Spørgsmål:
Kan I hjælpe med at finde ud af hvornår det blev korrekt også at sige “opdragede” og ikke kun “opdrog”?
Svar:
Jeg kan da gøre dig opmærksom på et godt hjælpemiddel til at finde ud af den slags. Hvis du slår op på Dansk Sprognævns oversigt over retskrivningsordbøger gennem historien, fremgår det dér at valgfriheden mellem opdrog og opdragede blev indført i 1986-udgaven af Retskrivningsordbogen. Ser man på udbredelsen i sprogbrugen, viser vores tekstsamlinger at begge former er helt normale og almindeligt brugte, med en lille overvægt af den gamle form: opdrog ca. 57 % overfor 43 % af opdragede.
Lars Trap-Jensen
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.