Efterfølgende

Indholdet på denne side er mere end 10 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Spørgsmål:

I et brev fra Amtsrådsforeningen står der bl.a.: “Hermed fremsendes ovennævnte rapport. Amtsrådsforeningen har efterfølgende ført forhandlinger med Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) …”

Vil I ikke godt fortælle mig, hvad efterfølgende betyder – hvis det altså ikke betyder ‘(det som) følger efter’. Jeg mener, at jeg efterhånden har set ordet brugt i tre-fire forskellige betydninger.

Lis Levinsen, Klampenborg

Svar:

Eksemplet fra Amtsrådsforeningen kan umiddelbart virke påfaldende: Hvordan kan Amtsrådsforeningen have nået at føre forhandlinger efter at rapporten blev sendt? Hvordan kan de overhovedet skrive om forhandlinger der tilsyneladende fandt sted efter at de sendte brevet? Meningen er vel at først blev rapporten færdig, så førte Amtsrådsforeningen forhandlinger, og så sendte de brevet med rapporten. Godt sprog er det i hvert fald ikke.

Formen efterfølgende har bredt sig ganske voldsomt i de senere år, specielt i administrations- og politikersprog. Ordet betegner noget som ligger senere i tid end noget andet nævnt. Det vil sige at det bruges i betydningen ‘senere’, ‘bagefter’ (“efterfølgende blev der iværksat en undersøgelse”), ‘i fremtiden’ (“efterfølgende vil broen blive spærret ved højvande”), ‘derefter’ (“efterfølgende vil vi rapportere om mødets forløb”).

Det er denne brug som biordsled der er ret ny. Som tillægsord har det været almindeligt i mange år: ved den efterfølgende kontrol viste det sig at… Her er ordet synonymt med (på)følgende.

Så egentlig betyder efterfølgende vist bare ‘placeret senere i tid’.

Erik Hansen, Mål & Mæle 17:3, 11/1994