Du er her: Forside Temaer Ordenes oprindelse Arveord

 

Arveord

De ord som "altid har været i sproget, aldrig har forladt sproget og aldrig er kommet til sproget".
Ordforrådet i dansk repræsenterer nogle helt forskellige typer ordhistorier. I forhold til udseendet af disse ordhistorier kan ordforrådet grovinddeles i tre hovedgrupper: arveord, låneord og fremmedord. Der er overgangstyper mellem disse tre kategorier af ord, og de tre kategorier kan underopdeles i vigtige delkategorier.
Et arveord er et ord som hele vejen tilbage i sprogets historie er gået videre fra den ene generation til den næste som en fast del af samme sprog. Det er fx danske ord som bære, du, far, hane, ko, mand, som vi har haft som en del af vores sprog hele vejen via olddansk, fællesnordisk og fællesgermansk tilbage til det indoeuropæiske grundsprog, uden på noget tidspunkt at låne ordet fra andre sprog. Sådanne ord findes inden for en sammenhængende kæde af ældre sprogtrin. De er ofte skriftligt dokumenterede i tekster på olddansk – og for endnu ældre sprogtrins vedkommende kan disse ord rekonstrueres ud fra en sammenligning med ord i ældre sprogtrin i beslægtede sprog. Det kan være et eller flere rekonstruerede sprogtrin som fællesnordisk og fællesgermansk, og i nogle, men ikke alle, tilfælde det fællesindoeuropæiske grundsprog.

af Jan Katlev

Stjerneformer *
En stjerne foran et ord (fx *kanōn) angiver at formen er konstrueret og således ikke kendes fra skriftlige kilder.

Arveord kalder man de ord som "altid har været i sproget, aldrig har forladt sproget og aldrig er kommet til sproget". Dvs. at de ord er i hver eneste generation, hele vejen fra fællesindoeuropæisk til fællesgermansk til fællesnordisk til olddansk og frem til moderne dansk, blevet givet videre fra forældre til børn i en ubrudt kæde. Ikke i fuldstændig uændret lydskikkelse og ikke nødvendigvis med fuldstændig uændret betydning, men både lydændringer og betydningsændringer har været gradvise og kontinuerte, og de lader sig beskrive klart og udtømmende både fonetisk og semantisk. Nogle arveord er meget udbredte i alle de forskellige sprog som dansk er beslægtet med; andre arveord har en langt mere begrænset udbredelse i disse sprog.

Arveord med stor udbredelse

Afprøv din viden. Gå til quizzen om Arveord, låneord og fremmedord.

Arveord er meget udbredte i de indoeuropæiske sprog som er beslægtede med dansk. I de allerældste indoeuropæiske sprog, og helt tilbage i det fælles indoeuropæiske ursprog, er der en lang række basisord for helt grundlæggende hverdagsting og begreber. Mange – men ikke alle - af disse basisord er bevaret hele vejen op gennem sproghistorien og har derfor en stor udbredelse inden for alle indoeuropæiske sproggrene, og findes fx inden for germansk i både de vestgermanske sprog og de nordiske sprog, og inden for nordiske sprog på alle de enkelte sprog, fx også dansk. Det gælder fx ord som æde og ko.

æde
Dette danske udsagnsord betegner det at 'fortære fast føde, nedsættende el. om dyr'. At ordet imidlertid tidligere har været et helt neutralt og ikke nedsættende ord også om menneskers fortæring af fast føde, kan man allerede se på et ældre bibelsprog, hvor fx Jesus ved den sidste nadver om nadverbrødet siger til disciplene: "Tag dette og æd deraf". Og uden for dansk skal vi ikke længere end til søstersproget svensk for at finde den samme helt neutrale betydning: svensk äta er det almindelige og neutrale ord der svarer til det danske at spise. På oldnordisk var eta et helt neutralt ord med samme betydning. Og i de lidt fjernere germanske sprog uden for nordisk er det ligesådan: tysk essen, engelsk eat, gotisk (et uddødt østgermansk sprog) itan – er det neutrale ord for 'spise, fortære fast føde'. Den fællesgermanske form er *etan. Dette ords stamme *et- kommer af indoeuropæisk *ed-, og den genfinder vi også på latin: edo 'jeg spiser' og på oldgræsk: édomai 'jeg spiser'.
    En interessant gammel afledning af denne verbalrod er et ord der egentlig er en art præsens participium (lang tillægsform): *edent- / *edont- / *odont- /*dent- / *dont-. Ordets betydning er 'den ædende, den spisende', specialiseret til 'den man spiser med', dvs. en tand i munden. Ordet tand kommer af fællesgermansk *tanþ-, som kommer netop af indoeuropæisk *dont-. På latin hedder 'tand' dens (genitiv dentis; jf. fremmedordet dental) af indoeuropæisk *dent-. På oldgræsk hedder 'tand' odús (genitiv odóntos; jf. fremmedordet odontologi) af indoeuropæisk *odont-.
     En anden, specielt germansk, afledning af *etan 'æde, spise' er substantivet *etunaz egl. 'æder, grovæder', som bliver til olddansk iotun / iatun og dansk jætte; formen iotun genfinder vi i det norske bjergkædenavn Jotunheimen egl. 'jætternes hjem'.
ko
Ko
Foto: Mette Bech
Dette substantiv betegner 'hundyret af en okse'. Ordet findes i alle nordiske sprog, fx på norsk som ku og på oldnordisk som kýr – uden for nordisk også i de øvrige germanske sprog som på tysk: Kuh, og på engelsk: cow (jf. fremmedordet cowboy). Dets fællesgermanske grundform må have heddet *kwō-. Går vi længere tilbage kommer vi til en fælles indoeuropæisk grundform *gwōw-. I forskellige indoeuropæiske sprog udvikles lyden *g- til lyden *b-; det gælder latin, hvor 'okse, ko' (ordet betegner her ikke kun hundyret) hedder bōs (genitiv bovis), og det gælder græsk, hvor ordet hedder bûs.
    Afledninger af latin bōs og af græsk bûs ligger bag flere låneord på dansk. Latin bōs hedder i akkusativ bovem; den form bliver på oldfransk til boef, på fransk boeuf; en sammensætning med det ord, filet de boeuf, 'halvoversættes' til dansk som bøfsteg, der så forkortes til bøf. En afledning af græsk bûs hedder botón, der betyder 'græssende kvæg'. Heraf dannes igen en afledning botánē, der betyder 'græsning for kvæg, græs, planter', og yderligere en afledning heraf hedder botanikē 'læren om græs og planter' eller på dansk botanik. To andre afledninger af græsk bûs hedder búbalos 'okselignende dyr' og bútyron 'ko-ostemasse'. De bliver lånt til latin som būbalus / būfalus og būtyrum. Ordet būfalus bliver til fransk buffle, lånes til nedertysk buffel og ender som dansk bøffel. Ordet būtyrum lånes nordpå i Europa og ender som tysk Butter, engelsk butter, begge med betydningen 'smør', og de indgår i de danske låneord butterdej, butterfly. Det sidste ord, butterfly, indeholder samtidig nogle interessante betydningsskift: først på engelsk fra det bogstavelige 'smør-flue' til en ("smørgul") 'citronsommerfugl' og så generaliseret til enhver slags 'sommerfugl'; og så som låneord på dansk til to afledte betydninger; et 'bindeslips i sommerfuglefacon' og en 'svømmestil med armene i position som sommerfuglevinger'.

Arveord med begrænset udbredelse

Men der er dog også arveord på dansk, som ganske vist indeholder orddele som stammer helt tilbage fra fælles indoeuropæisk, men som i deres fulde form og med den samme helt præcise betydning, kun har begrænset udbredelse og kun findes i nogle få indoeuropæiske sproggrene, af og til kun én enkelt sproggren, fx germansk. Det gælder fx danske ord som høg og blod.

høg
Høg Navnet på denne rovfugl findes på alle germanske sprog: svensk hök, oldnordisk haukr, engelsk hawk, oldhøjtysk habuh, tysk Habicht. Den fællesgermanske grundform må have været *habukaz. Herfra er ordet blevet lånt til finsk i formen havukka. Den germanske form kunne teoretisk komme fra et indoeuropæisk *kapukos; men nøjagtig den ordform findes ikke i noget indoeuropæisk sprog. Stammen *kap- betyder 'gribe, fange', som i latin capere 'tage, gribe, fange'; så fuglens navn betyder måske oprindelig 'fanger, griber'. To latinske ord for 'høg' som indeholder samme stamme, men ikke i nøjagtig samme afledning, er accipiter af ældre *ad-cap-iter og capus.
blod
Det danske navn på denne kropsvæske deles af alle germanske sprog: oldnordisk blóð, engelsk blood og tysk Blut. De ord kommer af et fællesgermansk ord *blōða- med den samme betydning 'blod'; men oprindelig betyder ordet 'blomstrende (farvet væske)' og stammer tilbage fra en indoeuropæisk rod *bhlō- 'blomstre', som vi både har i de danske ord blomst (blomme), bloster og i det latinske låneord flora. Sammenhængen mellem 'blod' og 'blomstrende' er måske særlig tydelig når man ser på de tyske ord Blut 'blod' og Blüte 'blomstring'. Denne sammenhæng mellem ordene for 'blod' og for 'blomstre' findes kun i germanske sprog. I alle andre indoeuropæiske sprog er der helt andre ord for kroppens blodvæske, som fx latin sanguis og græsk haîma.