Stednavne

Danske stednavnes tilblivelse

Det ligger i selve ordet at et stednavn oplyser om et bestemt sted. De fleste stednavne giver derfor gennem deres betydning en lille bid information om den enkelte lokalitet – hvis man ellers kan forstå navnet rigtigt.

Eksempelvis kunne man tro at Grenå fortalte om en lokalitet der havde noget med en å og en gren at gøre. Men kigger man som navneforsker nærmere på navnets betydning, afslører ældre former som Grindhøgh og Grinøgh at navnets efterled snarere henviser til en høj – mens forleddet, det gammeldanske ord grind, kan betyde enten ‘grus’, eller ‘led, låge’.

På den måde bliver de sproglige bestanddele af gamle stednavne ofte en vigtig kilde til information om tidligere tiders samfundsforhold og opfattelse af landskabet.

Hvor gammelt er stednavnet?

Mange danske stednavne har de samme endelser, og stednavneforskere kan bruge de forskellige endelser, som ofte følger tidsfæstede skikke, til at datere stednavnenes oprindelse.

• Endelsen -løse, som i Vanløse, kan dateres til ca. mellem år 0 og år 500.
• Endelsen -lev, som i Brønderslev, kan dateres til ca. mellem år 300 og år 800.
• Endelsen -rød, som i Allerød, kan dateres til ca. mellem år 900 og år 1350.

Læs mere om de forskellige endelser og deres datering på hjemmesiden navn.ku.dk.

Stednavneudvalget

Stednavneudvalget, der er et udvalg under Kulturministeriet, fastsætter den officielle retskrivning af danske stednavne. Stednavneudvalgets retskrivningsliste indeholder omkring 25.000 danske stednavne, og en ændring af retskrivningen af disse navne kræver behandling i Stednavneudvalget.

Stednavneudvalget har eksisteret siden 1910, og i 1960 blev Stednavneudvalgets Kontor omdannet til Institut for Navneforskning ved Københavns Universitet.

I dag har Stednavneudvalget sekretariat på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (NorS).

-nitse eller -nitze

Det er altså ikke alene op til beboerne i en by eller et område at ændre stavemåden på et specifikt stednavn.

I 2018 førte det til en længerevarende debat mellem beboerne i den sydlollandske by Kramnitse og Stednavneudvalget. Beboerne ønskede at byen skulle staves med z, altså Kramnitze.

I 1934 havde Stednavneudvalget foreslået at ensrette de mange forskellige skriveformer af navnene til -itse, som særligt kan findes på Lolland, Falster og Møn. Det var mange lokale på Lolland og Falster dog uenige i, og mange foretrak -itze som en sideform til -itse. En lokal præst kunne bl.a. bevise at stavemåden -itze fandtes i en gammel kirkebog.

Stednavneudvalgets modvilje mod -itze-endelsen skyldes at z ifølge medlemmerne i udvalget ikke er et naturligt hjemmehørende bogstav i dansk. Men efter længere tids overvejelse valgte Stednavneudvalget i 2018 at indstille til Kulturministeriet at beboernes ønske skulle imødekommes, og byen fik lov til at beholde sin -itze-endelse.

Udvalgte stednavnes betydninger

Danmark

De ældste kendte former af Danmark er Denamearc (800-tallet) og Danmarkar (ca. 935). Forleddet er en form af folkenavnet daner, som var navnet på den folkestamme der beboede Danmark i oldtiden og middelalderen. Efterleddet er ordet mark, som i ældre sprogbrug betød ‘grænseskov’.

Danmark betyder således ‘Danernes grænseskov’ og har sandsynligvis oprindeligt sigtet til grænseegnene i Sydslesvig.

Odense

De ældste kendte former af Odense er Othenesuuigensem (988, bøjet latinsk form), ODSVI (1018-35, mønt) og Odansue (ca. 1075). Forleddet er gudenavnet Odin, og efterleddet er det gammeldanske ord vi, som betyder ‘helligdom’. Navnet betyder således ‘Odins helligdom’.

Århus

De ældste kendte former af Århus er AROSEI (1035-42, mønt), Arusensis (ca. 1060, bøjet latinsk form) og Arus (1231).

Forleddet ar er en gammel genitivform (ejefaldsform) af det nudanske ord å, og efterleddet er ordet os, der betyder ‘munding’. Efterleddet er siden blevet omtolket til –hus. Denne omtolkning er sket gradvist i befolkningen og er altså ikke noget som nogen myndighed har bestemt. Navnets betydning er altså ‘(byen ved) åens munding’.