Spørgsmål:
Kan det være rigtigt at der skal være et -t- midt i “normalbegavet”?
Svar:
Tak for dit gode spørgsmål. Når det gælder ordet “normaltbegavet”, står det i Retskrivningsordbogen i denne form og er dermed officiel retskrivning. På samme måde har “normalthørende” også et -t- i midten. Andre sammensætninger med “normal” er uden -t-, som fx “normalløn”, “normalsporet”, “normaltemperatur”.
Der ser ud til at være en tendens til at vælge formen med -t- når adjektiver sættes sammen med (oprindelige) participiumsformer (tillægsformer) som “begavet” og “hørende”, jf. de særskrevne former “normalt begavet” og “normalt hørende”, hvor man næppe er i tvivl om at der skal -t- på.
Tendensen bliver endnu tydeligere når man ser på eksempler med fx “høj” og “lav”:
høj-: højaktiv, højaktuel, højbarmet, højgravid, højhælet
højt-: højtbegavet, højtbetalt, højtflyvende, højtråbende
lav-: lavadelig, lavbenet, lavfrekvent, lavloftet
lavt-: lavtflyvende, lavtliggende, lavtlønnet, lavtplaceret
I eksempler som “højhælet” og “lavbenet” kunne sidsteleddene ligne participiumsformer, men er snarere adjektiver afledt af substantiver – eller endnu mere fagligt – de er såkaldte samdannelser. Her er ordet dannet til en ordforbindelse: højhælet – gå med høje hæle; lavloftet – der er lavt til loftet.
Jeg håber svaret bidrager til at opklare diskussionen, men om den får psykologerne til at ændre stavemåden af “normaltbegavet”, er nok et andet spørgsmål!
Henrik Lorentzen
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.