Spørgsmål:
Hvorfor staves “muffedise” med ét s? Når man udtaler “dise” med kort vokal, burde det da ikke være med to s’er?
Svar:
Tak for dit spørgsmål, som faktisk også har plaget mig, så det var en kærkommen lejlighed til at få undersøgt sagen.
“Dise” i “muffedise” er ikke beslægtet med “disse” i “ikke en disse”. Det sidste kommer muligvis fra et tysk ord for ‘lille mønt’, se Den Danske Ordbog. “Muffedise” har vi derimod lånt fra engelsk “muffetees”, flertal af “muffetee”, og det må være herfra udtalen med langt i kommer, altså /muffediise/, som igen berettiger stavemåden med ét s.
Men som du selv bemærker, er udtalen med langt i ikke udbredt i dag; i Ordbog over det danske Sprog er den dog nævnt, men med længdeangivelsen i parentes. Til gengæld nævner ordbogen (i 1933) at ordet tidligere kunne staves med to s’er, og hvis man skal tage hensyn til udtalen med kort i, kunne der være grund til at tillade formen “muffedisse”. Måske kommer det i en senere udgave af Retskrivningsordbogen.
I øvrigt har Dansk Sprognævn besvaret et spørgsmål ang. “halsedise” i 1998. Her tales dog ikke om stavemåden, men mere om ordets status i dansk. Siden dette svar blev forfattet, er ordet taget med i Den Danske Ordbog i to former: “halsedise” og “halsdise”, men altså ikke i den uofficielle form med to s’er.
Jeg håber at dette kaster lidt mere lys over det spegede emne.
Henrik Lorentzen
Teksten stammer fra et udpluk af de mange mails som redaktionen bag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog modtager.
Hvis du har sproglige spørgsmål eller kommentarer til Den Danske Ordbog, er du velkommen til at kontakte redaktionen, der forsøger at besvare henvendelser i det omfang tiden tillader det.