Ad eller af

Man kan ikke høre forskel på ad og af fordi de normalt udtales ens. Men af bruges mest, og den mest almindelige fejl er at man skriver af i stedet for ad.

Indhold på denne side

Ad – langs med, hen over eller gennem

Når man beskriver en bevægelse langs med, hen over eller gennem noget, skal man bruge ad, fx:

  • Vi skal op ad trappen og så ud gennem gårdporten.
  • Tårerne løb ned ad hendes kinder.
  • Jeg trådte ind ad døren.
  • Vi kørte ad den smalle landevej.

Det samme gælder når man beskriver en retning i forbindelse med en position eller beliggenhed, fx:

  • Jeg lægger mig til at sove op ad sideruden.
  • Brændeovnen stod op ad en skillevæg af gipsplader.
  • De små skæve huse læner sig op ad hinanden for ikke at vælte omkuld.
  • Haveredskaber hviler sig op ad et frugttræ i Helles have.
memoryIcon

Huskeregel

Hvis man næsten lige så godt kunne skrive langs med, hen over eller gennem, skal der stå ad.

Man skriver også ad når betydningen er overført eller abstrakt:

  • Hun kiggede ud ad vinduet.
  • Det var gået ned ad bakke for familien der engang var gårdejere.
  • Jeg fik det at vide ad omveje i går.
  • Vi forventer at de danske domstole vil læne sig op ad den her afgørelse.
  • I Tyskland findes der dialekter der ligger op ad østrigsk.

Hvorfor?

Ad og af udtales ofte ens, men de to ord har forskellig oprindelse, og derfor skelner man mellem af og ad i skriftsproget.

Ad kommer ifølge Politikens Etymologisk Ordbog af det fællesgermanske ord *at der betød ‘ad, til, på, ved, hen imod’.

Af kommer ifølge Politikens Etymologisk Ordbog af det fællesgermanske ord *ab, *aba. Disse ord stammer fra det indoeuropæiske *apo der betød ‘bort fra’.

I moderne dansk udtaler man ofte de to ord ens. Sammenfaldet i udtalen er ikke af helt ny dato. Det nævnes fx i første bind af Ordbog over det danske Sprog fra 1919. I ordbogsartiklen om ad står der: “i nutiden raader stor usikkerhed i brugen af ad, da det som præposition i talesproget er faldet sammen med af“. 

Ad – målet for en bevægelse, handling eller ytring

Når man beskriver målet for en bevægelse, handling eller ytring, bruges ad, fx:

  • Du skal ikke fløjte ad mig.
  • Jeg rækker tunge ad mor.
  • Det flotte spil var værd at klappe ad.

Hvorfor?

Ad og af udtales ofte ens, men de to ord har forskellig oprindelse, og derfor skelner man mellem af og ad i skriftsproget.

Ad kommer ifølge Politikens Etymologisk Ordbog af det fællesgermanske ord *at der betød ‘ad, til, på, ved, hen imod’.

Af kommer ifølge Politikens Etymologisk Ordbog af det fællesgermanske ord *ab, *aba. Disse ord stammer fra det indoeuropæiske *apo der betød ‘bort fra’.

I moderne dansk udtaler man ofte de to ord ens. Sammenfaldet i udtalen er ikke af helt ny dato. Det nævnes fx i første bind af Ordbog over det danske Sprog fra 1919. I ordbogsartiklen om ad står der: “i nutiden raader stor usikkerhed i brugen af ad, da det som præposition i talesproget er faldet sammen med af“.

Undtagelser

Valgfrihed i enkelte tilfælde

I nogle tilfælde kan man valgfrit skrive både af og ad i forbindelse med målet for en bevægelse, handling eller ytring. Det gælder især udtryk der beskriver smil og latter, fx le, grine, smile o.lign.:

  • I stedet for at grine ad/af spørgsmålet sad Lasse faktisk et øjeblik og tænkte sig om
  • Birger smilede ad/af min undren.
  • Jeg ville ikke finde mig i at de gjorde nar ad/af min mor.

Bemærk at der ikke er valgfrihed hvis udtrykkene bruges i forbindelse med årsag, anledning eller middel, fx Alle begyndte at grine af lettelse. Her skal man bruge af. Se også Af – årsag, anledning eller middel.

Af eller ad – afhængigt af sammenhængen

Bemærk at de samme verber kan forbindes med ad eller af afhængigt af sammenhængen. Det hedder fx

  • De klappede ad bandet.

fordi man beskriver målet (bandet) for en bestemt handling (at klappe). Derimod hedder det

  • De klappede af begejstring.

fordi man her beskriver årsagen (begejstring) til en bestemt handling (at klappe).

Se også Af – årsag, anledning eller middel.

Ad – faste udtryk

I visse faste udtryk bruges ad, fx:

  • De gik ind én ad gangen.
  • Op ad dagen kommer der gradvis færre byger.

Sådanne faste udtryk må findes i den alfabetiske liste over af og ad i forskellige ordforbindelser.

Af – bevægelse væk fra noget

Ved en bevægelse bort eller væk fra noget bruges af, fx:

  • De mest berusede blev smidt ud af hallen.
  • Johannes var i gang med at læsse haveaffald af sin trailer.
  • Det fløj bare ud af munden på ham.

Hvorfor?

Ad og af udtales ofte ens, men de to ord har forskellig oprindelse, og derfor skelner man mellem af og ad i skriftsproget.

Ad kommer ifølge Politikens Etymologisk Ordbog af det fællesgermanske ord *at der betød ‘ad, til, på, ved, hen imod’.

Af kommer ifølge Politikens Etymologisk Ordbog af det fællesgermanske ord *ab, *aba. Disse ord stammer fra det indoeuropæiske *apo der betød ‘bort fra’.

I moderne dansk udtaler man ofte de to ord ens. Sammenfaldet i udtalen er ikke af helt ny dato. Det nævnes fx i første bind af Ordbog over det danske Sprog fra 1919. I ordbogsartiklen om ad står der: “i nutiden raader stor usikkerhed i brugen af ad, da det som præposition i talesproget er faldet sammen med af“.

Af – årsag, anledning eller middel

Ved ordforbindelser der siger noget om årsag, anledning eller middel bruges af, fx:

  • Venstrefløjen skummer af raseri.
  • Alle begyndte at grine af lettelse.
  • Hun rystede af skræk.
  • Alle begyndte at grine af lettelse.
  • Den 182 meter høje skyskraber er bygget af 80 procent genanvendeligt materiale.
  • Familien var trætte af at høre på alt mit hosteri.

Hvorfor?

Ad og af udtales ofte ens, men de to ord har forskellig oprindelse, og derfor skelner man mellem af og ad i skriftsproget.

Ad kommer ifølge Politikens Etymologisk Ordbog af det fællesgermanske ord *at der betød ‘ad, til, på, ved, hen imod’.

Af kommer ifølge Politikens Etymologisk Ordbog af det fællesgermanske ord *ab, *aba. Disse ord stammer fra det indoeuropæiske *apo der betød ‘bort fra’.

I moderne dansk udtaler man ofte de to ord ens. Sammenfaldet i udtalen er ikke af helt ny dato. Det nævnes fx i første bind af Ordbog over det danske Sprog fra 1919. I ordbogsartiklen om ad står der: “i nutiden raader stor usikkerhed i brugen af ad, da det som præposition i talesproget er faldet sammen med af“.

Undtagelser

Af eller ad – afhængigt af sammenhængen

Bemærk at de samme verber kan forbindes med ad eller af afhængigt af sammenhængen. Det hedder fx

  • De klappede ad bandet.

fordi man beskriver målet (bandet) for en bestemt handling (at klappe). Derimod hedder det

  • De klappede af begejstring.

fordi man her beskriver årsagen (begejstring) til en bestemt handling (at klappe).

Se også Ad – målet for en bevægelse, handling eller ytring.

Valgfrihed mellem af og ad

I nogle tilfælde kan man valgfrit skrive både af og ad. Det gælder især udtryk der beskriver smil og latter, fx le, grine, smile o.lign.:

  • I stedet for at grine ad/af spørgsmålet sad Lasse faktisk et øjeblik og tænkte sig om.
  • Birger smilede ad/af min undren.
  • Jeg ville ikke finde mig i at de gjorde nar ad/af min mor.