Tegnsætningen hjælper os til at udtrykke pauser, tryk, rytme, sætningsmelodi, tempo mv. – det vil sige de signaler vi alle sammen kender fra talesproget. Tegnsætningens vigtigste funktion er at vise hvilke informationer der hører sammen, og hvilke der skal adskilles. Man skelner mellem små og store tegn.
De 6 små tegn er komma, semikolon, tankestreg, bindestreg, parentes og anførselstegn. Gå til de små tegn.
De 4 store tegn er punktum, spørgsmålstegn, udråbstegn og kolon. Efter de store tegn begynder man så godt som altid med et stort begyndelsesbogstav (dog ikke altid ved kolon).
Punktum
– deler teksten op så den er til at forstå, og er derfor vores allervigtigste tegn. Uden punktum ville en lang tekst være ulæselig og nærmest umulig at forstå:
- Der var 5 flotte spillere på banen. 2 af dem var over 2 meter og kunne let nå kurven.
Spørgsmålstegn
– viser at noget er et spørgsmål, og svarer til at man kan have et særligt tonefald ved spørgsmål når man taler:
- Spurgte du om de havde noget slik?
Udråbstegn
– viser at sætningen er ment som et udråb, en ordre, en opfordring, et ønske, en undren, en overraskelse. Udråbstegn er et følelsesladet tegn og viser hvad tekstens forfatter mener:
- Lad nu være!
Kolon
– bruger man foran replikker, citater og forklaringer. Og i stedet for “nemlig”:
- Han sagde: ”Ved du hvad klokken er?”
- Jeg ved hvor de er: hjemme i skuffen.
