Komma

Basisreglerne

Komma mellem helsætninger

Ofte sætter man punktum mellem to helsætninger, men hvis sætningerne hører tæt sammen, kan man i stedet vælge at sætte komma, fx

• Tordenen buldrede, og regnen styrtede ned.
• Maden var fremragende, og vinen var perfekt, kokken havde virkelig overgået sig selv.
• Virkningen var overvældende, kvinder og børn skreg op, mændene bandede rasende, og udefra hørtes allerede politiets sirener.
• Kom ud i køkkenet, og hjælp med maden.

BEMÆRK: Hvis to helsætninger bindes sammen af en sideordningskonjunktion, fx og eller men, sættes kommaet altid foran og aldrig efter denne:

• Tordenen buldrede og, regnen styrtede ned. (Korrekt: Tordenen buldrede, og regnen styrtede ned).

BEMÆRK: Når man sætter komma foran en sideordningskonjunktion, skal man naturligvis sikre sig at den adskiller to sætninger:

• Den gamle dame løb over vejen, og hun gik ind i bussen.
• Den gamle dame løb over vejen, og gik ind i bussen.

(Den sidste sætning indeholder to finitte verber (udsagnsled), løb og gik, der begge knytter sig til det samme subjekt (grundled), Den gamle dame.

Læs mere om subjekter og finitte verber i kommagrammatikken).

BEMÆRK: Ved ufuldstændige helsætninger, hvor verbalet (udsagnsleddet) er udeladt, sættes der komma som ved almindelige helsætninger:

• Hun smilede, jeg ligeså.
• Bolden over hækken, og hunden efter den.

Hvorfor?

Nogle gange hører to helsætninger så tæt sammen at et punktum imellem dem vil markere en lidt for lang pause, og i sådanne tilfælde kan man derfor bruge komma (eller et af de andre “mindre” skilletegn, fx tankestreg eller semikolon).

Undtagelser

To imperativer (bydemåder) kan være så tæt knyttet at det ikke giver mening at adskille dem med komma, fx

• rend og hop.
• spis og vær glad.

Afhængigt af hvor tæt knyttet imperativerne er, kan det være en vurderingssag om man mener der skal komma eller ej, fx

• tag kosten(,) og fej gulvet.

Slutkomma efter ledsætninger (bisætninger)

Man sætter altid slutkomma efter en ledsætning – medmindre der står et andet tegn (se også Efter den sidste ledsætning nedenfor), fx

• Når lampen lyser, kan lemmen åbnes.
• Lemmen kan åbnes når lampen lyser.

• Hvor mange af eleverne der er med i elevrådet, er uvist.
• Det er uvist hvor mange af eleverne der er med i elevrådet.

Læs mere om ledsætninger i kommagrammatikken.

Hvorfor?

Man sætter slutkomma efter ledsætninger for at markere afslutningen af en (grammatisk) informationsmæssig enhed, dvs. en meningshelhed som fx et adverbial (biled), et objekt (genstandsled) eller et subjekt (grundled) (læs mere om de forskellige typer ledsætninger i kommagrammatikken).

I talesproget viser denne afslutning sig ved at der i sætninger der indledes med en ledsætning (fx Når lampen lyser, kan lemmen åbnes), kan være en lille pause som der normalt ikke er mulighed for hvis ledsætningen står til sidst (Lemmen kan åbnes når lampen lyser).

Efter den sidste ledsætning

Hvis en ledsætning indeholder en eller flere ledsætninger, sættes slutkommaet først når hele den overordnede ledsætning er slut, dvs. efter den sidste ledsætning, medmindre der står et andet tegn, fx

1. Hvis du bliver sulten inden jeg kommer hjem, kan du tage en banan.
   
   inden jeg kommer hjem er underordnet ledsætning i ledsætningen Hvis du bliver sulten inden jeg kommer hjem

2. Hvem var det der sagde at det var let at komme derud?
   
   at det var let at komme derud er underordnet ledsætning i den overordnede ledsætning (relativsætning (henførende sætning)) der sagde at det var let at komme derud

Læs mere om underordning i kommagrammatikken.

Hvorfor?

Når en ledsætning er led (fx adverbial (biled) eller objekt (genstandsled)) i en anden ledsætning, er den en del af den overordnede ledsætning. Den overordnede ledsætning stopper således først på det sted den underordnede ledsætning stopper, og først der hvor en ledsætning stopper, sættes slutkommaet, fx

①	At det er farligt at køre bil	når det er glat,	siger sig selv.
②	At det er farligt at køre bil	når det er glat,
③		når det er glat,

Bemærk: Hvis man vælger at sætte startkomma, skal der også sættes startkomma foran den eller de underordnede ledsætninger (se startkomma foran ledsætninger nedenfor).

Efter sideordnede ledsætninger

Hvis en ledsætning står ved siden af en anden ledsætning, og hvis der står – eller der kan stå – en sideordningskonjunktion (sideordningsbindeord) mellem dem, sættes der slutkomma efter hver af dem – medmindre der står et andet tegn, fx

• Hvis det bliver varmt, og hvis vi får tid, går vi på fortovscafé.

• Uheldet skete da de kørte forbi rådhuset, og idet klokken slog tre.
• Det siges at han er huslig, at han er god ved dyr, og at han altid er hjemme!

(læs mere om sideordning i kommagrammatikken)

Hvorfor?

I modsætning til underordnede ledsætninger, som vi har defineret som værende led i andre ledsætninger, er sideordnede ledsætninger selvstændige ledsætninger kendetegnet ved at kunne adskilles af en sideordningskonjunktion. Da den ene således ikke er led i den anden, sættes der slutkomma efter hver af dem, fx

①	Hvis det bliver varmt,	og	hvis vi får tid,	går vi på fortovscafé.
②	Hvis det bliver varmt,
③			hvis vi får tid,

Læs mere om sideordning og underordning.

Undtagelser

Hvis kun den første af to sideordnede ledsætninger indledes med en underordningskonjunktion, er slutkommaet efter den første ledsætning valgfrit, fx

• Hvis det bliver varmt(,) og vi får tid, går vi på fortovscafé.
• Uheldet skete da de kørte forbi rådhuset(,) og klokken slog tre.

Komma ved selvstændige sætningsdele

Ligesom man i talesproget – ved hjælp af rytme, tonegang og pauser – kan fremhæve eller betone et ord eller en sætning, kan man også i skriftsproget markere ord eller sætningsdele der står med en vis selvstændighed. Ofte bruger man tankestreger eller parenteser, men denne selvstændighed kan også markeres med kommaer, fx

• Man kan, muligvis, finde en anden forklaring. (Svarer fx til: Man kan – muligvis – finde en anden forklaring).
• Jeg er ikke spor træt, endnu. (Svarer fx til: Jeg er ikke spor træt (endnu)).
• Vi skal være klar til afgang kl. 16.00, uanset vejret. (Svarer fx til: Vi skal være klar til afgang kl. 16.00– uanset vejret).

Men den samme sætning kan også formuleres uden at man ønsker at markere eller fremhæve et eller flere ord. Og i sådanne tilfælde sættes der naturligvis ikke komma, fx

• Man kan muligvis finde en anden forklaring.
• Jeg er ikke spor træt endnu.
• Vi skal være klar til afgang kl. 16.00 uanset vejret.

Nogle gange er det således den der skriver, der på denne måde vurderer om det der skrives, står med en sådan selvstændighed at det skal markeres med kommaer.

Hvorfor?

Da komma – på samme måde som ved enkeltord – kan bruges til at angive en (lille) pause, kan man også sætte komma omkring sætninger hvor man lige så godt kunne have brugt tankestreg eller parentes.

Selvstændige ledsætninger

På samme måde som et eller flere ord kan stå med en sådan selvstændighed at man lige så godt kunne have sat en tankestreg eller parentes, kan også ledsætninger være selvstændige. I sådanne tilfælde sættes der både startkomma og slutkomma for at markere denne selvstændighed, fx

• Han optrådte roligt og fattet, omend han ikke var helt upåvirket af situationens alvor.
  (Svarer fx til: Han optrådte roligt og fattet (omend han ikke var helt upåvirket af situationens alvor)).
• Jeg bliver hurtigt træt, hvorimod hun kan blive ved i timevis.
  (Svarer fx til: Jeg bliver hurtigt træt – hvorimod hun kan blive ved i timevis).

Hvorfor?

Da komma kan bruges til at angive en (lille) pause, kan man altid sætte komma omkring dele hvor man lige så godt kunne have brugt tankestreg eller parentes, der netop ligeledes bruges til at markere en pause eller et brud i teksten.

Parentetiske relativsætninger (beskrivende henførende sætninger)

En bestemt type ledsætninger er relativsætningerne (de henførende sætninger), fx

• Den kirke som vi så i London, er brændt.
• Helle elsker film der ender lykkeligt.

Når disse optræder som i de to eksempler ovenfor, kaldes de for bestemmende eller nødvendige (ikke-parentetiske) relativsætninger. De bestemmer eller udpeger det kerneled de lægger sig til (hhv. kirke og film), og er nødvendige for at vide hvilket kerneled der refereres til.

I det første eksempel lægger relativsætningen sig til kerneleddet kirke. Relativsætningen, “som vi så i London”, indeholder den information der gør det muligt at vide præcis hvilken kirke der er brændt, at der ikke er tale om en hvilken som helst kirke, og heller ikke om den kirke de evt. så i Paris.

På den måde gør den bestemmende relativsætning det muligt at skelne den specifikke kirke de så i London, fra alle mulige andre kirker. Der er tale om præcis dét kerneled (dén kirke), og ikke et andet kerneled (en anden kirke).

Og på samme måde med Helle. Hun elsker ikke bare film, heller ikke film der er sjove, men netop de film der ender lykkeligt.

Men en relativsætning kan – præcis som andre enkeltord og ledsætninger – stå med en sådan selvstændighed at det skal markeres med både start- og slutkomma; præcis som hvis man satte parentes eller tankestreger omkring. I så fald kaldes de beskrivende eller parentetiske relativsætninger, fx

• Kaniner, der jo lever af planteføde, er en plage for de jyske landmænd.
• Min yngste fætter, der er læge i Aarhus, besøger mig på onsdag.

I disse to eksempler er relativsætningerne ikke bestemmende, men parentetiske eller udelukkende beskrivende. Ingen af dem tilfører information der er nødvendig for at kunne udpege det kerneled som relativsætningen lægger sig til (hhv. kaniner og Min yngste fætter).

Når en relativsætning ikke er nødvendig for at kunne udpege kerneleddet, så er den per definition parentetisk. At en relativsætning er parentetisk, betyder dog ikke at den ikke kan indeholde en for samtalen/konteksten vigtig information. Begrebet parentetisk sigter således alene til om relativsætningen er nødvendig for at kunne udpege kerneleddet, ikke til hvorvidt informationen er væsentlig eller uvæsentlig.

Spørger man således hvad det er der er en plage for de jyske landmænd, for derved at finde ud af hvad der er kerneleddet, så er svaret slet og ret “Kaniner”. For relativsætningen, “der jo lever af planteføde”, tilføjer ikke information der gør det muligt at pege på noget andet end kaniner. Relativsætningen er således udelukkende en beskrivelse af kaniner og i dét perspektiv en information man kunne have sat parentes om. For alle kaniner lever (jo) af planteføde.

På samme måde er det i det andet eksempel nok at vide at det er min yngste fætter der besøger mig på onsdag. Relativsætningen “der er læge i Aarhus” er ikke bestemmende for hvem han er, det er alene en beskrivelse af hvad han laver. Spørger man hvem det er der besøger mig på onsdag, behøver man ikke at vide andet end at det er min yngste fætter for at kunne udpege ham. For man har (jo) kun én yngste fætter.

Ved på denne måde at skelne mellem bestemmende og parentetiske relativsætninger kan den samme sætning betyde to forskellige ting afhængigt af om man sætter startkomma eller ej.

Sætter man startkomma, er relativsætningen parentetisk, sætter man ikke startkomma, er relativsætningen nødvendig og dermed bestemmende:

• Tigerungerne som blev født sidste forår, er blevet aflivet.

Uden startkomma bruges relativsætningen til at pege på netop de tigerunger der blev født på dette specifikke tidspunkt, i modsætning til de tigerunger som altså er blevet født på et andet tidspunkt (og som således ikke er blevet aflivet). Spørger man hvem der er blevet aflivet, er svaret når der ikke er komma: “Tigerungerne som blev født sidste forår”.

Den selvsamme sætning med startkomma gør relativsætningen parentetisk beskrivende:

• Tigerungerne, som blev født sidste forår, er blevet aflivet.

Ved at sætte startkomma bliver relativsætningen med oplysningen om hvornår ungerne blev født, per definition blot en ekstra beskrivelse af dem, men ikke en oplysning der udpeger dem i forhold til andre tigerunger. Spørger man dermed hvem det er der er blevet aflivet, så er svaret i parentetiske relativsætninger kun kerneleddet, dvs. “Tigerungerne”. Med startkomma er det altså alle ungerne (Tigerungerne) der er blevet aflivet, og læseren bliver så derudover informeret om at de (i øvrigt) blev født sidste forår.

I sådanne tilfælde er det altså den der skriver, der må afgøre om det hun eller han ønsker at formidle, har den ene eller den anden betydning, og dermed om relativsætningen er bestemmende eller parentetisk. Dog bør man altid forsøge at undgå at lade betydningen af det man skriver, være afhængigt af et komma og måske i stedet vælge en anden og mere præcis formulering.

Hvorfor?

Når der både skal startkomma foran og slutkomma efter en parentetisk relativsætning, skyldes det at den information den indeholder, ikke er nødvendig for at udpege kerneleddet og dermed bestemme hvad der tales om. På den måde kan man ved parentetiske relativsætninger også sætte tankestreger eller parenteser, som man i øvrigt kan det ved alle typer af selvstændige sætningsdele. Og netop dét adskiller de beskrivende (parentetiske) fra de bestemmede (ikke-parentetiske), for her vil det nemlig ikke give mening at indsætte tankestreger eller parenteser:

• Den kirke – vi så i London – er brændt.
• Helle elsker film (der ender lykkeligt).

Forklaringer og præciseringer

Den mest almindelige type af selvstændige sætningsdele – i hvert fald i skriftsproget – er de forklarende og præciserende dele. Reglen er den samme som ved andre selvstændige sætningsdele, nemlig at man sætter komma hvis man lige så godt kunne have sat parentes eller tankestreger, fx

• Jesper foretrækker franske vine, især de dyre.
• Alle former for forsikringer, herunder kaskoforsikringer, tegnes i tegningsafdelingen på 4. sal.

Hvorfor?

Da komma kan bruges til at angive en (lille) pause, kan man altid sætte komma omkring dele hvor man lige så godt kunne have brugt tankestreg eller parentes, der netop ligeledes bruges til at markere en pause eller et brud i teksten.

Bemærk i øvrigt at sådanne “indskud” ofte indholder ord som i øvrigt, fx, herunder, især osv.

Appositioner (navnetillæg)

En apposition er en parentetisk, efterstillet tilføjelse til et andet led. Appositionen betegner at nogen eller noget er identisk med dette andet led. Man sætter altid komma omkring appositioner:

• Danmarks hovedstad, København, er stærkt trafikeret.
  (Danmarks hovedstad = København).
• H.C. Andersens første roman, Improvisatoren, udkom i 1835.
  (H.C. Andersens første roman = Improvisatoren).

Som selvstændige parentetiske indskud minder appositioner om parentetiske relativsætninger (jf. ovenfor):

• Danmarks hovedstad, København, er stærkt trafikeret.
• Danmarks hovedstad, som er København, er stærkt trafikeret.

Men ikke alle efterstillede led er parentetiske; nogle er udelukkende beskrivende. Disse angiver ikke fuldstændig identitet og er således ikke parentetiske. I sådanne tilfælde sætter man ikke komma:

• Storbyen København er stærkt trafikeret.
  (Storbyen ≠ København da der findes mange andre storbyer).
• H.C. Andersens roman Improvisatoren udkom i 1835.
  (H.C. Andersens roman ≠ Improvisatoren da H.C. Andersen ikke kun har skrevet én, men seks romaner).

Hvorfor?

Da komma kan bruges til at angive en (lille) pause, kan man altid sætte komma omkring dele hvor man lige så godt kunne have brugt tankestreg eller parentes, der netop ligeledes bruges til at markere en pause eller et brud i teksten.

Ved tiltale

Hvis man skriver direkte til en person og tiltaler denne ved navn e.l., sætter man komma for at markere dette, fx

• Skal du med, Peter? (i modsætning til: Skal du med Peter? Nej, jeg skal med Lars!)
• Tak, mor. (i modsætning til: Tak mor (underforstået: Du skal takke din mor). Det var hende der købte gaven).
• Så vender vi, fru Svendsen. (Kørelæreren i modsætning til plejepersonalet: Så vender vi fru Svendsen. Hun ligger nemlig omvendt!).

Hvorfor?

Der sættes komma ved tiltale da navnet på den der tiltales, ikke er en del af den sætning der skrives. Navnet står således selvstændigt, hvilket markeres med komma for at sætningen ikke skal få en (helt) anden betydning.

Foran men

Det er altid tilladt at sætte komma foran men. Nogle gange kan det der står før og efter men, dog være så tæt forbundet at man ikke ønsker at markere det med et ophold. I sådanne tilfælde kan man altså undlade at sætte komma, fx

• Forfatteren, der er svensk(,) men af tysk oprindelse, har tidligere skrevet bøger i samarbejde med børn
• Du ser godt ud(,) men er ikke særlig kvik!

Hvis et men indleder en helsætning, skal der altid sættes komma foran, fx

• Du kommer for sent, men det gør ikke noget.

Jf. reglerne for komma mellem helsætninger.

Hvis et men står mellem to sideordnede ledsætninger… som begge indledes med en sideordningskonjunktion, skal der altid sættes komma foran, fx

• Det er et emne som mange kender til, men som kun få vil tale om.

Jf. reglerne for komma efter sideordnede ledsætninger.

Hvis men optræder som indledning til en selvstændig sætningsdel, skal der både komma foran og efter denne del (medmindre der står et andet tegn), jf. reglerne for komma ved selvstændige sætningsdele, fx

• Det var en dyr, men lækker, middag.
  (Svarer til: Det var en dyr (men lækker) middag).
• Jeg er nok en grøn forbruger, men ikke for enhver pris og til enhver lejlighed.
  (Svarer til: Jeg er nok en grøn forbruger – men ikke for enhver pris og til enhver lejlighed).

Hvorfor?

Bindeordet men kan stå som indleder til et eller flere ord, såvel som til hele sætninger. Indleder men en sætning, skal der som hovedregel altid komma foran. Markerer men derimod indledningen til en sætningsdel, er det en vurderingssag hvorvidt denne står selvstændigt eller ej, og dermed om der skal sættes komma foran.

Komma i opremsninger

Man sætter altid komma i opremsninger, dvs. hvor man kunne have sat en af sideordningskonjunktionerne (sideordningsbindeordene) og, eller eller men, fx

• Til togrejsen købte hun et blad, et stykke chokolade, cigaretter og en øl.
• Vi har mange typer forsikringer: personbil-, fritidshus-, båd- og ulykkesforsikring.
• Er De blevet behandlet for ryglidelser af en kiropraktor, på et hospital eller hos en alternativ behandler?

BEMÆRK: Hvis der står en sideordningskonjunktion, må man ikke sætte komma, fx

• Til togrejsen købte hun et blad, og et stykke chokolade.

Hvorfor?

Man sætter komma i opremsninger for at erstatte et og, et eller eller et men. Således angiver kommaet at der er tale om forskellige, adskilte størrelser, og glemmer man kommaet, kan det give anledning til misforståelser:

• Er De blevet behandlet for ryglidelser af en kiropraktor, på et hospital eller hos en alternativ behandler?

Fjerner man kommaet i opremsningen, dvs. mellem kiropraktor og på, så er der ikke længere tale om to adskilte størrelser (enten af en (privatpraksiserende) kiropraktor eller på et hospital), men om én, nemlig en kiropraktor på et hospital. Og så bliver betydningen pludselig en helt anden.

Undtagelser

Ingen. Vær dog opmærksom på at hvis man opremser sætninger, så sættes der naturligvis altid (slut)komma efter hver af dem, også selvom der står et sideordningsbindeord, jf. reglerne for komma mellem helsætninger, fx

• Emilie huskede klart hvad hendes far havde sagt: Du skal spise din mad, du skal lave dine lektier, og du skal gå tidligt i seng.

… og komma efter sideordnede ledsætninger, fx

• Du skal huske at du skal spise din mad, at du skal lave dine lektier, og at du skal gå tidligt i seng.

Mellem sideordnede adjektiver (tillægsord)

Hvis man beskriver en ting, en person eller lignende ved at opremse flere tillægsord (adjektiver) efter hinanden, gælder samme regel: Kan man sætte et og mellem, skal der være komma, fx

• En splinterny, rød cykel (dvs. en cykel der er splinterny og rød)
• En kold, frostklar morgen (dvs. en morgen der er kold og frostklar)

Men man kan ikke altid sætte et og ind mellem to tillægsord der står ved siden af hinanden. Nogle gange er det første underordnet. I sådanne tilfælde må man ikke sætte komma, fx

• En pose sprøde, franske kartofler (der er nemlig ikke tale om kartofler der er sprøde og franske, men franske kartofler der er sprøde; korrekt: En pose sprøde franske kartofler)
• En heftig, kold tyrker (da der ikke er tale om en tyrker der er heftig og kold, men om en kold tyrker (dvs. et brat og fuldstændigt ophør med at indtage et vanedannende stof) der er heftig; korrekt: En heftig kold tyrker)

Hvorfor?

Kommaet erstatter et og og sættes mellem sideordnede tillægsord for netop at markere at der er tale om både det ene og det andet.

---

Startkomma (valgfrit)

Udover at sætte slutkomma kan man vælge også at sætte startkomma foran ledsætninger, fx

• Lemmen kan åbnes, når lampen lyser.
• Når lampen lyser, kan lemmen åbnes.

• Det ville han undersøge en dag, når han blev gammel nok.
• En dag, når han blev gammel nok, ville han undersøge det.

• Jeg så vist et glimt af hende engang, da hun var nede for at hente et par fyldte mælkejunger.
• Engang, da hun var nede for at hente et par fyldte mælkejunger, så jeg vist et glimt af hende.

• Hvem var det, der sagde, at det var let at komme derud, når bare man kendte vejen?

Det er dog ikke altid lige let at se hvor en ledsætning starter, og især visse typer kan drille:

Foran hv-led

I sætningen

• Det er uvist, hvor mange af eleverne der er med i elevrådet.

– skal kommaet stå foran hvor, da det er her ledsætningen starter.

Men mange vil være tilbøjelige til også – eller kun – at sætte komma foran der:

• Det er uvist, hvor mange af eleverne, der er med i elevrådet.
• Det er uvist hvor mange af eleverne, der er med i elevrådet.

Igen kan man dog se hvor meget der hører med til ledsætningen, ved at bytte om på helsætningsstammen og ledsætningen (jf. kommagrammatikkens bytte om-prøve):

• Hvor mange af eleverne der er med i elevrådet, er uvist.

Hvis hv-ordet er del af en præpositionsforbindelse (forholdsordsled), sættes kommaet foran præpositionsforbindelsen, da det er her ledsætningen starter:

• Markedsføringsloven sætter grænser for, på hvilken måde man må sælge sine varer.

Bemærk dog at præpositionen (forholdsordet) skal være en del af præpositionsforbindelsen og dermed af ledsætningen for at kommaet skal placeres før denne. Hvis ikke den er det, sættes kommaet foran hv-ordet, hvor ledsætningen starter:

• Hun går og spekulerer på, hvilken undskyldning hun skal finde på.

Heldigvis er der også her hjælp at hente i bytte om-prøven:

• På hvilken måde man må sælge sine varer, sætter markedsføringsloven grænser for.
• Hvilken undskyldning hun skal finde på, går hun og spekulerer på.

Se flere eksempler på startkomma ved præpositioner under undtagelser.

Vær opmærksom på at reglen om startkomma lyder at man skal sætte komma foran ledsætninger og ikke foran bestemte ord eller efter bestemte tommelfingerregler. Det er således ikke altid at bytte om-prøven virker. Det gør den fx ikke ved de fleste relativsætninger:

• Kommaet skal sættes dér, hvor ledsætningen begynder.
• Hvor ledsætningen begynder, skal kommaet sættes dér.

• Hovedformålet er at promote unge designere, hvis vilkår i dag er for dårlige.
• Hvis vilkår i dag er for dårlige, er hovedformålet at promote unge designere.

• DDR byggede den Mur, som Honecker pralede af ville stå i 100 år.
• Som Honecker pralede af ville stå i 100 år, byggede DDR den Mur.

Hvorfor?

Startkommaer sættes udelukkende af grammatiske hensyn, nemlig for at holde ledsætninger adskilt fra helsætningsstammen. Et startkomma markerer således ikke en (lille) pause i talt sprog, sådan som man med en vis ret kan hævde at det er tilfældet for slutkommaet (jf. ovenfor, Slutkomma efter ledsætninger).

Startkommaet placeres derfor typisk foran ledsætningen (se undtagelserne nedenfor). For at kunne sætte startkommaet korrekt er det derfor vigtigt at man ved hvad der er en ledsætning og – ikke mindst – hvor den starter. For i modsætning til hvad mange tror, er det nemlig ikke nok blot at kunne sætte kryds og bolle, da tommelfingerreglerne om komma foran som, der og hv-ord langtfra altid er nok til at vide præcis hvor imellem to sæt kryds og bolle kommaet skal sættes. Nogle gange er disse tommelfingerregler ovenikøbet direkte misvisende.

Undtagelser

Ved sideordningskonjunktioner (sideordningsbindeord)

Hvis der står en sideordningskonjunktion umiddelbart før ledsætningen, sættes komma foran denne og ikke foran ledsætningen, fx

• Han var glad, og, da han smilte, smilte jeg igen. (Korrekt: Han var glad, og da han smilte, smilte jeg igen).
• Det kan være farligt, for, når gulvet er glat, kan man glide og slå sig. (Korrekt: Det kan være farligt, for når gulvet er glat, kan man glide og slå sig).
• Når det bliver varmt, og, hvis vi får tid, går vi på fortovscafé. (Korrekt: Når det bliver varmt, og hvis vi får tid, går vi på fortovscafé).
• Vi har taget hensyn til den dømtes alder og, på hvilken måde forholdet er foregået. (Korrekt: Vi har taget hensyn til den dømtes alder, og på hvilken måde forholdet er foregået.).

Ved tidsadverbial (tidsbiord) og ledsætning med udeladt tidskonjunktion (tidsbindeord)

Hvis et tidsadverbial (en dag, engang, …) efterfølges af en ledsætning der indledes med en tidskonjunktion (når, da, …), sættes startkommaet efter de normale regler, dvs. foran ledsætningen:

• Det ville han undersøge en dag, når han blev gammel nok.
• Jeg så vist et glimt af hende engang, da hun var nede for at hente et par fyldte mælkejunger.

Men hvis tidskonjunktionen udelades, er det valgfrit om man sætter startkommaet før eller efter tidsadverbialet. Sætter man det før, er det således en undtagelse fra reglen om at startkommaet sættes lige foran ledsætningen:

• Det ville han undersøge en dag, han blev gammel nok.
• En dag, han blev gammel nok, ville han undersøge det.
  eller undtagelsen:
• Det ville han undersøge, en dag han blev gammel nok.
• En dag han blev gammel nok, ville han undersøge det.

• Jeg så vist et glimt af hende engang, hun var nede for at hente et par fyldte mælkejunger.
• Engang, hun var nede for at hente et par fyldte mælkejunger, så jeg vist et glimt af hende.
  eller undtagelsen:
• Jeg så vist et glimt af hende, engang hun var nede for at hente et par fyldte mælkejunger.
• Engang hun var nede for at hente et par fyldte mælkejunger, så jeg vist et glimt af hende.

Øvrige undtagelser

Herudover findes der en række andre undtagelser fra reglen om at startkommaet placeres umiddelbart foran ledsætningen. Netop af den grund er disse undtagelser ofte skyld i en lang række af de mest almindelige kommafejl, hvorfor de nedenfor er samlet for sig under følgende overskrifter:

• Foran præpositioner (forholdsord)
• Foran adverbialer (biled)
• I sammenligninger foran som og end

Foran præpositioner (forholdsord)

Hvis en præposition (et forholdsord) – eller ét eller flere ord der bruges som sådan – rytmisk og/eller betydnings­mæssigt hører nøje sammen med ledsætningen, så sættes kommaet foran dette/disse ord og ikke umiddelbart foran ledsætningen, fx

• Tyven brød ind, uden at nogen hørte ham.
• Vi vil gerne se dig, i anledning af at vores datter skal døbes.

I disse eksempler må man altså ikke sætte kommaet umiddelbart foran ledsætningen, dvs. der hvor det normalt sættes:

• Tyven brød ind uden, at nogen hørte ham.
• Vi vil gerne se dig i anledning af, at vores datter skal døbes.

Men hvis præpositionen ikke knytter sig til ledsætningen, sættes startkommaet naturligvis som normalt foran ledsætningen:

• Henrik beder, til han får sin vilje (dvs. indtil han får sin vilje, han plager).
• Henrik beder til, at han får sin vilje (dvs. ønsker eller håber inderligt).

I den sidste sætning lægger til sig ikke ledsætningen, men til beder.

BEMÆRK at man ofte kan se hvor et ord hører til, ved at bruge kommagrammatikkens Bytte-om-prøve, dvs. bytte om på hovedsætning og ledsætning:

• Uden at nogen hørte ham, brød tyven ind.
• I anledning af at vores datter skal døbes, vil vi gerne se dig.

På denne måde kan man se at hhv. uden og i anledning af begge så at sige “hører sammen med” ledsætningen – og at kommaet således skal placeres foran disse.

Hvorfor?

Når kommaet i nogle tilfælde skal placeres foran præpositionen, som i princippet hører til helsætningen (helsætningsstammen), og ikke umiddelbart foran den efterfølgende ledsætning, skyldes det at præpositionen rytmisk eller betydningsmæssigt hører så tæt sammen med ledsætningen at det ikke giver mening at afgrænse den fra denne.

Foran adverbialer (biled)

På samme måde som med præpositionerne ovenfor kan også et adverbial (biled) – eller ét eller flere ord der bruges som sådan – rytmisk og/eller betydnings­mæssigt hø­re så nøje sammen med ledsætningen at kommaet sættes foran dette ord og ikke foran ledsætningen, fx

• Kierkegaard tog til Berlin, netop da han havde hævet forlovelsen med Regine Olsen.
• Udvidelsen af EU kan fortsætte, lige meget hvad danskerne stemmer.

I disse eksempler må man altså ikke sætte kommaet umiddelbart foran ledsætningen, dvs. dér hvor det normalt sættes:

• Kierkegaard tog til Berlin netop, da han havde hævet forlovelsen med Regine Olsen.
• Udvidelsen af EU kan fortsætte lige meget, hvad danskerne stemmer.

BEMÆRK at man også i sådanne tilfælde ofte kan se hvor et ord hører til, ved at bruge Bytte om-prøven, fx

• Netop da han havde hævet forlovelsen med Regine Olsen, tog Kierkegaard til Berlin.
• Lige meget hvad danskerne stemmer, kan udvidelsen af EU fortsætte.

På den måde kan man se at hhv. netop og lige meget så at sige begge “hører sammen med” ledsætningen – og at kommaet således skal placeres foran disse.

Hvorfor?

Når kommaet i nogle tilfælde skal placeres foran adverbialet, som i princippet hører til helsætningen (helsætningsstammen), og ikke umiddelbart foran den efterfølgende ledsætning, skyldes det – som ved præpositionerne ovenfor – at adverbialet rytmisk eller betydningsmæssigt hører så tæt sammen med ledsætningen at det ikke giver mening at afgrænse det fra denne.

I sammenligninger foran som og end

I sammenligninger hvor som eller end indleder en ledsætning, sættes kommaet foran dette ord og ikke umiddelbart foran ledsætningen, fx

• Det er ikke nær så hyggeligt, som dengang vi var i Djurs Sommerland.
• Man hører snart aldrig andet, end at tiderne er dårlige.

I sådanne tilfælde må man altså heller ikke sætte kommaet umiddelbart foran ledsætningen, dvs. der hvor det normalt sættes:

• Det er ikke nær så hyggeligt som, dengang vi var i Djurs Sommerland.
• Man hører snart aldrig andet end, at tiderne er dårlige.

Hvorfor?

Når kommaet i nogle tilfælde skal placeres foran sammenligningskonjunktionen, som i princippet hører til helsætningen (helsætningsstammen), og ikke umiddelbart foran den efterfølgende ledsætning, skyldes det at sammenligningskonjunktionen rytmisk eller betydningsmæssigt – på samme måde som præpositionerne og adverbialerne ovenfor – hører så tæt sammen med ledsætningen at det ikke giver mening at afgrænse den fra denne.