Ændringer i reglerne for adverbielt -t
I den seneste udgave af Retskrivningsordbogen (5. udgave, 2024) er reglerne ændret for adverbialer (biled) der er dannet af adjektiver (tillægsord), og som ender på -ig eller -lig:
- Det adverbielle -t er nu obligatorisk ved alle mådesadverbialer, også bitterlig og udtrykkelig. Det kan derfor nu kun hedde Jeg gjorde udtrykkeligt opmærksom reglerne og Jeg fortryder bitterligt.
- Der er ingen ændring i reglerne for gradsadverbialerne. Ved disse er -t stadig er valgfrit.
- Det tidligere valgfrie -t ved tidsadverbialer er nu afskaffet. Det kan derfor kun hedde fx De besøger os jævnligt og Børnene vågnede tidligt om morgenen. Der er dog den undtagelse at -t er valgfrit ved følgende syv tidsadverbialer:
- bestandig, evig, foreløbig, idelig, nylig, samtidig og sluttelig.
Sammenfatning
Det adverbielle -t er nu obligatorisk ved mådesadverbialer og tidsadverbialer, på nær ovennævnte syv tidsadverbialer, hvor -t er valgfrit. Det er fortsat valgfrit om man vil sætte -t på gradsadverbialer. Den nemme løsning er altså altid at sætte -t på alle disse adverbialer.
Læs mere om ændringen på Dansk Sprognævns hjemmeside.
Rene adverbier
Rene adverbier tilføjer ikke endelsen -t. De rene adverbier er de ord der kun kan bruges som adverbium, fx temmelig, heldigvis, sandsynligvis:
- Hun var blevet tilbudt at medvirke i en temmelig vovet film
- Vi har heldigvis søde, loyale kunder
- Der vil sandsynligvis gå flere måneder før sagen bliver behandlet
Huskeregel
Kan adverbiet bruges som foranstillet adjektiv til et substantiv? Hvis ikke er det sandsynligvis et rent adverbium:
Det var en temmelig lang film
→Det var en temmelig film.
I Retskrivningsordbogen er rene adverbier opført som selvstændige opslagsord med ordklasseangivelsen adv.
- sand|syn|lig|vis adv.
Undtagelser
For enkelte rene adverbier er det valgfrit om man vil bruge endelsen -t, fx gladelig(t). Hvis det er tilfældet, er det angivet i Retskrivningsordbogen at der findes en alternativ form:

Liste over rene adverbier
Er du tvivl om et ord er et rent adverbium? Gå til vores ordliste over rene adverbier.
I ordlisten finder du en oversigt over adverbier der ikke er dannet af et adjektiv, og som derfor kun kan bruges som adverbier.
Adjektiver brugt som adverbialer
Adverbialer (biled)
Adverbialer er led eller dele af led der har den funktion at beskrive verber (udsagnsord), adjektiver (tillægsord), adverbier (biord) eller hele sætninger.
Når adjektiver optræder som adverbialer, tilføjes der normalt et -t, men i nogle tilfælde er det valgfrit, og det kan give problemer.
Hovedreglen for adverbialer dannet af adjektiver er at de får adjektivets intetkønsform, dvs. endelsen -t, hvis denne findes:
- Squash er en hurtig sport (adjektiv, fælleskøn)
- Han tager et hurtigt brusebad (adjektiv, intetkøn)
- → Jeg kørte hurtigt ind mod byen (adverbium)
- Kvinden er høj (adjektiv, fælleskøn)
- Buketten sættes i et højt glas (adjektiv, intetkøn)
- → Vinmarkerne ligger højt (adverbium)
- Det er en anderledes hverdag end vi er vant til (adjektiv, fælleskøn)
- Håndboldfitness er et anderledes træningstilbud (adjektiv, intetkøn)
- → Han syntes sangen lød anderledes end den plejede (adverbium)
Indenfor denne gruppe af adjektiver er der dog en mængde ord der skaber problemer når de bruges som adverbialer. Det vedrører især de ord der har endelsen -ig, -lig og -vis. Disse ord kan inddeles i tre kategorier:
- Adverbier der altid skal have -t
- Adverbier med valgfrit -t
- Adverbier der skal have -t i bestemte betydninger
Adverbialer der altid skal have -t
Adjektiver med endelsen -ig og -lig som optræder som mådesadverbialer, dvs. betegner den måde noget foregår eller forholder sig til noget på, skal altid have endelsen -t:
- Flammen bevægede sig uregelmæssigt (→ på en uregelmæssig måde)
- De kiggede meget mærkeligt på os (→ på en mærkelig måde)
- Det danske kronprinspar smilte venligt til fotograferne (→ på en venlig måde)
- Det fremgår da klart og tydeligt (→ på en tydelig måde)
Adjektiver med endelsen -ig og -lig som optræder som tidsadverbialer, dvs. betegner hvornår eller hvor ofte noget er tilfældet, Før 5. udgave af Retskrivningsordbogen (2024) kunne man valgfrit sætte -t på tidsadverbialer på -ig og -lig.skal som hovedregel altid have -t:
- På en lang række uddannelser kan man starte to gange årligt
- Allerede tidligt om morgenen er der lys i stueetagen på det røde murstenshus
Undtagelser
Vær opmærksom på at man valgfrit kan sætte -t på tidsadverbialerne bestandig, evig, foreløbig, idelig, nylig, samtidig og sluttelig, fx:
- De kommer evig(t) og altid for sent
- Bygningen er nylig(t) blevet renoveret
- De to busser afgår samtidig(t)
Vær desuden opmærksom på at et ord der i én sammenhæng optræder som mådesadverbium, kan optræde som fx gradsadverbium i en anden sammenhæng, og dermed have valgfrit -t (se afsnittet Adverbialer med valgfrit -t nedenfor):
- Noget af det smager forfærdeligt (→ på en forfærdelig måde)
men:
- Vi vil forfærdelig(t) gerne med på sommerferie (→ meget gerne)
Adverbialer med valgfrit -t
Adjektiver med endelsen -ig og -lig som optræder som gradsadverbialer, dvs. betegner i hvor høj grad noget er tilfældet, har valgfrit -t:
- Det passer mig gevaldig(t) godt at arbejde på den måde
- Jeg vil vældig(t) gerne i dialog med ham
- Han virkede ikke særlig(t) interesseret i at tale om sig selv
Dog har disse adverbialer altid endelsen -t hvis de optræder som selvstændige sætningsled (dvs. hvis de ikke lægger sig til et adjektiv eller et adverbium):
- Boligpriserne er steget helt gevaldigt
- Hun glæder sig vældigt til at komme i gang
- Jeg er en bogorm og har aldrig interesseret mig særligt for naturen
Huskeregel
Udskift adverbialet med ord som meget, særdeles, ret eller lidt for. Hvis det giver (nogenlunde) mening, er det sandsynligvis et gradsadverbial.
Adjektiver med endelsen -ig og -lig som optræder som stedsadverbialer eller betegner den talendes holdning (fx om noget er sikkert eller usikkert, ventet eller uventet, ønskeligt eller ikkeønskeligt), har også valgfrit -t:
- Gnid kyllingen med salt og peber indvendig(t) og udvendig(t)
- Hun kunne ikke rigtig(t) finde ud af hvad der var sket
- Personlig(t) kan jeg bedst lide at have med mennesker at gøre
Adjektiver med endelsen -vis, og som bruges som adverbialer, har som hovedregel valgfrit -t:
- Parterne er blevet enige om delvis(t) åbne partiregnskaber
- Demonstrationen ændrede gradvis(t) karakter
- Nye brugere vil blive fratrukket beløbet månedsvis(t)
Undtagelser
- Når adjektivet næsvis bruges som adverbial, tilføjes det dog -t:
- De svarede næsvist igen
- Når et adjektiv på -lig og -ig fungerer som gradsadverbial og bruges som selvstændigt sætningsled, skal det altid have endelsen -t:
- Forholdene har ændret sig betragteligt
- De glædede sig vældigt til at pakke gaverne op
- Ord der ender på -vis, og som er rene adverbier, dvs. kun kan optræde som adverbier (se afsnittet Rene adverbier), skal ikke have -t, fx muligvis, sædvanligvis, uheldigvis (se listen over rene adverbier).
Bemærk
Et ord der i én sammenhæng optræder som gradsadverbial, kan optræde som mådesadverbial i en anden sammenhæng og skal dermed have endelsen -t, fx:
- Jeg vil forfærdelig(t) gerne have Morten som elev (→ meget gerne)
men:
- Det stinker bare ganske forfærdeligt (→ på en forfærdelig måde)
Læs mere i afsnittet Adverbialer der altid skal have -t.
Adverbialer der skal have -t i bestemte betydninger
For en gruppe adverbialer er der betydningsforskel mellem en form med -t og en form uden -t. Det gælder ord som lovlig og lovligt, endelig og endeligt. Disse ord skal have -t hvis de bruges i adjektivets betydning. Hvis betydningen derimod svarer til adverbiets betydning, hører ordet til gruppen af rene adverbier og skal derfor ikke have endelsen -t (se listen over rene adverbier, se afsnittet Rene adverbier):
- Dette var en lovligt varslet stigning (= ‚legalt‘, adjektivets betydning)
- Er det ikke en lige lovlig stor mundfuld? (= ‚lidt for‘, adverbiets betydning)
- Sagen var endeligt afgjort ved Østre Landsret (= ‚definitivt‘, adjektivets betydning)
- Nu kan vi så endelig se det færdige resultat (= ‚langt om længe‘, adverbiets betydning)