Betydningen af nogen
Nogen og nogle har forskellige betydninger. Man kan derfor afgøre valget mellem dem ved at kigge på betydningen.
Nogen betyder ‘en eller anden’, ‘nogen overhovedet’, ‘nogen som helst’. Hvis man kan indsætte ‘nogen overhovedet’ eller ‘nogen som helst’ uden at betydningen bliver en helt anden, skal man derfor bruge nogen:
- Nogen satte ild til en knallert natten til fredag.
- Hvis nogen har bemærket noget mistænkeligt, bedes de kontakte politiet.
- Er der nogen der har en mistanke?
Huskeregel
nogen forekommer især i bestemte sætningstyper
Brugen af nogen og nogle afhænger af betydningen. Men det kan være svært at afgøre hvilken betydning der er tale om. Derfor kan det være en hjælp at huske på at nogen først og fremmest bruges i
- nægtende sætninger, fx hun kunne ikke finde nogen oplysninger om firmaet
- spørgende sætninger, fx har I nogen idéer til hvordan vi bedst løser problemerne?
- betingende sætninger (‘hvis-sætninger’), fx hvis du har nogen forslag, må du må meget gerne sige til.
Hvorfor?
Valget mellem nogen og nogle afhænger af betydningen. I eksemplerne ovenfor er betydningen ‘en eller anden’, ‘nogen overhovedet’ eller ‘nogen som helst’. Derfor skal man bruge nogen.
Betydningen af nogle
Nogle betyder ‘et par’, ‘visse’, ‘en del’, ‘enkelte’. Hvis man kan indsætte ‘et par’, ‘visse’, ‘en del’ eller ‘enkelte’ uden at betydningen bliver en helt anden, skal man derfor bruge nogle:
- Efter nogle år med eventyrlige prisstigninger ser boligmarkedet igen normalt ud her i området.
- Her til morgen kommer der tåge nogle steder.
- Nogle gange skal man gøre en ihærdig indsats for at åbne pakker, dåser eller flasker.
Hvorfor?
Valget mellem nogen og nogle afhænger af betydningen. I eksemplerne ovenfor er betydningen ‘et par’, ‘visse’, ‘en del’, ‘enkelte’. Derfor skal man bruge nogle.
Nogen eller nogle i spørgende sætninger
I spørgende sætninger er det mest almindeligt at bruge nogen. I visse tilfælde kan nogle dog også bruges. Igen afhænger valget af betydningen.
I spørgende sætninger skal du bruge nogle hvis du forventer et positivt svar:
- Har du nogle hårelastikker jeg må låne?
(Jeg forventer at du har hårelastikker og spørger derfor om jeg må låne et par stykker – betydningen er ‘et par’)
Nogen skal du derimod bruge hvis du forventer et muligt negativt svar:
- Har du nogen hårelastikker jeg må låne?
(Jeg er i tvivl om hvorvidt du har hårelastikker overhovedet, men jeg spørger alligevel – betydningen er ‘nogen overhovedet’)
Undtagelser
Det hedder altid nogen sinde (eller nogensinde).