Tromlerevolver

Spørgsmål:

Jeg har læst på Den Danske Ordbog at “tromlerevolver” beskrives som:

• håndskydevåben med kort løb og et cylinderformet magasin (tromlen) der for hvert skud drejes så en ny patron sidder klar

Ordet “revolver” beskrives som:

• håndskydevåben med kort løb og et cylinderformet magasin (tromlen) der for hvert skud drejes så en ny patron sidder klar

Jeg har i den anledning en forespørgsel. Jeg undrer mig over at ordet “tromlerevolver” findes i Den Danske Ordbog, idet en revolver jo ikke kan være en revolver medmindre den er forsynet med en tromle. I Den Danske Ordbog har I jo også anført den helt samme beskrivelse af henholdsvis en revolver og en tromlerevolver.

Jeg er tidligere uddannet våbenmekaniker i Forsvaret, og hvis man kom til at sige ordet “tromlerevolver”, så blev der grinet af en, for man kunne ikke kalde en revolver for en tromlerevolver, da det jo er det samme som at bakke baglæns i bakgear. Det vil jo principielt være det samme som at kalde et maskingevær for et automatisk maskingevær, men dette ord findes ikke i Den Danske Ordbog – vel fordi det også ville være dobbeltkonfekt.

Min forespørgsel/nysgerrighed om det danske sprog går derfor på hvorfor ordet “tromlerevolver” overhovedet findes i Den Danske Ordbog – det er vel bare er et kaldenavn?

Måske er det et dumt spørgsmål.

Svar:

Det er bestemt ikke noget dumt spørgsmål. Og det er da også helt rigtigt at for en logisk betragtning er det overflødigt at specificere at en revolver har en tromle. Ikke desto mindre er den slags overflødig information ikke helt usædvanligt i sproget – der findes endda et ord for det: pleonasme, eller med en mere almensproglig betegnelse: dobbeltkonfekt. Når vi i ordbogen har taget tromlerevolver med, skyldes det først og fremmest at det er et ret udbredt ord i sproget. Ordbogen skal jo fungere som et redskab hvor man kan slå op og få forklaret hvad der menes med et bestemt ord, og her har vi fundet tilstrækkelig mange forekomster af ordet til at vi har vurderet det rimeligt at beskrive det.

På samme måde har vi også medtaget og beskrevet ord som arbejdskollega, trækharmonika og fodpedal selvom de ikke betyder noget andet end kollega, harmonika og pedal i sig selv gør. De er altså på helt tilsvarende måde eksempler på pleonasmer.

Om man anser den slags dannelser som problematiske, er en temperamentssag. Nogle gange kan de bruges med en bestemt stilistisk virkning, andre gange er de helt overflødige, og endelig er der nogle der er gledet ind i sproget som helt almindelige formuleringer – og ikke kun på ordniveau: I en sætning som: “vi kommer begge to”, er det strengt taget unødvendigt at sige to da begge i forvejen refererer til to enheder, og i “jeg er tilbage igen om lidt” er igen også overflødigt. Ikke desto mindre er det en helt almindelig sprogbrug der vanskeligt kan regnes for fejl.

Lars Trap-Jensen, februar 2021