Stivsøn, stedsøn

Indholdet på denne side er mere end 11 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Spørgsmål:

Jeg læser i Oluf Nielsens bog Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse, bd. 3, s. 211, at Kristian Ulrik Gyldenløve var en stivsøn. Hvad betyder det at være en stivsøn?

Jeg håber at I vil kunne hjælpe mig med dette ord.

Svar:

Det betyder det samme som stedsøn, altså en søn af ægtefællen fra et tidligere ægteskab. Ordbog over det danske Sprog anfører formerne Stifsøn eller Stedsøn, mens der i artiklen om førsteleddet Stif- eller Sted- oplyses en række yderligere varianter, herunder Stiv-, Stief-, Stef- og Ste-.

Varianten Stivsøn bruges bl.a. af Ludvig Holberg i Peder Paars, i Charlotta Dorothea Biehls oversættelse af Don Quixote og i Henrik Hertz’ Dramatiske værker.

Lars Trap-Jensen, maj 2014

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.