Initialord – store eller små bogstaver?

Indholdet på denne side er mere end 9 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Spørgsmål:

Jeg har et spørgsmål til sammensætninger med forkortelser. Er det korrekt forstået at fordi betegnelsen LED-pære er en sammensætning af forkortelsen LED (‘light-emitting diode’) og ordet pære, må den korrekte stavemåde være LED-pære med stort LED og bindestreg?

Svar:

LED kan staves både LED og led, og følgelig er både LED-pære og led-pære mulige. Både LED-lys og led-lys findes i Den Danske Ordbog og i Retskrivningsordbogen.

Når både LED og led er tilladte, skyldes det en retskrivningsregel der blev modificeret i 2012. Her i uddrag:

Initialforkortelser: appellativer (§ 14, stk. 3)

De fleste initialforkortelser der er appellativer, skrives valgfrit med store eller små bogstaver:

      • A/S el. a/s
      • AKT-vejleder el. akt-vejleder
      • BH el. bh
      • BMX-cykel el. bmx-cykel
      • BNP el. bnp
      • CD el. cd
      • DVD el. dvd
      • FM el. fm
      • HA el. ha
      • HF el. hf
      • HR-chef el. hr-chef
      • ID-kort el. id-kort
      • ISBN el. isbn
      • IT el. it
      • LCD-skærm el. lcd-skærm
      • LSD el. lsd
      • PDF el. pdf
      • SMS el. sms
      • TV el. tv
      • USB-nøgle el. usb-nøgle
      • WC el. wc

Nærmest kommer vel eksemplet med LCD-skærm/lcd-skærm. Ændringen er at denne type ord som regel har valgfrihed. Før 2012 skulle de fleste skrives med store bogstaver, undtagen meget almindelige initialforkortelser som tvedb og wc. Før ændringen blev vedtaget, blev den begrundet således i et brev til Kulturministeriet:

Begrundelse

Reglen i RO 2001 er nær umulig at håndtere i praksis: Hvornår er en forkortelse almindelig nok til at man må (eller skal) skrive den med små bogstaver?

Med den nye regel om valgfrihed mellem små og store bogstaver kan de mange nye forkortelser der kommer ind i sproget i disse år fra især it-verdenen, hurtigt tilpasses den korrekte danske retskrivning.

Den nye regel om valgfrihed mellem små og store bogstaver imødekommer den faktiske sprogbrug, men fastholder også principperne om små bogstaver i dansk retskrivning.

Jeg håber du kan bruge svaret. 

Henrik Lorentzen, december 2015

Se evt. MP3 eller mp3? Store og små bogstaver i forkortelser.

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.