Orddeling

Tre grundregler

Når man deler et ord ved linjeskift, deler man altid mellem stavelser.
Men det er ikke altid lige let at se hvor de enkelte stavelser befinder sig i et ord.
Grundlæggende gives der tre regler der alle skal sikre at man ikke deler midt i en stavelse.
Disse tre grundregler skal altid overholdes.

Mindst én vokal på hver linje

Der skal altid være mindst én vokal (selvlyd) på hver linje, dvs. både før og efter orddelingen, fx

• læ– rer
• e– lev
• klas- se

Det betyder at man aldrig må dele enstavelsesord der kun indeholder én vokal, fx

• br- ag
• kla– ng

Hvorfor?

Når der altid skal være mindst én vokal på hver side af en orddeling, dvs. på hver linje, skyldes det at de tre grundregler alle bygger på det overordnede princip at man altid deler mellem stavelser; og en stavelse indeholder altid mindst én vokal.

Kun almindelige konsonantforbindelser i slutningen af en linje

En linje der indeholder en orddeling, må aldrig slutte med en konsonantforbindelse som man ikke ville kunne finde i slutningen af et almindeligt dansk ord. Når man således deler et ord umiddelbart efter to eller flere konsonanter (medlyde), skal disse sidste konsonanter også kunne stå som de sidste bogstaver i et almindeligt ord, fx

• gang– ster
  (da ng findes i slutningen af fx adgang og ring).

• hold– ning
  (da ld findes i slutningen af fx bold og affald).

Det betyder at man således ikke må dele på følgende måde:

• abr– ikos
  (da br ikke normalt findes i slutningen af et dansk ord; korrekt: a- brikos eller abri- kos).

• sorgl– øs
  (da rgl normalt heller ikke findes i slutningen af et dansk ord; korrekt: sorg- løs).

Hvorfor?

Når et ord altid skal deles så de sidste konsonanter på en linje kan forekomme i slutningen af et almindeligt dansk ord, skyldes det at de tre grundregler alle bygger på det overordnede princip at man altid deler mellem stavelser; og en stavelse vil aldrig kunne slutte med en konsonantforbindelse som man ikke vil kunne finde i slutningen af et almindelig forekommende ord eller orddel.

Undtagelser

Visse bydemåder (imperativer) kan slutte med hvad man kan kalde ualmindelige konsonantforbindelser, fx

• åbn
• ordn

Det samme kan visse fremmedord, fx

• motocross

Sådanne ord regnes i denne sammenhæng ikke med til almindelige ord, hvorfor man altså ikke i andre ord må dele på følgende måde:

• mobn– ing (korrekt: mob- ning)

• russ– isk (korrekt: rus- sisk (dog selvfølgelig også motocross- cykel, jf. deling af sammensætninger nedenfor))

Kun almindelige konsonantforbindelser i begyndelsen af en linje

En linje efter en orddeling må aldrig begynde med en konsonantforbindelse som man ikke ville kunne finde i begyndelsen af et almindeligt dansk ord. Når man deler et ord umiddelbart før to eller flere konsonanter (medlyde), skal disse første konsonanter også kunne stå som de første bogstaver i et almindeligt ord, fx

• mind- ske (da sk findes i begyndelsen af fx skab og skrælle).

• ero- bre (da br findes i begyndelsen af fx brød og bringe).

Det betyder at man således ikke må dele på følgende måde:

• for- skning
  (da skn ikke normalt findes i begyndelsen af et dansk ord; korrekt: forsk- ning).

• væ- rktøj
  (da rkt normalt heller ikke findes i begyndelsen af et dansk ord; korrekt: værk- tøj).

Hvorfor?

Når et ord altid skal deles så de første konsonanter på en linje kan forekomme i begyndelsen af et almindeligt dansk ord, skyldes det at de tre grundregler alle bygger på det overordnede princip at man altid deler mellem stavelser; og en stavelse vil aldrig kunne begynde med en konsonantforbindelse som man ikke vil kunne finde i begyndelsen af et almindelig forekommende ord eller orddel.

---

To principper

Ud over de tre grundregler findes der to sæt retningslinjer for hvordan man indenfor disse grundregler må dele et ord: ét princip der afhænger af ordets betydning, og et princip der er uafhængig at ordets betydning.

Orddeling der afhænger af ordets betydningsdele

Hvis et ord består af flere betydningsbærende dele, kan man vælge at dele mellem disse. Det betyder at man må dele på en af følgende fire måder:

I sammensætninger

En sammensætning kan altid deles mellem hver af de ord den består af, fx

• fod- boldbane
• fodbold- bane

BEMÆRK: Hvis en sammensætning indeholder et bindebogstav, så deles der først efter dette, fx

• biblioteks– bog
  (og således ikke bibliotek- sbog).

• kalve– kød
  (og således ikke kalv- ekød).

Hvorfor?

Når man kan dele en sammensætning mellem de enkelte ord den består af, så skyldes det at disse hver især er selvstændige ord med hver deres betydning der kan udtales hver for sig.

Efter præfikser

Et ord der begynder med et præfiks, kan altid deles umiddelbart efter dette, fx

• gen– bruge
  hvor suffikset gen (der her betyder at ‘noget gentages’) føjes til udsagnsordet (verbet) bruge, hvorved der dannes et nyt ord med betydningen ‘som bruges igen’.

• anti– amerikansk
  hvor suffikset anti (der her betyder ‘modsat el. i opposition til’) føjes til tillægsordet (adjektivet) amerikansk, hvorved der dannes et nyt ord med betydningen ‘som er i opposition til el. modstander af alt amerikansk’.

Hvorfor?

Når man kan dele et ord efter et præfiks, så skyldes det at præfikset udgør en betydningsmæssig enhed bestående af én eller flere stavelser som kan udtales for sig.

Foran suffikser

Et ord der slutter med et suffiks, kan altid deles umiddelbart foran dette, fx

• måned- lig
  hvor suffikset lig (der her betyder at noget ‘sker med en regelmæssig gentagelse’) føjes til navneordet (substantivet) måned, hvorved der dannes et nyt ord med betydningen ‘som sker hver måned’.

• engle- agtig
  hvor suffikset agtig (der her betyder ‘som ligner el. minder om’) føjes til pluralisformen af engel, hvorved der dannes et nyt ord med betydningen ‘som minder om en engel’.

Hvorfor?

Når man kan dele et ord foran et suffiks, så skyldes det altså at suffikset udgør en betydningsmæssig enhed bestående af én eller flere stavelser som kan udtales for sig.

Foran bøjningsendelser

Bøjningsendelser er orddele som sættes efter et ord så ordet ændrer fx tid, tal el. bestemthed, fx

• ged- er
  hvor bøjningsendelsen er føjes til navneordet ged, hvorved ordets betydning ændres fra at betegne én ged til at betegne flere geder.

• klø- ede
  hvor bøjningsendelsen ede føjes til udsagnsordet klø, hvorved ordets betydning ændres fra at betegne navneformen (at) klø til at betegne datidsformen (præteritumsformen) (det) kløede.

Hvorfor?

Når man kan dele et ord foran bøjningsendelser, så skyldes det at disse udgør en betydningsmæssig enhed bestående af en eller flere stavelser som typisk kan udtales for sig.

---

Orddeling der ikke afhænger af ordets betydningsdele

Hvis det ord eller den orddel man ønsker at dele, kun består af én betydningsdel, kan man dele på én af følgende tre måder:

Mellem vokaler

I to- eller flerstavelsesord kan man dele mellem to vokaler der står ved siden af hinanden, hvis – og kun hvis – de hører til hver deres stavelse, fx

• bly– ant
• ki– osk

Hvis de to vokaler derimod hører til samme stavelse, må man således ikke dele mellem dem, fx

• nive– au (korrekt: ni- veau)

• ge– arkasse (men selvfølgelig gerne gear- kasse, jf. deling af sammensætninger ovenfor)

Hvorfor?

Når man kan dele et to- eller flerstavelsesord mellem to vokaler der hører til hver sin stavelse, så skyldes det netop at ordet deles i stavelser, der kan udtales hver for sig.

Foran én konsonant

Hvis én konsonant står mellem to vokaler, kan man som hovedregel dele foran denne konsonant, fx

• a- be
• ju- nior

Hvorfor?

Når man som hovedregel kan dele et ord foran en konsonant der står mellem to vokaler, skyldes det at en enkelt konsonant foran en vokal ofte angiver begyndelsen på en stavelse, som i eksemplerne ovenfor.

Undtagelser

Denne regel må aldrig stride mod en af de andre regler nævnt ovenfor, hvorfor man således ikke må dele før eller efter et bogstav der hører til en anden stavelse. I sammensætninger må man således ikke dele så et bogstav skilles fra det ord det hører til, fx

• hu-sejer (korrekt: hus- ejer)

På samme måde må man heller ikke dele et ord der indeholder et præfiks, hvis et bogstav skilles fra den del af ordet det hører til, fx

• i-naktiv (korrekt: in- aktiv, hvor in er præfiks).

Ligeledes må ord der ender på et af suffikserne -agtig og -inde kun deles foran disse, fx

• gri- nagtig eller danse- rinde (korrekt: grin- agtig og danser- inde).

Mellem to eller flere konsonanter

I ord hvor der står to eller flere konsonanter mellem to vokaler, deler man som hovedregel foran den sidste konsonant, fx

• al- tan
• hand- le
• end- nu

Herudover må man – i overensstemmelse med den tredje af de tre grundregler – dele foran så mange konsonanter som kan stå i begyndelsen af et almindeligt dansk ord, fx

• ab- strakt (da str findes i begyndelsen af fx straf og strømpe).
• rov- drift (de dr findes i begyndelsen af fx dråbe og dreng).

Hvorfor?

Når man som hovedregel kan dele et ord foran den sidste af to eller flere konsonanter der står mellem to vokaler, skyldes det at en enkelt konsonant foran en vokal ofte angiver begyndelsen på en stavelse. På same måde må man dele foran en konsonantforbindelse man normalt vil kunne finde i begyndelsen af et ord, da dette af samme grund også vil angive begyndelsen af en stavelse.

Undtagelser

Heller ikke denne regel (i lighed med den forrige) må stride mod nogen af de øvrige regler nævnt ovenfor, hvorfor man stadig ikke må dele sammensætninger så et bogstav skilles fra det ord det hører til, fx

• frokos- tavis (korrekt: frokost– avis)

På samme måde må man heller ikke dele et ord der indeholder et præfiks, hvis et bogstav skilles fra den del af ordet det hører til, fx:

• ads– kille (korrekt: ad- skille, hvor ad er præfiks).

Og følgelig må man heller ikke dele et ord der indeholder et suffiks, på denne måde, fx

• geog– rafi (korrekt: geo- grafi, hvor grafi er suffiks).

Herudover må man ikke – i overensstemmelse med den anden af de tre grundregler – dele efter en konsonantforbindelse som ikke kan stå i slutningen af et almindeligt dansk ord, fx

• frostk– lar (da stk ikke normalt findes i slutningen af et dansk ord; korrekt: frost- klar).

Sluttelig må man ikke dele foran en konsonant hvor man tydeligt kan høre at denne er en del af den efterfølgende stavelse, fx

• bus– kads (korrekt: bu- skads)
• bogs– tav (korrekt: bog- stav)

---

Orddeling i forbindelse med forskellige tegn

Visse tegn kan indgå som en del af et ord. Det drejer sig om apostrof, skråstreg, citationstegn og parentes. Ønsker man at dele et ord hvori et sådant tegn optræder, gøres det efter følgende regler:

Skal man dele et ord i forbindelse med en apostrof, sættes bindestregen efter apostroffen, fx

• 1960′- erne
• bh’- en

Skal man dele et ord i forbindelse med en skråstreg, sættes bindestregen efter skråstregen, fx

• www.sproget.dk/- sprogtemaer
• 1998/- 1999

Skal man dele et ord i forbindelse med et citationstegn, sættes bindestregen før et begyndende citationstegn og efter et afsluttende citationstegn, fx

• “murstens”- roman
• Marius mindste- “mand”

Skal man dele et ord i forbindelse med en parentes, sættes bindestregen før en begyndende parentes og efter en afsluttende parentes, fx

• læder- (fod)bold
• (skifte)- ramme

Hvorfor?

Der gives ingen god forklaring på hvorfor man i forbindelse med apostrof og skråstreg deler hvor man gør. Her følges blot princippet at man deler efter det pågældende tegn.

Hvad angår citationstegn og parentes, derimod, så deler man altid før eller efter den del som tegnet hører til. Skal man dele i forbindelse med et begyndende citationstegn eller en begyndende parentes, så deler man før tegnet så det ikke adskilles fra den del det hører til. Skal man derimod dele i forbindelse med et afsluttende citationstegn eller en afsluttende parentes, så deler man efter tegnet, og stadig for ikke at adskille tegnet fra den del det hører til.