I gamle dage tjente en stor del af ordsprogene et moraliserende, belærende og opdragende formål i forbindelse med deres rolle i undervisningen i latinskolerne, hvor de indgik som udenadslære. I dag er ordsprogenes funktion bredere.
Læs mere
Læs mere om Historien bag ordsprogene.
Ordsprogenes funktion er forskellig fra – men nært forbundet med – deres betydning. Og tilsammen udgør ordsprogets funktion og betydning dets brugsbetingelser. Tag fx ordsproget
Rom blev ikke bygget på en dag
Ordsproget betyder at store projekter tager tid. Men funktionen af ordsproget kan variere alt efter den kontekst det benyttes i. Det kan således bruges som konstatering i en sammenhæng hvor et projekt er tæt på at være færdigt, men alligevel ikke har overholdt den fastlagte deadline. Men det samme ordsprog kan også benyttes som trøst eller opmuntring til ham eller hende der står bag projektet, og som måske er skuffet over ikke at have nået deadline. Og samtidig kan det selvsamme ordsprog i nøjagtig samme situation også bruge som retfærdiggørelse af at projektet ikke er blevet færdig til den fastlagte deadline – typisk af den som står bag projektet.
Eksemplet viser hvordan et ordsprog som har én betydning, kan have op til flere funktioner afhængigt af sammenhængen. Andre funktioner er:
- advarsel
- overtalelse
- bekræftelse
- formildelse
- irettesættelse
- forklaring
- beskrivelse
- sammenfatning
Og måske er det netop ordsprogenes alsidige funktioner der er medvirkende til at ordsprog også har en plads i moderne sprogbrug.
Kilder
- Ken Farø: “Ordsprog i nutidsdansk: funktioner og problemer”. Findes i Danske Studier nr. 98, niende række 2. bind, 2003, side 38-64.