Spørgsmål:
Hvorfor hedder det ”han er gået”, men, forekommer det mig, ”det har gået sin sejrsgang hele verden over”? Ganske vist ser man, fx i Politiken i dag (9.1.03), sidste eks. også med ”er gået”, men jeg kan ikke lide det.
Anne Zeeberg, Hørsholm
Svar:
Verber der betegner en overgang fra en tilstand eller et sted til noget andet, har som hovedregel hjælpeverbet være. Det hedder han har sovet (tilstand), men han er vågnet (overgang). Hvis et sådant verbum har objekt (genstandsled), skal det dog have have: hun er fratrådt, men hun har fratrådt sin stilling; de var mødt til tiden, men de havde mødt problemer; han er vokset meget, men han har vokset sig stor og stærk.
Problemet med din sætning er at vi sommetider er i tvivl om om noget er et objekt eller om det er et adverbial (biled). Hedder det han er gået sin vej, eller skal det være han har gået sin vej? Sin vej ligner i høj grad et objekt, men er nok snarere et adverbium, jf. han er gået ud, og derfor han er gået sin vej. Nogle tilfælde giver os problemer fordi vi er usikre på analysen: er det et objekt eller et adverbium? Her vælger vi snart være, snart have: hun er/har vist fyldt de fyrre; jeg er/har tit løbet ærinder for naboens; nu er/har klokken passeret otte. Hertil hører det er/har gået sin sejrsgang. Sproget, dvs. det danske sprogsamfund, har ikke besluttet sig, og derfor må begge løsninger anerkendes.
Erik Hansen, Mål & Mæle 26:1, 06/2006