Fremmedord
Mange låneord fra kildesprog der ligger langt fra dansk, er kommet ind som 'fremmede fugle' i kulturens og videnskabernes skriftsprog, det er dem vi typisk kalder fremmedord. De långivende sprog kan være de klassiske videnskabssprog græsk og latin, men i visse tilfælde også mere eksotiske sprog uden for Europa. I mange tilfælde er der også tale om nyere indlånte ord fra fx højtysk, engelsk, og fransk. I modsætning til ældre låneord er sådanne fremmedord enten slet ikke eller kun i begrænset omfang lydligt og bøjningsmæssigt integrerede i de ordstrukturer vi finder i sprogets arveord. De opleves derfor som fremmedelementer i sprogets ordforråd.
af Jan Katlev, september 2009
De ord der på den måde 'kommer ind fra' de klassiske sprog græsk og latin stammer ikke tilbage fra den oldtid hvor disse sprog var aktive tale- og skriftsprog i levende hverdagskulturer. Kendskabet til disse sprog er især via kirken og klostervæsenet blevet videregivet sekundært, ikke fra mor til barn, men fra ældre munke til yngre klosterskoleelever. Og på basis af denne sekundære sproghistorie har man så plukket i de gamle sprogs ordforråd, hvor man dels direkte har lånt gamle for gamle begreber eller sidebetydninger af dem – det gælder fx ord som kasus, klima – dels nykonstrueret ord for nye begreber og genstande som ikke eksisterede i den klassiske oldtid, som fx automobil, akklimatisere.
De fremmedord som er kommet til Europa fra mere 'eksotiske' ikkeeuropæiske sprog er fulgtes ad med de lige så eksotiske genstande de betegner, ofte fx nye dyr og planter etc., det gælder fx ord som benzoe; også sådanne ord kan danne udgangspunkt for helt nydannede ord for nyopdagede genstande som fx benzin.
Nydannede fremmedord
En vigtig gruppe af låneord i dansk er de 'internationale' låneord fra fx latin eller oldgræsk, de såkaldte nydannede fremmedord, som fx ordet akklimatisere, sammensat af latin ak- (egl. ac- af ad- 'til') og en afledning af oldgræsk klíma. Et ord af denne type er ikke videreført fra de levende oldtidssprog latin og oldgræsk, men er i moderne tid dannet kunstigt af latinske og oldgræske ordbestanddele til betegnelse af nye begreber eller opfindelser.
Et vigtigt særtilfælde er de såkaldte eponymer, dvs. ord der er opkaldt efter en person, fx opfinderen eller opdageren af noget. Fx er verdensdelen Amerika, på nylatin America, opkaldt efter en italiensk geograf med det latinske navn Americus Vespucius. Og planten forsytia er opkaldt efter den skotske havebrugsmand William Forsyth (1737-1804).
Denne moderne
betegnelse for et 'hesteløst (tilsyneladende) selvbevægende
køretøj', kaldet en selvbevæger,
stammer fra en "barbarisk" blanding af græsk og latin,
nemlig af græsk autós + latin mōbilis
'bevægelig'.a) en forstavelse ak- af latin ac-/ad- 'til' +
b) en afledning af klima +
c) som indeholder en blandet græsk-latinsk verbal afledningsendelse –isere af middelalderlatin –izāre.
