Spørgsmål:
I bogen Det danske Fyrvæsen 1560-1960 udgivet af Søfartsmuseet på Kronborg i 1960 forekommer på siderne 49 og 85 begreberne ringevæsen og fyrvæsen. I min omfattende samling af bøger om fyrvæsenet er jeg ikke tidligere stødt på ordet ringevæsen. Hvad er dette? Kan det evt. tænkes, at det er et væsen som står for udlægning af den tids klokkebøjer i åbent farvand?
Svar:
Jeg tvivler nu på at det drejer sig om bøjer i åbent farvand. Ganske vist har jeg ikke selv indsigt i området på første hånd, men så vidt jeg se efter nogle beskedne undersøgelser, peger det snarere på at det har at gøre med fortøjningsanlæg på land. Og især ser det ud til at dreje sig om forhold i Norge. Her har der tilsyneladende siden 1600-tallet været opsat fortøjningsringe langs kysten til brug for fartøjer der lagde til. Til gengæld havde grundejeren ret til at opkræve “ringpenge”, og det er nok forklaringen på at det senere i historien blev sat i system under en fælles forvaltning, Fyr-, Mærke- og Ringvæsenet.
Når det er svært at finde så vældig meget om ordet, skyldes det måske at der er en vis variation i stavemåden. På norsk finder man en del belæg ved søgning på nettet efter “ring(e)vesen” og “ring(e)ves(e)net”, på dansk giver det lidt mere at søge efter “ringvæsenet”.
Jeg håber det kan hjælpe lidt til den videre efterforskning.
Lars Trap-Jensen
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.