Sociolingvistiske undersøgelser foretaget landet over viser at udtrykket wallah bliver brugt af unge i etnisk blandede miljøer uanset deres egen etniske baggrund – heriblandt også unge etniske danskere.
Wallah har forskellige funktioner i forskellige sammenhænge. Wallah bruges især som forstærkende eller intensiverende udtryk når taleren vil understrege at vedkommende taler sandt eller vil holde sit løfte, men wallah kan også bruges som spørgepartikel eller til at udtrykke overraskelse.
Fælles for wallah er det dog at udtrykket fungerer som en fællesskabsmarkør, hvor måden at tale på er noget af det som medlemmerne af fællesskabet har til fælles.