af Jan Katlev
I løbet af sproghistorien og kulturhistorien skifter ikke bare ordene, men også de genstande de betegner, form og funktion. Fx er der stor forskel på udseendet af den oldtidsgenstand man kalder en nøgle, og den tilsvarende nutidsgenstand; men de har samme funktion, at åbne låse, og ordets betydning er således den samme før som nu. Man må derfor se på hvordan nøglens form har ændret sig gennem tiden – og altså ikke på ordets betydning – for at forstå hvorfor en bestemt knogle kaldes et nøgleben.
Omvendt kan et ord som fx karat, der vandrer fra græsk til arabisk til spansk og så til resten af Europa, skifte betydning undervejs fra “lille horn” til “johannesbrød(kerne)” til “vægtenhed for guld og sølv” til “positiv værdi”.
nøgleben
I menneskets skelet er der en knogle der forbinder skulderbladet med brystbenet og som har to navne på dansk; dels hedder den et kraveben, hvad der helt konkret passer godt med at det sidder ca. samme sted hvor en trøje eller en skjorte opadtil afsluttes med en krave; men den hedder også et nøgleben.Hvorfor nu det?
Hvis man ser på en nutidig nøgle til en lås, en lille metalgenstand med en rund plade forlænget med et langt smalt stykke med en riflet kant, så er det svært at se nogen lighed med den knogle vi taler om. Alligevel er udtrykket nøgleben gennemgående for en lang række sprog, fx svensk nyckelben, tysk Schlüsselbein, latin clavicula (= ‘lille nøgle’, afledt af clavis ‘nøgle’, et ord der også ligger bag ved et ord som klaviatur), og afledt heraf også engelsk clavicle og fransk clavicule; på oldgræsk betyder ordet kleís både ‘nøgle’ og ‘kraveben, nøgleben’; på russisk hedder den samme knogle ključítsa, afledt af ordet ključ ‘nøgle’.
En lidt ældre nøgle ser ikke ud som en moderne ‘riflet’ Ruko-nøgle; den ender i en kort uriflet stang der yderst ender med en nøglekam, et kort stykke med en slags riflet struktur. Går vi tilbage til den klassiske oldtid stammer den type nøgle fra en mere primitiv type, som var en lang metalstang der var bøjet let et par gange i den ene ende. Med en sådan nøgle åbner Odysseus’ hustru, Penelope, døren til et kammer hvor hun gemmer Odysseus’ bue:
Og i sin fyldige hånd hun tog den krogede nøgle
Smedet med kunst af malm, men grebet var skåret af filsben
En sådan lang stang med en art krum eller kroget hage i den ene ende har en tydelig fysisk lighed med den kravebensknogle vi taler om. Faktisk stammer ordet for ‘nøgle’ i mange af sprogene fra en gammel indoeuropæisk rod der betyder ‘krum knage eller hage’ og som i forskellige skikkelser hedder *KLU- *KLA:U- *KLEU-. En afledning af den rod hedder *sKLU:dilos, det bliver via fællesgermansk *sklu:tilaz til tysk Schlüssel; en anden afledning hedder *KLA:Uis som bliver til latin clavis og fransk clef; en tredje afledning hedder *KLEUids som ender som græsk kleís; og en fjerde afledning *KLE:Utjos ender som det russiske ord ključ.
karat
Ordet karat bruges dels konkret om lødigheden eller finheden af legeringer med ædelmetaller som guld og sølv og dels mere overført om høj kvalitet eller lødighed af fx kunst og litteratur. Samtidig fungerer ordet også som betegnelse for den vægtenhed man bruger ved handel med ædelstene og perler.
Det er betydningen ‘en vis vægtenhed for ædelmetaller og ædelstene’ der er den historisk oprindelige. I den latinske form carratus blev ordet brugt af de middelalderlige alkymister eller guldmagere. Men det er ikke noget oprindeligt latinsk ord. Det er lånt fra et arabisk ord qârât, som var en betegnelse for både en bestemt mønt og for en vægtenhed på 200 mg. Med en anden vokal havde ordet qârât en sideform qîrât, som er blevet lånt til spansk i formen quilate, der betyder det samme som karat.
Men heller ikke ordet qârât / quîrât er noget oprindeligt arabisk ord; det har en endnu længere fortidig vandringshistorie. Det er igen lånt fra det oldgræske ord kerâtion, som også var betegnelsen for en vægtenhed på ca. 225 gram; men som så mange andre abstrakte udtryk for mål og vægt har ordet oprindelig en mere konkret betydning, nemlig ‘johannesbrødkerne’. Og en kerne fra johannesbrødfrugten vejer netop ca. 225 g. Disse kerner sidder inden i en 10-20 cm lang krum eller hornformet frugtbælg som ud over kernerne indeholder noget sødt frugtkød.
At frugten af johannesbrødtræet, som dyrkes omkring det østlige Middelhav, på græsk kaldes kerâtion, har noget at gøre med at frugtbælgene har form som et horn – ordet betyder nemlig egentlig ‘lille horn’, det er afledt af ordet kéras ‘horn’. En anden afledning af det ord er betegnelsen for hornstoffet keratin.
Ordet kéras ‘horn’ stammer fra en indoeuropæisk rod der betyder ‘horn, knoglemasse, ben’ og har lydskikkelsen *KER- / *KOR- / *KRÂ-. Det er beslægtet med det danske ord horn, med latin cornu ‘horn’, med græsk krâníon ‘hovedskal, kranium’.