Om om

Indholdet på denne side er mere end 9 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Spørgsmål:

Hedder det vi var i tvivl om vi skulle blive, eller skal det være vi var i tvivl om om vi skulle blive? Vi har diskuteret det ved frokosten på min arbejdsplads, men kunne ikke blive enige.

Emil Omstrup, Nysted

Svar:

Der er nogle verber som styrer en ledsætning med at: jeg tror at vi kan nå det osv. Mens andre verber og ordforbindelser har ledsætning med om:

  • ved du om han kommer?
  • vi må undersøge om der er sket skade
  • ring og hør om Anne er rask
  • jeg er usikker på om det er klogt
  • jeg tjekker lige om alle er med

Men så er der verber og ordforbindelser der har et om som ikke indleder en ledsætning:

  • han vil ikke udtale sig om økonomien
  • der har været diskussion om prisen
  • er vi så enige om datoen?
  • der er stadig tvivl om udfaldet

Hvis sådanne ordforbindelser kan tage en ledsætning med om, så sker der et sammenstød – eller naboskab – mellem to om’er:

  • han vil ikke udtale sig om om økonomien er i orden
  • der har været diskussion om om prisen er for høj
  • vi er ikke enige om om vi vil med
  • der er stadig tvivl om om Danmark vandt

Når der kan stå en ledsætning med om, kan der normalt også stå en med et hv-ord:

  • han vil ikke udtale sig om hvem han foretrækker
  • der har været diskussion om hvad der skulle ske
  • er vi så enige om hvornår I rejser?
  • der er stadig tvivl om hvem der vandt

Og så er vi vist klar til at se på diskutere om (om). Verbet diskutere kan have om plus en slags objekt der ikke er en sætning:

  • der kan ikke diskuteres om skæringsdatoen

Diskutere om kan også have en ledsætning med hv-ord:

  • der kan ikke diskuteres om hvornår ordningen træder i kraft

Og hvor der kan stå en hv-sætning, kan der også stå en om-sætning, og så får vi:

  • der kan ikke diskuteres om om kravet er opfyldt

Og tilsvarende:

  • vi var i tvivl om tidspunktet
  • vi var i tvivl om hvis idé det var
  • vi var i tvivl om om vi skulle blive

Men det er rigtigt at man i daglig tale og skrift tit snyder for det ene om. Det er ikke efter grammatikken, men der er nok ikke mange det ligefrem støder.

Erik Hansen, Mål & Mæle 25:1, 06/2002