Støt eller stødt stigning?

Indholdet på denne side er mere end 12 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Spørgsmål:

Hedder det “stige støt” eller “stige stødt”?

Svar:

Svaret er at det hedder stige støt. Der findes to tillægsord stødt og støt med hver sin betydning. Stødt er egentlig tillægsformen af udsagnsordet støde, og den almindeligste brug af tillægsformen er nok betydningerne 4 og 6 som beskrevet i Den Danske Ordbog, nemlig når man bliver stødt over noget (= krænket, såret), eller brugt om stødte krydderier (= knust og pulveriseret).

Støt, betydning 2, forklares i Den Danske Ordbog som: “regelmæssig, jævn og vedvarende i bevægelse, udvikling eller hyppighed” (= stadig), og det er jo netop den betydning der er relevant i dit eksempel. Så du skal altså skrive: “Derudover vil mængden af H-læger på de regionale afdelinger stige støt over de næste 4 år”.

De modsatrettede former du finder, skyldes at du har slået op i KorpusDK og ikke i en ordbog. KorpusDK er en samling af tekster der er opmærket så man kan lave sproglige undersøgelser i dem. Men vi har ikke rettet i teksterne, så hvis forfatterne til teksterne har lavet fejl, står de der også når man søger på dem – ligesom man kan finde eksempler på begge dele ved søgning i Google. Det er udtryk for at der er andre end dig der blander de to ord sammen. Og det er ikke så mærkeligt, for ordene lyder jo ens når man udtaler dem. Du kan evt. læse mere om korpus og fejlagtige former i afsnittet Faldgruber.

Lars Trap-Jensen

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.