Hvorfor forsvinder nogle nye ord igen?

af Jørgen Nørby Jensen og Henrik Lorentzen

Kometord

Et kometord er et ord der i en kortere periode “lyser op” for derefter at forsvinde ud i glemslens mørke. Fx blev ordet flashmob i sommeren og efteråret 2003 vældigt udbredt som betegnelse for ‘en forsamling af unge mennesker der udfører meningsløse handlinger som de på forhånd har aftalt via mobiltelefon eller e-mail’.

Fænomenet var opstået i USA og kom herefter til Europa og Danmark, og med fænomenet fulgte den amerikanske betegnelse flashmob – eller lynpøbel, direkte oversat. Og hvis man deltog i en flashmob, var man naturligvis flashmobber, også et ord der fik en vis udbredelse. Men ligeså hurtigt det var dukket op, forsvandt fænomenet igen – og dermed ordet. Om det vender tilbage, må tiden vise.

Man skal dog være varsom med at afsige dødsdommen over et ord. I år 2000 dukkede ordet lømmelpakke op som betegnelse for en række samlede initiativer overfor unge kriminelle.

Så forsvandt det igen blot for at vende tilbage med fornyet styrke i 2009. Ordet blev faktisk så udbredt at det af radioprogrammet Sproglaboratoriet på P1 blev kåret til “årets ord 2009”.

Nye genstande erstatter gamle

Ligesom vi kan få nye ord fordi der opstår nye genstande og fænomener som vi skal tale om, kan ordene forsvinde igen hvis genstanden eller fænomenet forsvinder igen eller bliver erstattet af noget andet. Det kan man tydeligst se på det teknologiske område.

Ordet billedkassette blev i 1970’erne og 1980’erne brugt om en kassette med videooptagelser. Ordet blev erstattet af videokassette og senere videobånd eller VHS-bånd. Også disse betegnelser er blevet fortrængt af ny teknologi. I dag bruger man dvd eller blu-ray.

Ordet kameratelefon er noteret første gang i 2001. Det dækker over en ‘mobiltelefon med indbygget kamera’, og det var noget ganske nyt dengang. Men i dag er de fleste mobiltelefoner forsynet med kamera, og så er der jo ikke længere grund til at pointere det. Ordet er simpelthen blevet overflødigt.

Sprogbrugerne bestemmer

I sidste ende er det sprogbrugerne der bestemmer om et ord skal optages i sproget. Har sprogbrugerne brug for ordet, opfylder det en funktion og dækker det et behov, så slår det selvfølgelig an og bliver en del af sproget. Hvis ikke, forsvinder det igen.