Spørgsmål:
Det hedder bag, men i sammensætninger baw, altså bawmand, bawside, bawtale osv. Hvorfor hedder det så ikke bawtil og bawfra?
Geu Neutel, Holland
Svar:
Et ord der bliver første led i en sammensætning, mister normalt sit stød. Der er stød i sol, men ikke i solskin, kold har stød, men det har koldfront ikke, og stødet i halv forsvinder i halvgammel.
Samme stødtab har vi i en række korte biord som betegner retning eller placering: ud/udland – ind/indtage – frem/fremtid – hjem/hjemegn – her/herværende – over/overdel. I ordene til venstre er der stød, i dem til højre er stødet i biordet forsvundet.
Fra denne stødregel er der den undtagelse at når biordene sættes sammen med et forholdsord, beholder de deres stød: udad, indtil, fremfor, hjemad, herpå, derfra, overfor.
Det vil sige at de udtalemæssigt opfører sig som om de er selvstændige ord, hvad der også svarer til at de jo skal særskrives når deres forholdsord styrer et led: døren går udad, men vi kørte ud ad landevejen osv.
Til denne gruppe af biord hører bag. I de fleste sammensætninger mister det stødet og får udtalen baw (jf. lawkage, sawfører, dawblad osv.). Men netop sammen med et forholdsord bevarer bag den udtale det har som selvstændigt ord: bagtil, bagfra, bagover, bagved osv. Altså ligesom de andre steds- og retningsbiord.
Når det hedder fx herudad uden stød, hænger det sammen med at her- i dette ord er tryksvagt, og tryksvage stavelser kan ikke have stød. Og når det hedder hvorfor uden stød på hvor-, er det fordi ordet ikke opleves som sammensat af hvor og for, men som en uanalyserbar enhed, i modsætning til fx hvorovre, hvor man kan genkende begge leddene.
Med alt dette har jeg egentlig ikke forklaret noget, men jeg har vist at bag ikke står alene, men følger en regel som omfatter en karakteristisk gruppe biord.
Erik Hansen, Mål & Mæle 17:3, 11/1994