Får
Får er et verbum (udsagnsord) og er præsens (nutid) af at få. Og som regel er der tryk på ordet:
- Du får en gave hvis du inviterer mig til din fødselsdag.
Huskeregel
Hvis du kan sætte må få ind i stedet, er det får der er det rigtige ord.
- Du må få en gave hvis du inviterer mig til din fødselsdag.
For
For kan både være en præposition (forholdsord), et adverbium (biord) og en konjunktion (bindeord). Og som regel er der ikke tryk på ordet:
- Det hele går lidt langsomt for tiden (præposition).
- Det er bare for meget (adverbium).
- Jeg bliver god til håndbold, for jeg træner meget (konjunktion).
Eksempler med både får og for
- Hun får mange breve til sin konfirmation, for hun har mange venner.
- Jeg får en vaccination af min læge for at jeg ikke skal blive syg.
- Nogle får for meget, og andre får for lidt.
- Jeg glæder mig til jul, for det er så hyggeligt, og jeg får som regel mange gaver.