Du er her: Forside Temaer Udtale Bogstaver og lyde

 

Bogstaver og lyde

Vokaler

Bogstaver vs. lyde

Det danske alfabet indeholder vokalbogstaverne i, y, e, æ, ø, a, u, o og å.

Et kig på de danske vokallyde viser at der er flere lyde end bogstaver, og for at kunne skrive alle vokalerne i lydskrift har man behov for andre og flere skrifttegn. Skemaet herunder illustrerer hvordan man danner (artikulerer) de danske vokallyde med udgangspunkt i tre væsentlige faktorer:

1: Åbningsgrad, der i mere eller mindre flydende stadier går fra snæver til åben, bestemt af kæbens stilling.

2: Runding, der beskriver om læberne er spidset fremad og dermed rundede, eller i mere neutral position og dermed urundede.

3: Hvilken del af tungen er aktiv, dvs. hvilken del af tungen der fortrinsvist er løftet op mod ganen.

fortunge

mellemtunge

bagtunge

urundet

rundet

urundet

rundet

urundet

rundet

snæver

[i] mit

[y] dyst

[u] sut

hævet halvsnæver

[e] ikke

[o] foto

halvsnæver

[ɛ] dæk

[ø] bøf

[ə] abe

[ɔ] bund

halvåben

[æ] kerne

[œ] løn

[ɒ] klov

åben

[a] man

[ɶ] børn

[ɑ] kaffe

[ʌ] blomst

Vokalerne i klammer [] i skemaet har alle den egenskab at de er korte. Størstedelen kan dog lige så vel forekomme med længde og med stød.

Længde: Vokalen i i mit er kort, men vokalen i i mine er lang. Vokalen ø i bøf er kort, men ø’et i løbe er langt. Længde er i dansk betydningsadskillende; fx er den eneste lydlige forskel på kilde og kile at i’et er kort i kilde og langt i kile. Længden vises i lydskrift med kolon: kilde [kʰilə] kile [ kʰi:lə].

Stød: Hvis en vokal har stød, er den per definition også lang. (Det forholder sig dog ikke omvendt, så en lang vokal har altså ikke per definition stød). Vokalen æ i læge og æ’et i æg er begge lange, men det er kun æ’et i æg der har stød. Det samme er tilfældet med i’et i pile og i’et i pil; de er begge lange, men kun i i pil har stød. Stød vises i lydskrift som et lille hævet spørgsmålstegn uden prik: pile [pʰiːlə] pil [pʰiːˀl].

Læs mere om længde og stød i temaets afsnit om tryk, længde og stød.
Se en oversigt over vokalernes udtale i lydskriftoversigten.

Konsonanter

Bogstaver vs. lyde

På samme måde som der er forskel på vokalbogstaver og vokallyde, er der forskel på konsonanter som de ser ud i alfabetet, og som de ser ud når de er beskrevet som konsonantlyde.

Det danske alfabet indeholder konsonanterne: b, c, d, f, g, h, j, k, l, m, n, p, q, r, s, t, v, w, x, z.

Konsonantlydene skrives i lydskrift som følger: [pʰ tˢ kʰ b̥ d̥ g̊ f v w j ð s ɕ h m n ŋ l ʁ ɐ̯ ɹ]. Rækkefølgen af lydskrifttegnene bestemmes af lydenes egenskaber.

Ligesom ved vokalerne går nogle af konsonantbogstaverne igen som lydskrift; man kan dog ikke regne med at bogstaverne altid lyder som man forventer.

Når konsonanterne står allerforrest i et ord, har de som hovedregel den lyd man forventer; i ordene hest, gæst, læst, fest, vest og mester svarer bogstavet h altså til lyden [h], bogstavet g til lyden [g̊], l til [l], f til [f] osv.

Aspiration - forskellen på b og p
Forskellen på b og p er at p er aspireret og b er ikke-aspireret. Aspiration er den fase med relativt kraftig luftstrøm der i dansk følger p og k når de står først i et ord. Prøv at tage din håndflade op foran munden mens du siger fx bade og padde, og mærk hvordan der er et ekstrastærkt pust (aspiration) i forbindelse p'et i padde.

Bogstavet p udtales også [pʰ] når det står først i et ord, som fx i pose og pakke, men bogstavet p udtales som b [b̥] når det ikke står først i ordet, som fx i toppe, spotte og stop. Samme forhold som bogstavet p har med lydene [pʰ] og [b̥], har bogstavet k med lydene [kʰ] og [g̊] (k udtales [kʰ] i kage, men [g̊] i skabe og tak), og bogstavet t med lydene [tˢ] og [d̥] (t udtales [tˢ] i tabe, men [d̥] i stole og skat).

Ustemt b

I mange andre sprog er b en stemt lyd, men det er ikke tilfældet på dansk, og derfor skriver man en lille bolle under lydskrifttegnet som angiver at b 'et er ustemt [b̥]. Det samme gælder d og g [d̥ g̊]. Hvis man forsigtigt holder en finger på struben mens man siger ama og aba, kan man mærke forskel på om lydene er stemte (m og vokalerne) eller ustemte (b) ved at mærke at struben vibrerer ved stemte lyde.

Lydene [ŋ] (ng fx i ordet sang) og [ð] (d fx i ordet sad) kan som de eneste danske konsonanter ikke optræde forrest i et ord.

Hvordan man danner (artikulerer) konsonantlyde

Danske konsonantlyde kan inddeles i fem kategorier

  • Lukkelyde
  • Hæmmelyde
  • Nasaler
  • Likvider
  • Halvvokaler.

Den måde hver lyd dannes på (artikuleres), kan beskrives ved at se på læberne og på tungens stilling i forhold til andre elementer i munden såsom tænderne i under- og overmunden og forskellige dele af ganen.

Artikulationssted er det sted i talekanalen hvor luften fra lungerne har den snævreste passage på vejen ud af munden.

Labial

Labio­dental

Alveolær

Alveo­palatal

Palatal

Velær

Uvulær

Glottal

Lukkelyde

p b

t d

k g

Nasaler

m

n

ŋ

Hæmmelyde

f v

s ɹ

ɕ

h

Likvider

l

ʁ

Halvvokaler

w

ð

j

w

ɐ̯

Lukkelyde er lyde hvor der ved artikulationen lukkes fuldstændigt for passage af luft fra lungerne ved enten læberne, den forreste eller den bageste del af ganen.

  • [pʰ] og [b̥] – lukke ved læberne (bilabial), fx pære, bære.
  • [tˢ] og [d̥] – lukke mellem fortungen og alveolarranden (alveolær), fx tænde, denne.
  • [kʰ] og [g̊] – lukke mellem bagtungen og bageste del af ganen (velær), fx kane, gane.

Nasaler er lyde hvor man ved artikulationen har sænket ganesejlet så luften fra lungerne passerer ud gennem næsen.

  • [m] – har ligesom [pʰ] og [b̥] lukke ved læberne, men ganesejlet er sænket således at luften passerer ud gennem næsen (bilabial), fx mine.
  • [n] – har ligesom [tˢ] og [d̥] lukke mellem fortungen og alveolarranden, men ganesejlet er sænket således at luften passerer ud gennem næsen (alveolær), fx nive.
  • [ŋ] – har ligesom [kʰ] og [g̊] lukke mellem bagtungen og bageste del af ganen, men ganesejlet er sænket således at luften passerer ud gennem næsen (velær), fx bange.

Hæmmelyde (frikativer) er lyde hvor der ved artikulationen er en så snæver passage for luften fra lungerne at der dannes støj (friktion) ved passagen.

  • [f] [v] – snævrest luftpassage mellem undertænder og overlæben (labiodental) (der dannes ingen støj ved [v], men lyden kaldes i traditionen alligevel for en hæmmelyd), fx fine, vine.
  • [s] - snævrest luftpassage mellem tungespids og alveolarranden (alveolær), fx save.
  • [ɕ] - snævrest luftpassage mellem tungeblad og alveolarranden (alveo-palatal), fx sjov.
  • [ð] - snævrest luftpassage mellem tungeryg og den midterste del af ganen (palatal) (der dannes ingen støj ved [ð], men lyden kaldes i traditionen alligevel for en hæmmelyd), fx mad.
  • [h] – der dannes ingen støj ved [h] – snævreste luftpassage og dermed h's klangfarve afgøres i reglen af den efterfølgende vokal (sammenlign hi hi med ho ho) (glottal) (lyden kaldes traditionelt for en hæmmelyd selvom der ikke dannes støj ved stemmelæberne (glottis)), fx have.

Likvider

  • [l] – tungespids- og blad rører forreste del af ganen, men den ene eller begge sider af tungen er sænket således at luften kan passere ud dér (alveolær lateral), fx lime.
  • [ʁ] - taleorganerne er dynamiske under artikulationen af [ʁ], der er således flere steder hvor luftpassagen er snævrest i løbet artikulationen (uvulær), fx rime.

Halvvokaler

  • [w] – snævreste luftpassage er mellem bagtungen og den bageste del af ganen. [w] artikuleres samtidig med læberunding (labiale velær), fx hav.
  • [j] – snævreste luftpassage er mellem fortungen og den midterste del af ganen (palatal), fx jakke.
Se en oversigt over vokalernes udtale i lydskriftoversigten.
Hør ordene udtalt

lyd  Klik på eksempelordene i teksten for at høre dem udtalt.

Fagudtryk

Hold musen hen over fagudtryk (med stiplet understregning) for at se hvad de betyder.
Eller gå til siden med alle Ordforklaringerne.