Rigtig meget eller rigtigt meget

Indholdet på denne side er mere end 3 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Spørgsmål:

Jeg ser at man nogle gange skriver “rigtigt meget” og andre gange “rigtig meget”. Hvilken form er korrekt? 

Svar:

I dette tilfælde kan du fint skrive begge dele, for t’et er valgfrit når det bruges til at forstærke et ord som “meget”, altså begge dele er lige korrekt.

I Den Danske Ordbog står der øverst i ordbogsartiklen når du slår ordet “rigtig” op: “som gradsangivelse foran adjektiv eller adverbium og som sætningsadverbium dog: -t eller -, for eksempel “bogen er rigtig(t) god” og “han kan ikke rigtig(t) forstå det”. Det samme gælder en hel række andre tillægsord der bruges på samme måde:

  • afsindig(t) lækker mad
  • jeg er frygtelig(t) sulten
  • grundig(t) træt af det
  • ualmindelig(t) smukt vejr
  • utrolig(t) godt spillet

osv.

Som grammatisk regel er det beskrevet i retskrivningsreglernes § 38.

Du kan også læse om det i flere lignende svar som ordbogen har givet her: Almindelig(t) og Lovlig(t) og rigtig(t)

Lars Trap-Jensen, november 2021

Kommentar:

Hvor er det dejligt, at du forklarede mig det på den måde. Nu må jeg sige, at jeg er rigtig(t) glad for at forstå denne regel!

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.