Spørgsmål:
Hvorfor anerkender man forkerte betydninger af ord?
Svar:
Det er et stort spørgsmål du stiller, og ikke noget man kan svare kort på. Alligevel vil jeg gøre et forsøg.
Evnen til at tale et sprog er biologisk forankret. Alle der bliver født og udsat for sproglig stimulering af omgivelserne som små, vil automatisk lære at tale. Det er lidt ligesom når vi lærer at gå. Det sker umærkeligt og helt af sig selv for et normalt menneske.
Sådanne biologiske evner giver det ikke mening at andre skal bestemme over. I nogle ganske få sammenhænge kan man godt fortælle folk at de skal fx gå på en bestemt måde sådan som det sker for soldater i militæret der skal lære at marchere. Og tilsvarende er der sammenhænge hvor fx en arbejdsgiver kan fortælle de ansatte hvordan de skal tale. Det gælder fx nyhedsoplæsere der kan blive instrueret i en bestemt måde at tale på som svarer til arbejdsgiverens ønsker.
Men ellers har mennesket levet og haft et sprog helt naturligt i mange år. Hvor mange, er videnskaben ikke helt klar over, men formentlig 50-150.000 år, måske mere endnu (bl.a. afhængigt af hvordan man adskiller menneskets sprog fra andre biologiske arters meddelelsessystemer). Og i langt størstedelen af den tid mennesket har haft et sprog, har det udviklet sig af sig selv, uden at nogen udefra har grebet ind og dikteret hvad der er rigtigt og forkert. Sproget er jo et socialt fænomen, og ordenes betydning bliver fastlagt i kraft af at mennesker kommunikerer sammen og undervejs i kommunikationen bliver enige om hvordan ordene skal opfattes. Men vi kommunikerer ikke lige meget med alle mennesker der taler samme sprog, og derfor har der til alle tider også været variation i sproget. Sproget varierer fra sted til sted og på tværs af generationer.
Når sproget varierer, kan det aflæses historisk som sprogforandring. Sproget forandrer sig både lydligt, grammatisk og med hensyn til betydning, stilleje osv. Hvis man slår op i en ordbog der beskriver ældre sprog, kan ændringerne aflæses i betydningsforklaringerne. Prøv fx at slå op i Ordbog over det danske Sprog under lemfældig. Her forklares ordet som
“omhyggelig for ikke at anrette (større) ødelæggelser, skade, gaa for haardt frem mod en olgn.; som tager forsigtigt, blidt ell. lempeligt, mildt paa noget”
Den forklaring overrasker mange i dag, for sådan bruges ordet næsten ikke i 2011. I Den Danske Ordbog lyder den første forklaring derfor:
“ikke omhyggelig nok; skødesløs, sjusket”
Forklaringen er desuden forsynet med oplysningen: “kendt fra 1967”. Betydning 2 lyder:
“ikke særlig streng eller hård; mild, lempelig”
og den forklaring er forsynet med oplysningen “sjældent”. Betydning 2 er den ældre betydning, svarende til forklaringen i ODS, som nu er blevet sjælden, mens den nye, kendt fra 1967, er den eneste de fleste yngre mennesker kender til. For 40 år siden har der været større diskussion om hvad der var den “rigtige” betydning af de to. I dag ved vi at den “forkerte” betydning har vundet. Jeg sætter “rigtig” og “forkert” i anførselstegn fordi det selvfølgelig ikke giver mening at kalde en betydning “forkert” bare fordi den er yngre. Og det er den væsentligste grund til at de fleste sprogforskere ikke anerkender rigtig/forkert brugt om sprogets betydninger. I bund og grund er der ikke nogen logisk, udefra givet sammenhæng mellem et ords form og dets indhold, og sproget er da ligeglad med om vi kalder det for Geburtsdag – som var det almindeligste ord indtil omkring midten af 1800-tallet – eller fødselsdag, bare vi forstår det samme ved ordet.
Fordi sproget varierer, er man nogle gange i den, indrømmet, ikke særlig hensigtsmæssige situation at man har enten to konkurrerende betegnelser for samme betydning eller to betydninger der gør krav på samme betegnelse. Sådan er det med pendulord som forfordele og bjørnetjeneste. En dag vil den ene betydning sikkert vinde og den anden vil måske gå i glemme bogen. Sådan har det været altid. Det er derfor vi ikke kan forstå det dansk som vikingerne talte. Det er måske lidt ærgerligt, men der er ikke noget at gøre ved det.
Anderledes er det med skriftsproget. Det er ikke noget vi fødes med; de fleste af de 100.000 år mennesket har haft et sprog, har de jo levet uden et skriftsprog og har sikkert ikke savnet det. Skriftsproget er ikke biologisk givet, og derfor giver det meget bedre mening at regulere det så vi følger fælles regler for stavning og tegnsætning. Og det er der nogen der bestemmer over. I Danmark er det ved lov bestemt at Dansk Sprognævn har autoritet til at fastsætte hvordan ordene staves, og hvordan tegnsætningen skal være.
Men talesproget er der ingen der bestemmer over. Hvis du spørger mig, synes jeg det er rigtigt sådan. På den måde har sproget klaret sig fint indtil nu.
Med håb om at der nu er stof til at diskutere videre med omgivelserne.
Lars Trap-Jensen
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.