Personlige pronomener
– bruges om 1., 2. og 3. person:
Nominativ: jeg, du, De, han, hun, den, det, vi, I, de, De
- Jeg er glad, han er sur.
Akkusativ: mig, dig, Dem, ham, hende, den, det, os, jer, dem, Dem
- Jeg så ham, men han så ikke mig.
- De så Peter og mig og løb deres vej.
Genitiv: hans, hendes, dens, dets, vores, jeres, deres, Deres
- Det er hans cykel, men vores bil.
Bemærk
Akkusativ bruges når pronomenet står som styrelse for en præposition, fx Pakkekalenderen kom altid fra ham, Han sendte en gave til mig og Han sendte en gave til mor og mig.
Possessive pronomener (ejestedord)
De possessive pronomener er min (mit, mine), din (dit, dine), sin (sit, sine), vor (vort, vore) (bruges især i faste udtryk, fx i vore dage). De fungerer ligesom pronomenernes genitivformer (fx hans, hendes), men bøjes ligesom adjektiver i køn og tal efter det substantiv der følger efter:
- Jeg spiser min is.
- Gem noget af dit slik til i morgen.
- Han delte ud af sine bolsjer.
- Han tog sin bog og satte sig ned på sin plads.
Bemærk
Sin bruges kun når man henviser til sætningens subjekt. Det er også ret udbredt at bruge hans med henvisning til subjektet (grundleddet) (han tog hans bog), men det regnes normalt for ukorrekt fordi det kan misforstås sådan at det er en andens bog han tog, og ikke sin egen. Se typiske problemer med hans, hendes eller sin.
Demonstrative pronomener (påpegende stedord)
Demonstrative pronomener er denne, dette og disse:
- Jeg tager dette her med.
Også den, det, de er demonstrative pronomener når de står foran et substantiv og har stærkt tryk:
- Så du den bil der?
Det refleksive pronomen (tilbagevisende stedord)
– sig bruges kun når man henviser til sætningens subjekt:
- Han slog sig på armen.
Bemærk
Det possessive sin, sine, sit er også refleksivt.
Spørgende (interrogative) pronomener og relativpronomener (henførende stedord)
– bruges i spørgende sætninger og som relativpronomener, fx hvem, hvad, hvis, hvilken (hvilket, hvilke).
- Hvad er klokken?
- Det er alt hvad jeg ved.
Ubestemte pronomener
– er man, en (et), ingen (intet, ingen), nogen (noget, nogle). Som akkusativform for man bruges en og som genitivform ens.
