Indholdet på denne side er mere end 4 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

[u]dtaleordbog.dk er i luften!

Ny onlineordbog over dansk udtale.

Fonetikeren Ruben Schachtenhaufen, der også står bag fonetik-sitet schwa.dk, har for nylig lanceret [u]dtaleordbog.dk, hvor man kan finde både konservative og moderne udtaler af danske ord. [u]dtaleordbog.dk adskiller sig altså fra andre ordbøger ved at opslagsordene er skrevet med lydskrift. 

Udtalerne i den nye ordbog vises i bred IPA, som er forskelligt fra udtaleangivelserne i eksempelvis netudgaven af Den Danske Ordbog, som benytter Dania til at skrive lydskrift. Det internationale fonetiske alfabet (IPA) og Dania er to forskellige lydskriftalfabeter; Dania er udviklet særligt til at gengive dansk udtale, IPA bruges bredt internationalt og kan tilpasses forskellige sprog. 

[keˈstælˀtə], [vioˈlɛt], [pɒtˈsvæːnæ] og [ˈpʁamɪŋ] (gestalte, violet, Botswana og Bramming) er nogle af de i skrivende stund 6300 ord der er at finde på [u]dtaleordbog.dk. Ordbogen er stadig under udvikling, og noget af det der er på vej, er afledninger og bøjningsformer til opslagsordene samt visning i andre lydskriftstandarder.