Du er her: Forside Leg og lær Ordmuseum Gamle fagudtryk Rebslagersprog

 

Rebslagersprog

Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (reb.), der angiver at ordet har været brugt indenfor rebslagerfaget.
Ordene på denne side optræder i Ordbog over det danske Sprog (1918-56) med den redaktionelle forkortelse (reb.), der angiver at ordet har været brugt indenfor rebslagerfaget.
Klik på ordet og se opslaget i Ordbog over det danske Sprog.
Agterrund et. (reb.) den merspænding i et tovs snoninger, som kan fremkomme i tovets “agterende” under sammenslaaningen. at stryge agterrundet af snoren dobbeltbrudt streg OrdbS.
Baneskrab et. [II.1.2] (reb.). “kaldes ved Reberbaner Affald af Hamp ved Spindingen, hvilket siden samles og anvendes til ringere Tougværk”. MO.
Drøje en. ['drω i] flt. (kun i bet. 3) -r. (ænyd. drøge (i bet. 2, se Kalk.I.394(Drøgen)); jf. no. dial. dryg, drøjhed, varighed; afl. af I. drøj) 1) (dial.) d. s. s. Drøjhed 1. Feilb. Esp.51. Kværnd. 2) (reb.) stof (tjære olgn.), hvori tovværk neddyppes for at blive holdbart. den rene Hamp . . kommer i Drøien, d. e. neddyppes i kogende Tjere.Hallager.117. 3) (l. br. i rigsspr.) blomst d. s. s. Meldrøje. *der er Drøjer i Rugen, og Brand | over Kornet.Drachm. UD.154. Esp.51.
Hallandsfar en. ['halans-] (ogs. -farer). flt. -e(r). (ænyd. hallentzfar (OrdbS.), best. f. flt. -farene, glda. som tilnavn hallandsfar, -fare(r), -fader ofl. (KbhDipl.reg.I.47); jf. -far, Farer) 1) (nu især arkais.) oftest i flt., om personer, som hører hjemme i Halland. Holb.DH.I.240. Suhm.Hist.III.58. to Hallandsfarer (Grundtv.Saxo.2629: Hallandsfare) . . Adelsmænd af Byrd. Grundtv. Saxo.III.214. MO.I.470. to Hallandsfarere. WinkelHorn.Overs.afSaxo.II.(1898).160. 2) (fagl.) om (dele af) ting, der stammer fra Halland, opr. anvendtes af den hallandske befolkning osv.
2.1) (reb. ell. anker) del af en dugt, som indsplejses i en beskadiget dugt. MilTeknO.271.
2.2) anker (lang og smal) lap i træ, fx. i et naad, der er blevet for stort. Hallandsfarer. Harboe.MarO. Sal.VIII. 354.
højreslaaet part. adj. (reb. ell. anker). Almindeligt trosseslaaet (retslaaet, højreslaaet) Tovværk. KuskJens.Søm.9.
kabelslaa v. [1] (reb.) slaa eller sno tovværk paa en særlig maade, mod solen, venstre om. SøLex. (1808).30. VSO. MO. || næsten kun i part. kabelslagen (VSO.I.553.) ell. (nu især) kabelslaaet brugt som adj.: venstreslaaet. Bardenfl.Søm.II.142. KuskJens.Søm.9. anker (spøg., overf.) om person ell. ting, der ikke er helt almindelig, helt normal. Sal.2XIII. 343.
langslaaet part. adj. 1) (jf. -spunden; reb.) om tov: hvori de enkelte kordeler ikke er saa stærkt snoede og selve slaaningen blødere. OrdbS. 2) (jarg., sj.) om person: lang (1.4); opløben. D.s langslaaede Dreng. Schand. VV.108.
Lastslæde en. [II.1.2] (reb.) slæde- ell. vognlignende anordning, der (spændt bagefter agterslæden og belæsset med en tung vægt) bidrager til at holde tovet stramt under slaaningen. HFisker. Da. - Fr. Sø - Ordbog. (1839).73. OrdbS.
ligslaaet part. adj. [II.1] (reb.) i forb. ligslaaet tov, langslaaet (1), løstslaaet tov, der sys i kanten (liget) af sejl som forstærkning; ligtrosse. OrdbS.
Løberstolpe en. [4.2] teknikhjul stolpe, hvorom ell. hvorover noget kan dreje sig; om stolpe til sluseport: ForklTømrere.147. || (reb.) se ovf. sp. 53717.
Mikke en. ['meg] flt. -r. (ænyd. mike, gaffel (2.2), fsv. (flt.) mykkar, redskab, hvori nedtagne og sammenrullede sejl anbringes, sv. dial. mikka; fra glholl., nt. mick(e); jf. II. mikke) betegnelse for forsk. redskaber og indretninger (se Feilb.); spec. fremhæves flg. bet.: 1) (reb.) redskab, bestaaende af et paa en stang fæstet tværtræ, forsynet med opstaaende tænder, mellem hvilke garnene under rebslagning føres for ikke at komme i uorden ell. slæbe paa jorden. Moth.M137. vAph.(1759).356. VSO. KuskJens.Søm.1. Hannover.Tekstil.II. 505. Feilb. || hertil Mikke-line (SøLex.(1808); se nærmere Hannover.Tekstil.II.529). 2) (fisk., dial.) gaffeldannet træstykke, hvorpaa et sæt fiskekroge anbringes. Feilb. AarbHards.XV.92. det (var) Kvindernes Arbejde at mikke [mek'] Krogene d. v. s. tage Bed af, rede dem ud og sætte dem i en Mik. KThuborg.Det gl.Harboøre.(1928). 43.
Rebslageri et. [I] (dial. -slaaeri. AarbTurist.1924.58). (jf. -slagning; reb.) handlingen, virksomheden at slaa reb, ell. (jf. Reberbane) sted, (fabriksmæssigt) anlæg, hvor dette finder sted. Svende og Drenge fra Claesens Reebslagerie i Helsingøer. Prom. 20/10 1792. VSO. Hannover.Tekstil.II.190. || hertil Rebslageriartikel, -vare ofl.
Rebslagning en. [I] (jf. -slageri; reb.) det at slaa reb. SøLex.(1808). OpfB.4III.344. OrdbS.(Falster).
Rebslæde en. [I] (reb.) d. s. s. Lastslæde. OrdbS.
Rebvogn en. [I] (reb., især dial.) om forsk., paa hjul forskydelige apparater, der anvendes ved rebslagning. Kværnd. FrGrundtv. LK.275. jf. Hannover.Tekstil.II.514ff.524ff.
Registerplade en. [3.2] (reb.) jærnplade med hul i midten og huller udenom i kreds, hvorigennem garnene ledes ved rebslagning paa maskine. Hannover. Tekstil.II.514.
retslaaet part. adj. [V.2.1] (reb. ell. anker) om tovværk: højreslaaet; trosseslaaet. Scheller. MarO.325. KuskJens.Søm.9.
Selvtrækker en. (reb.; nu næsten foræld.) indretning(er), hvormed rebslageren (v. hj. af en line om livet) selv kan trække spindehjulet rundt, idet han under spindingen gaar baglæns mod reberbanens agterende. Den gl.By.1932-33.133. i sa. bet.: Selvtrækkermaskine. OrdbS.(Fyn).
Skraatraad en. (reb., nu næppe br.) om hvert af de garn (traade), der snos sammen til reb. JBang.ReebslagerietsForbedring. (1769).16.
Slaamand en. spec. [III.5.3] (reb.): arbejder, som ved rebslagning leder rebvognen (topvognen) og bestemmer slaaningens fasthed. OrdbS.
Slaaslæde en. [III.5.3] (reb.) last-, rebslæde. OrdbS.
Slaatop en. [III.5.3] (jf. Slagtop; reb.) rebslagertop. OrdbS.
Slaghjul et. 1) [I.2.1, 3.2] (jf. -skive 2; ur.) hjul i et urs slagværk; især om timehjulet; spec. (foræld.): hjul i slagmekanismen i repeterure. GFUrsin. Uhre.(1843).121. 2) [I.7] (reb., foræld.) d. s. s. Hjul 1.5. Cit.1795.(HistMKbh.3R.II.635).
Slagterknude en. (reb.) om en særlig slynget knude (dobbelt løkke). OpfB.1VII.507.
Slæbeslæde en. (reb., foræld.) en slags rebslagerslæde. Cit.1795.(HistMKbh.3R.II. 636).
Snøreknægt en. [II. 2.2] (jf. -pind, -top; reb.) redskab, der bruges ved snøring og bestaar af et skaft, hvorpaa er anbragt et hoved med riller for de enkelte garn. Lundb. UfF.
Snøremaskine en. [II.2.2] (reb.) maskine til snøring af snore. Hannover.Tekstil.II.533.
Snørepind en. [II.2.2] (reb.) kløftet pind, der (i steden for top) brugtes ved snøring af tyndere garn (jf. -knægt). Amberg. Den gl. By.1932-33.130.
Snøreslæde en. [II.2.2] (reb.) d. s. s. Last-, Rebslæde. OrdbS.
Snøretop en. [II. 2.2] (jf. -knægt, -pind; reb.) d. s. s. Rebslager-, Slaatop. OrdbS.
Spindebod en. (reb.) bod (I.1.1), hus paa reberbane (til opbevaring af maskiner og materialer). Cit.1795.(HistMKbh.3R.II.635). VSO. OrdbS.
Spindelap en. (reb.) lap af (faare)-skind, hvormed rebslageren klemmer om garnet paa spindestedet (for at glatte det); russelap (1). Hannover.Tekstil.II.504.
Spinderem en. (reb.) livrem, i hvilken rebslageren anbringer den hamp, der skal spindes. Den gl.By.1932-33. 129. UfF.
Splejseknag(e) en. [1] (reb.) redskab, hvormed rebslageren splejser reb sammen. Den gl.By. 1932-33.132. man (kunde) bruge en Dyretand som Splejseknage; nu bruges næsten altid Jernknage. HistMKbh.3R.II.621.
Strygereb et. [III.1.3] (reb.) d. s. s. Stryger 2.1. UfF.
Topslæde en. 1) [3] (anker, foræld.) rakkeslæde (1). OrdbS. 2) [9.2] (reb.) last-, rebslæde. vAph.(1759).419. Hannover.Tekstil.II. 529.
Topvogn en. [9.2] (reb.) rebvogn. Hannover.Tekstil.II.529.
Uddrivemaskine en. (jf. -drivevogn; reb.) d. s. s. -drivnings-maskine. Hannover.Tekstil.II.516. Uddriver-: UfF.
Uddrivevogn en. (jf. -drive - maskine; reb.) d. s. s. -drivningsmaskine. Hannover.Tekstil.II.518.
Uddrivningsmaskine en. (jf. -drive-maskine, -drive-vogn samt Slaamaskine 1; reb.) maskine, hvormed et antal garn slaas til dugter; dugtlægningsmaskine. Rebslagertidende. 25/3 1917.8.sp.2. UfF.
venstreslaaet part. adj. (reb. ell. anker) kabelslaaet. Kusk Jens.Søm.9. venstreslaaet Tov. DaEngTeknO.
Vævlestok en. [III.1] (reb., foræld.). Vævlestokke af Bambus (dvs.: smaa pinde til at sno rebet med). Cit.1795.(HistMKbh.3R.II.636).