Indholdet på denne side er mere end 12 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Vinderen af Den Europæiske Sprogpris 2012 er fundet

Revolutionerende dansk computerspil modtager Sprogprisen.

Årets Sprogpris går til Videnscenter for Integration for udviklingen af det banebrydende computerspil Dansksimulatoren. Det skriver Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.

I computerspillet spiller brugeren rollen som Bob fra Hawaii der skal skrive en turistguide om Danmark og i den forbindelse besøger Vejle. For at finde rundt skal man interagere med computersimulerede vejlensere der vil hjælpe en på vej.

Spillet er en omprogrammering af de computerspil som amerikanske soldater inden udsendelsen til Irak benyttede sig af for at kunne begå sig på det lokale sprog og begå sig nogenlunde høfligt. I Dansksimulatoren er der tilsat midtjysk kultur og talegenkendelse, og en af spillets fordele er at både sproglige kompetencer og kulturelle koder styrkes.

Det er Styrelsen for Universiteter og Internationalisering der i Danmark uddeler prisen, og de har lagt vægt på at Dansksimulatoren vægter det pædagogiske højere end teknologien.

Tre af landets sprogcentre har i en forsøgsperiode anvendt Dansksimulatoren, og eksterne evalueringer viser at kursisterne ved at bruge computerspillet vil kunne klare sig med op mod 20 % mindre undervisning og stadig opnå lige så gode resultater.

Videnscenter for Integration planlægger at sælge Dansksimulatoren til sprogcentre og andre typer institutioner herhjemme samt at eksportere konceptet til de øvrige nordiske lande. Endvidere vil man udvikle spillet således at kursisterne også vil kunne lære at læse og skrive dansk.