Taiwaner eller taiwaneser?

Spørgsmål:

En person fra Taiwan bør være en “taiwaneser”, jf. dannelse af ord for en person fra Kina, kineser; ikke taiwansk, eller taiwaner. 

Også jf. artikler, fx i Information, hvor personen selv skriver sig som værende taiwaneser.

Svar:

Mange tak for dit spørgsmål. Det er ofte svært at angive betegnelser for personer fra bestemte lande og områder og de tilsvarende adjektiver (altså fx “svensker”, “svensk”), for der kan være flere konkurrerende betegnelser i spil. Udvalget i DDO følger normalt angivelserne på sproget.dk, som bygger på flere forskellige kilder, især EU’s landeliste, som er udarbejdet af de danske terminologer i Ministerrådet og Europa-Kommissionen, men også Retskrivningsordbogen, Ritzaus Landeliste, Encyklopædien og Statsnavne og nationalitetsord. Sidstnævnte hæfte fra Nordisk Sprogsekretariat opfører parallelle betegnelser på fem nordiske sprog, og her fremgår det også at der kan være forskelle sprogene imellem. For eksempel bruger dansk “taiwaner”, norsk “taiwaner/taiwanar”, mens svensk bruger “taiwanes”. Dansk og svensk er enige om “tanzanier”, mens norsk bruger “tanzanianer/tanzanianar”.

Et generelt princip i de danske anbefalinger synes at være at man foretrækker korte former som fx “taiwaner”, “gambier”, “zambier”, men der er dog også modeksempler eller dobbeltformer som “uruguayaner/uruguayer”. Det er kort sagt kompliceret, og jeg har stor forståelse for formen “taiwaneser”, som er parallel med “kineser”, “vietnameser” og “congoleser”. I vores store tekstkorpus er den lange form dog mindre end halvt så frekvent som den korte form, men den kunne fortjene at blive nævnt som uofficiel form, ligesom “gambianer” ved “gambier”. 

Henrik Lorentzen, december 2020

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.