugere mere – i hvert fald ikke i fuldt alvor.

Test din viden om gamle datidsbøjninger

Ordenes bøjning kan også ændre sig. I dag er det fx mere og mere almindeligt at høre datidsformen bedte af verbet bede.

Test din viden om gamle datidsbøjninger for ord som gale, grave og fornemme i øvelsen Gamle datidsformer.

Ord der opfattes som forældede

Endelig kan der være tale om ord som bare efterhånden opfattes som gammeldags og mærkelige, og som derfor glider ud i periferien af ordforrådet: dorsk, dosmerseddel, kanøfle, kindhest, ødeland, døgenigt, dølgsmål, besudle, skumpelskud, kålhøgen, hartad, hedspore, gantes – alle er de ord der ikke bruges ret meget mere, og som derfor er i fare for at glide helt ud af sproget.

Ord der gør dig gammel

Ordet cowboybukser er efterhånden gået af mode. Læs mere i Marianne Rathjes klummer: Ord der gør dig gammel og Ord der gør dig gammel II.

Kilder

  • Pia Jarvad: Nye ord. Hvorfor og hvordan? Gyldendal, 1995.
  • Den Danske Ordbog.
  • Edel Hildebrandt: Ind med sproget. Politikens Forlag, 2001.