Sin eller deres?

Indholdet på denne side er mere end 9 år gammel, hvorfor gældende retskrivning ikke nødvendigvis er overholdt.

Spørgsmål:

Jeg er pludselig blevet i tvivl om hvorvidt det hedder “deres” eller “sin” mast nedenfor:

  • Broen er udviklet som en svingbro med sejlskibet som visuelt afsæt. Den består af fem forskudte cirkelformede platforme i forskellige størrelser med hver deres mast i midten.

Svar:

Det er en helt forståelig tvivl, for det er et punkt hvor sproget er under forandring. Før i tiden kunne det kun hedde “hver sin”, men i dag er det mere almindeligt og acceptabelt at sige “hver deres”, også selvom det følges af et ord i ental.

Hvis du vil være sikker på ikke at støde nogen, er det dog nok bedst at skrive “hver sin mast”.

Du kan læse mere om brugen af sin og deres i sætninger der indeholder ordet hver, på sproget.dk: Hans, hendes eller sin.

 Lars Trap-Jensen, august 2015

Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.

Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.