Efternavne
Slægtsnavne
Efternavne kaldtes tidligere slægtsnavne, men siden loven om personnavne af 1981 har efternavn været den officielle betegnelse.
Slægtsnavnet er aldrig en persons private ejendom; man deler det med alle tidligere og kommende medlemmer af slægten. Det markerer altså blot at man som person hører til en bestemt slægt.
Før man havde efternavne
Patronym og metronym
Et patronym er et ‘efternavn der er dannet af faderens fornavn – fx sen-navne som Pedersen (Peders søn)’ (Den Danske Ordbog).
Et metronym (matronym) er et efternavn der er dannet af moderens fornavn. Denne navnetype er dog meget sjælden i dansk, men vi har enkelte, fx Bodilsen. Man kan finde navnetypen på Island og Færøerne. Et enkelt kendt eksempel er Svend Estridsen (søn af Estrid), som var konge fra ca. 1047 til 1076.
De skriftlige kilder til Danmarks historie før højmiddelalderen (før 1050) er yderst sparsomme, og derfor er vores viden om de ældste danske efternavne også begrænset.
Fra vikingetidens runeindskrifter (år 800-1050) kender vi cirka 200 forskellige navne som kan knyttes til omkring 500 navngivne personer.
Det er fortrinsvis overklassen vi møder i runeindskrifterne, og de fleste af disse er karakteriseret ved tilnavne eller tilføjelser af forskellig art til fornavnet, fx Asser Saxe, Gunne Hånd, Harald Konge og Runulf den Rådsnilde.
Tilnavn
Et tilnavn er ifølge Den Danske Ordbog et ‘navn som bruges i stedet for eller sammen med nogens eller nogets rigtige navn; fremhæver ofte fysiske eller psykiske særtræk’.
Blandt tilnavnene her udgør patronymiske bestemmelser, altså henvisninger til faderen, en betydelig del, fx Troels Gudmunds søn, Asfrid Odinkars datter og Gorms Toke.
Først fra begyndelsen af middelalderen træffer vi indskrifter hvor faderens fornavn + søn er skrevet sammen, således at patronymet kan betragtes som et egentligt efternavn, fx Sven Sazærsøn.
Efternavne 1500-1800
I tiden mellem middelalderens slutning omkring år 1500 og op til industrialiseringen i 1800-tallet udviklede efternavneskikken sig ganske forskelligt blandt adelen, borgerne og bønderne – på trods af nye love om efternavne.
Den første navnelov kom allerede i 1526. Den er et påbud fra Frederik 1., hvori han beder adelen om at antage “stadige tilnavne”, dvs. et efternavn som ikke forandrer sig men går videre i slægten.
Adelen
Skikken med fast adeligt slægtsnavn kom til Danmark i middelalderen med indvandrende tyske adelsslægter. Indtil da havde den danske uradel som oftest nøjedes med at kalde sig ved fornavn og patronym (fx Else Bjørnsdatter af slægten Grubbe), men antog også tilnavne som Gyldenstierne, Galt, Urne og Hvide.
De gamle danske adelsnavne forsvandt dog efterhånden som slægterne uddøde. Adelen blev erstattet af indvandret tysk adel, især fra Holsten og Mecklenburg, og senere suppleret med adlede borgerlige slægter med fantasifulde, ofte selvkomponerede navne som Griffenfeld, Knagenhjelm og Tordenskjold.
Borgerne
Immatrikulation
Immatrikulation betyder ‘indskrivning og optagelse som studerende ved en højere læreanstalt, normalt et universitet’ (Den Danske Ordbog).
Borgerne benyttede sig i middelalderen, ligesom bønderne, af den gamle navneskik med fornavn og patronym.
Fra senmiddelalderen (omkring 1340) fik den akademiske del af borgerstandens ungdom ved immatrikulation, først ved udenlandske universiteter og siden ved Københavns Universitet (oprettet 1479), “lærde” til- eller slægtsnavne som fx Fabricius, Scavenius og Prætorius. Eller som vi kender det i Holbergs satiriske form: Montanus. Typisk var der tale om en slags oversættelser af danske navne, fx Broby til Pontoppidan, Smed til Fabricius osv.
Bønderne
Bondestanden havde bevaret den ældgamle skik at kalde sig ved fornavn og patronym. Hans Jensens børn kunne således hedde Jens Hansen og Maren Hansdatter.
Efternavnetypen -datter er siden stort set forsvundet i dansk, men den bruges i dag på Island og til en vis grad også på Færøerne. Den danske navnelov fra 2007 tillader faktisk brugen af patronymer med endelsen -datter, så en datter af Erik kan fx godt kalde sig Eriksdatter.
Kombinationen fornavn + patronym blev hurtigt meget stereotyp da der var meget få navne i brug i bondestanden. Bønderne identificerede derfor ofte hinanden med tilnavne efter fx dyr, farver, årstider og erhverv, fx Bjørn, Ravn, Hvid, Vinter, Høst, Sommer, Jul, Jæger, Smed, Bager.
Vi genkender disse i dag som efternavne med varierende stavemåde. Men dengang var de endnu ikke blevet til efternavne, de var stadig tilnavne.
Efternavne i 1800-tallet
Problematikken med at identificere landbefolkningen fik i 1771 regeringen til at gribe ind.
I første omgang lykkedes det for præsterne i Nordslesvig – nu Sønderjylland – at få mange folk til at vælge tilnavne som slægtsnavne, således at Sønderjylland selv i dag er den del af Danmark hvor vi har færrest slægtsnavne der ender på –sen. Flere lovindgreb skulle dog følge.
Efternavne i 1900-tallet
Også omkring år 1900 ønskede Folketinget at reducere udbredelsen af meget almindelige efternavne. Navnesagen var flere gange blevet diskuteret i Folketinget, og i 1897 blev der fremsat et lovforslag om at enhver mand eller kvinde skulle have ret til gratis at antage sin fars eller farfars folkelige tilnavn eller navnet på en i slægten nedarvet ejendom.
Herfra kender vi alle nutidens efternavne på -gaard/-gård, Vestergaard, Østergaard osv.
Og derudover fremkom regeringen med en navneliste på 16.000 forslag til nye slægtsnavne, de såkaldte købenavne. Loven skulle gælde i ti år. Listen blev dog udvidet i 1912, og i 1941 blev den forlænget på ubestemt tid. Det var dog ikke slut med lovindgrebene af den grund.
Efternavne i det nye årtusinde
Personnavneloven fra 1. april 2006 gjorde det bl.a. muligt at tage sit mellemnavn som efternavn, og netop denne ændring har vist sig at få stor effekt.
Antallet af navneændringer har været støt stigende siden 2006. I 2019 skiftede 4.600 danskere fornavn, mens næsten 40.000 danskere skiftede efternavn.
Navneændring
Tal fra Danmarks Statistik viser at navneændring er mest populært øst for Storebælt, altså i kommunerne på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Det er særligt populært at skifte fra et sen-efternavn (efternavn der slutter på -sen) til et ikke-sen-efternavn.
Regler for efternavne
Du kan ikke vælge hvilket som helst efternavn til dig selv eller dine børn. Faktisk findes der nogle meget specifikke regler for valg af efternavn.
Ifølge Familieretshuset skelner man mellem fem forskellige typer efternavne:
- et frit efternavn
- et efternavn du har en slægtsmæssig eller lignende tilknytning til
- et navn der ikke bæres som efternavn her i landet (et nydannet efternavn)
- to efternavne sat sammen med bindestreg – det skal være navne som du kan tage hver for sig
- det ene af dine to sammensatte efternavne (med bindestreg)
Frie efternavne kan tages af enhver som efternavn eller mellemnavn. Familieretshuset har en liste med alle de frie efternavne på deres hjemmeside, i alt ca. 200 navne, fx Andersen, Bundgaard, Khan, Poulsen og Skov.
Test din viden
Test din viden i vores øvelser om Efternavne.
Mellemnavne
Reglerne om mellemnavne er mere komplicerede end de fleste måske ved.
Betegnelsen mellemnavn refererer til et navn som ikke er en del af hverken fornavnet eller efternavnet. Mellemnavne kan have karakter af et efternavn eller et fornavn. Mellemnavnet står efter fornavn(ene) og før efternavnet, fx Lise Holm Johansen. Det kan også være et fornavn, fx Anne Sofie Jensen. Og du kan have flere mellemnavne, fx Anne Sofie Bundgaard Jensen.
Siden 2006 kan man i princippet frit tage sit mellemnavn som efternavn, og man kan både få sin ægtefælles mellem- og efternavn. Man kan også tage ‘kønsmodsatte’ fornavne som mellemnavne (fx kan en kvinde godt hedde Louise Gert Poulsen selvom Gert er et drengenavn), men de er personlige og kan ikke videregives til børn eller ægtefælle/samlever.
Hvilke mellemnavne kan du tage?
På familieretshusets hjemmeside finder man følgende regler for mellemnavne:
- et mellemnavn man tidligere har haft som mellemnavn
- et navn man kan tage som efternavn
- et navn der bæres eller har været båret som mellemnavn af ens forældre, bedsteforældre, oldeforældre eller tipoldeforældre
- et godkendt drenge- eller pigefornavn
- ens stedfar eller stedmors mellemnavn. Det gælder også ens mor eller fars tidligere ægtefælles mellemnavn. En samlever sidestilles med en ægtefælle. Stedforælderen skal samtykke
- ens plejefar eller plejemors mellemnavn. Det gælder også tidligere plejeforældres mellemnavn. Plejefar eller plejemor skal samtykke
- ens ægtefælle eller samlevers mellemnavn.
Teksten er udarbejdet med assistance fra Navneforskning ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.
Kilder
- Læs mere om mellemnavne på navn.ku.dk.
- Læs mere om efternavne på navn.ku.dk.
- Læs mere om regler for mellemnavne og efternavne på Familieretshusets hjemmeside.