Spørgsmål:
Når man slår ordet tæge op i Den Danske Ordbog, står der at det er det samme som en skovflåt. Men det er ikke korrekt; tæger suger ikke blod, og de er helt harmløse insekter.
Mange forveksler tæger med flåter, og det er måske ikke så overraskende når Den Danske Ordbog ikke engang har den korrekte definition.
Svar:
Ordet tæge er et godt eksempel på at almensproget og fagsproget nogle gange støder sammen. Ifølge den biologiske taksonomi er det rigtigt at der er forskel på flåter og tæger, men det gælder ikke i samme grad almensproget. Både flåt og tæge kendes i dansk fra perioden ældre nydansk (1500-1700), og tæge betegnede i ældre tid ret forskellige grupper af insekter (se fx beskrivelsen af tæge i Ordbog over det danske Sprog), herunder også blodmiden Ixodes ricinus (skovflåt). Det kan fx ses hos Peder Syv (1631-1702), og denne vaklen har vist været i sproget så længe vi har haft ordene.
Det er ikke det eneste eksempel på at almensproget bruger en anden klassifikation end biologerne. Klassiske eksempler er rabarber, der af de fleste kategoriseres som en frugt (fordi den mest bruges i kager og desserter), og tomater, der af de fleste regnes som en grøntsag (fordi den bruges i salater og i den almindelige madlavning), selvom det ikke passer med den botaniske klassifikation.
Nogle zoologer synes sikkert også at det er noget rod at både den røde og den store panda kaldes for pandaer når det nu ikke er særlig nært beslægtede arter. Og hvorfor kalde det for en sommerfugl når det er et insekt? Alt i alt kan man konstatere at der ikke altid er sammenfald mellem almensprogets kategorier og biologiens. Jeg kan godt acceptere at begge systemer findes uden at det nødvendigvis betyder at det ene er korrekt og det andet forkert. Det er blot forskellige måder at opfatte og kategorisere vores omverden på.
Lars Trap-Jensen, april 2024
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.