Spørgsmål:
Som ret konservativ sprogbruger kan man så let komme til at lade sig irritere af sprogets nydannelser, når man støder på dem. Men af en eller anden grund har jeg tværtimod ladet mig charmere af udtrykket gå eller være i udu, som jeg først har lært at kende inden for det seneste års tid. Det får de ellers så ærefrygtindgydende, men sårbare tekniske vidundere ned på sådan et dejlig jordnært niveau, når man kan sige: ”Min computer er altså gået i udu”. Men hvor ny er denne vending overhovedet? Og er det kun noget, man siger herovre hos os i Jylland, eller kendes udtrykket i hele landet?
Morten Gudmund Hansen, Lemvig
Svar:
Udtrykket gå eller være i udu ser ud til at være ret nyt i dansk, formentlig fra 1980’erne. Det er medtaget i DanskOrdbogen (1999), og i Den Danske Ordbog (2003-05), men er faktisk registreret af sprogforskningen allerede i 1992. Man kan dog sjældent med sikkerhed datere ords og udtryks opståen, undtagelser er navne og betegnelser på ting og sager. Udtrykket betyder, at ’noget er eller går i stykker’, og det bruges især om teknik, der holder op med at virke, fx telefoner, kopimaskiner, computere, græsslåmaskiner og cykellåse. Der er dog også eksempler på, at fx togtrafikken og kropsdele kan være i udu, jf. ”patientkørsler er stadig i udu” og ”min lænd har været lidt i udu”.
Udtrykkets variation mellem en dynamisk (’at gå’) og en statisk form (’at være’) kendes fra andre forbindelser som gå/være på druk, komme/være i vælten og blive/være til grin.
Det er stammen i ordet (at) du, der indgår i udtrykket, og det har intet med itu at gøre. Her er det talordet to i intetkøn, der optræder. At substantiver afledes af verber, er et velkendt fænomen, men den aktuelle type med præposition er ikke så udbredt. Vi har dog en parallel i gå i smadder, hvor substantivet er afledt af smadre. Der er noget, der tyder på, at gå/være i udu er opstået i det jyske, men det bruges absolut også på Sjælland, herunder i hovedstaden.
Erik Hansen og Ken Farø, Mål & Mæle 30:3, 11/2007