Indholdet på denne side er mere end 7 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Vinderne af Den Europæiske Sprogpris 2017 er fundet

Projekterne ’Lær dansk med rap’ og ’Wise Words’ vinder Den Europæiske Sprogpris 2017 for deres nye måder at gå til sprogundervisning på.

Det kan være svært at lære dansk. Det oplevede bosniske Zoran Lekovic da han kom til Danmark som bosnisk flygtning i 1990’erne. Dengang hjalp dansk rap ham, og nu giver han sin erfaring videre til andre der ønsker at lære det danske sprog. Projektet har til formål at lære flygtninge, studerende og andre internationale gæster at udtale danske ord ved at rappe dem.

‘Wise words’ er et projekt af Gro Caspersen, der er underviser i Svendborg Kommune. Projektet handler om at få flersprogede elever til at bruge deres kendskab til andre sprog når de skal lære dansk. Med projektet er fokusset at sproget er en gave, og at man i tilegnelsen af nye sprog med fordel kan tage udgangspunkt i andre sprog man i forvejen behersker.

Den Europæiske Sprogpris uddeles hvert år til personer eller projekter der på nyskabende vis har bidraget til at udvikle læring af fremmedsprog. I år har fokus været på projekter der som omdrejningspunkt både har indlæring af fremmedsprog samt sproglig mangfoldighed i skoler.

  • Prisen indgår i Europa-Kommissionens uddannelsesprogram Eramus+ og overraktes den 25. september 2017 på konferencen ’Rethink: Sproglige og (inter)kulturelle kompetencer i uddannelsen og på arbejdspladsen’ på DOKK1 i Aarhus. Konferencen arrangeres af Det Europæiske Center for Moderne Sprog.
  • Med prisen følger et legat som skal bidrage til videreudvikling og udbredelse af initiativerne i Danmark.
  • Læs hele pressemeddelelsen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet