Spørgsmål:
Hvornår blev ordet “pessimisme” først anvendt i Danmark?
Svar:
Det er aldrig nemt at datere præcis hvornår et ord forekommer første gang. I artiklerne Pessimisme og Pessimist oplyser Ordbog over det danske Sprog (ODS) at ordene optræder i førsteudgaven af Meyers fremmedordbog “Kortfattet Lexikon over fremmede Ord” fra 1837. Det eneste genuine belæg der anføres, er dog Georg Brandes’ “Berlin som tysk Rigshovedstad” s. 149-150 fra 1885.
Hvis man søger i fx Arkiv for Dansk Litteratur kan man godt finde ældre belæg end dette fra Brandes. Jeg har fundet et eksempel på pessimist i Frederik Paludan-Müllers digt “Ahasverus, den evige Jøde” fra 1853. Hvis det står til troende – som ODS skriver – at ordene er inspireret af Schopenhauer og Hartmann, er det muligt at det kan lade sig gøre at finde ældre belæg, men næppe meget ældre. Meyers Fremmedordbog har følgende forklaring af pessimisme (her fra 1924-udgaven): “den Lære el. Livsanskuelse, at denne Tilværelse el. al Tilværelse overhovedet er slet; særl. Tyskeren E. Hartmanns (f. 1842) Lære; Sortsyn, Svarstyn, Graasyn”. Jeg har ikke adgang til 1837-udgaven af Meyer her og kan derfor ikke kontrollere om beskrivelsen dér knytter an til fx Schopenhauer, eller om man har en mere generel beskrivelse. Uden selv at være filosof kan jeg dog læse mig til at forbindelsen til Schopenhauer synes at være opstået noget senere (omkring 1870’erne), mens det inden for filosofien først blev brugt som antitese til Leibniz’ brug af optimisme.
Svenska Akademiens ordbok har tidligste belæg fra 1845, mens Oxford English Dictionary har 1794, så jeg går ud fra at dansk under alle omstændigheder må ligge tilsvarende et sted i første halvdel af 1800-tallet.
Lars Trap-Jensen
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.