Viv i flertal

Indholdet på denne side er mere end 4 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Spørgsmål:

Hvorfor kan jeg ikke i DDO se hvad viv hedder i flertal?

Svar:

Tak for din iagttagelse. Når ordet viv ikke har angivet en flertalsform i Den Danske Ordbog, skyldes det at ordet meget sjældent bruges i flertal. I Ordbog over det danske Sprog bekræftes dette, men formerne viver og vive er dog antruffet i litteraturen. Retskrivningsordbøger gennem tiden oplyser heller ikke nogen flertalsformer, så der kan siges at være et hul i systemet her.

Noget lignende har været gældende for dåb. Her var det uklart om flertalsformen skulle være dåbdåbe eller dåber, og først i 2012 blev flertalsformerne dåb, dåbene indlemmet i Retskrivningsordbogen, givetvis fordi der føltes et behov for at tale om flere dåbshandlinger. Læs evt. mere om dette i et svar fra Dansk Sprognævn

Henrik Lorentzen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.